Home Anmeldelser Suede, DR’s Koncertsal, d. 1/2 – 2016 ★★★★☆☆

Suede, DR’s Koncertsal, d. 1/2 – 2016 ★★★★☆☆

2741
1

Suede viste sig fra nye og spændende sider, og lidt for velkendte og gennemtærskede, da de mandag aften lagde vejen forbi de smukke rammer i DR’s Koncertsal og gav en koncert delt i to. Et sæt der bestod af en gennemspilning af deres nye, ganske glimrende album, Night Thoughts, og et helliget en omgang rapid fire hitparade. Det var første sæt, der stod tilbage som den største oplevelse efterfølgende.

First things first, jeg er relativt stor, gammel Suede fan der rålyttede i 90’erne, ikke fanatiker, men de skiver blev sgu slidt godt op dengang – og jeg har hængt nogenlunde på sidenhen, selvom jeg tog en timeout efter udgivelsen af den flade A New Morning i 2002… ligesom bandet selv i øvrigt.

OG, så havde jeg selv skillinget en efter min mening ganske fyrstelig sum ud for, at få lov til at sidde i bløde, lidt smalle, stole denne aften i Koncertsalen. Så det ene med det andet, så tillader jeg mig også at være noget mere subjektivt farvet denne gang, end vi ellers tilstræber, efter bedste evne, at være i det daglige.

Klokken 20.00 stod der højt og tydeligt som starttidspunkt, men da folk ikke havde synderligt travlt med at få røven i sædet, de var ellers dyre nok jo, så lagde vi ud med lidt over 10 minutters forsinkelse, inden de første, symfonisk dronende toner rungede ud i salen. Set-uppet var noget atypisk, i det at der var rullet et lærred ned foran scenen, hvor filmen, der er lavet særligt til Night Thoughts, blev vist, samtidig med at bandet spillede albummet på scenen bagved. I korte glimt, eller lidt længere passager, blev bandet så, ved hjælp af nogle spots og lyssætning, synlige igennem lærredet, så man eksempelvis kunne skimte forsanger Brett Anderson på knæ, krænge sjælen ud, mens billedsiden kørte “ovenpå”.

Det fungerede i store træk rigtig godt, dog var det af og til, i hvert fald for undertegnede, lidt en distraherende oplevelse. Hov, der er Brett, ham vil jeg hellere se på end filmen, som jeg så glemte at følge med i, eller blev lidt irriteret på, eller omvendt, var jeg lige fanget af filmen og pludselig dukkede guitarist Richard Oakes op, siddende i hjørnet af ens synsfelt.

Først og fremmest var filmen virkeligt smukt filmet, om end periodevis lige lovlig coked out MTV klippet, det så sgu’ dyrt ud det møg, og trods den manglende dialog, velspillet og OK spændende at følge med i – i store træk.

Især når der blev slappet lidt af med den hidsige klipning og billederne fik lov til at stå lidt, ikke mindst scenerne i og omkring vandet, var smukt sat op. Højdepunktet derudover var en skæg lille indarbejdning af coveret til Dog Man Star, inkluderet som en del af kulissen til en syret festscene i filmen. Ligesom der var nogle kyssescener, der godt kunne være spejling af coveret til bandets første, selvbetitlede, album.

Filmens handling, uden detaljer eller spoilers, er i løse træk, at man igennem nogle løst forbundne scener, der ikke vises i kronologisk rækkefølge, ser en mand møde en kvinde, de får en søn, sønnen bliver væk i bølgerne, far følger efter. Sovset godt ind i metafortung symbolik om at “drukne”, at være ung, at miste, at miste forstanden og så videre.

Nuvel, musikken! Det var jo egentlig den vi kom for, og både som soundtrack til den visuelle del, og på egne præmisser, foldede størstedelen af de nye numre fra Night Thoughts sig rigtig flot ud i Koncertsalen. Vi kom overvældende fra land med de første toner fra den mægtige nye ballade, “When You Are Young” og “Outsiders”, der skriger til himlen af ny live-klassiker fra bandet.

V__4E93

Er man bekendt med Night Thoughts, så bød sættet jo ikke ligefrem på overraskelser, pladen blev spillet igennem fra ende til anden, uden svinkeærinder eller afbrydelser  – og timingen, som er et must når filmen ruller, sad NÆSTEN lige i skabet. Jeg noterede mig kun en enkelt lille bitte svipser, hvor det virkede som om de kom lidt for hurtigt igennem et nummer i forhold til hvad billederne indikerede, men det var det.

Den tempofyldte “Like Kids” kunne også godt gå hen og blive et hit i live sammenhæng, men det var i balladerne, som nævnte albumåbner, sjæleren “Pale Snow”, den blændende “Tightrope” og “I Can’t Give Her What She Wants”, at jeg fandt den største nydelse. Bandet spillede godt, og Brett Anderson sang langt hen af vejen som var han mindst 20 år yngre end de 48 dåbsattesten siger. De høje toner sad stadig hvor de skulle, i enkelte numre valgte han en lidt anden løsning end jeg havde håbet, når falsetten nu ikke fejlede noget, men måske er det også et spørgsmål om, at skåne det aldrende stemmebånd lidt.

Alt i alt, trods lidt hjerneflimmer og ondt i øjnene på grund af visuel overstimulering hist og her, en både anderledes, interessant og mestendels vellykket udflugt for Suede. Og ikke mindst ledsaget af nogle rigtig stærke nye numre, som rent klangmæssigt og stilistisk også peger fremad for bandet – der er faktisk nye toner at høre.

Ikke mindst i direkte sammenligning med det komprimerede hitsæt, der fulgte efter et kvarters pause. Her var der hverken tid til de store nuancer, pusterum eller til at kigge i anden retning end bagud – langt bagud. Det er der sådan set ikke noget galt i, nu havde man jo lige testet publikums (og egen?) tålmodighed både med en kunstfilm OG et dusin numre så nye, at en del måske overhovedet ikke havde hørt dem før denne aften (Night Thoughts udkom d. 22/1). Så var der dømt “hits and treats”, som det så fint hed fra officiel side. Jeg kunne godt have brugt lidt flere treats og lidt andre hits, i løbet af de omkring 55 minutter bandet brugte på at fræse igennem 12-13 gamle travere.

Skal der være hit, så lad der være hit, og jeg er heller ikke afvisende overfor hverken en tur ned af memory lane eller at lade nostalgien få plads. Men spørgsmålet er, hvor fedt Suede egentlig selv syntes det var endnu engang at halv-mime sig igennem “Trash” og “Beautiful Ones” fra albummet der blev deres kommercielle peak, Coming Up. Jeg nærer i hvert fald ikke det store behov for, at se dem hastet pligtskyldigt og noget mekanisk afsted for gud ved hvilken gang, mens et mandags-kor på min alder og opefter prøver at skrue tiden tilbage. Da vi var unge handlede Suede og deres musik, på godt og ondt, om at være ung, i øjeblikke som disse, og da virkede sangene, både for bandet og os, som en jagt efter at være ung igen – på den lidt ufede måde.

V__BFBA

Folk havde sikkert en lille, kortvarig fest i disse øjeblikke, fred være med det og Anderson gjorde da også hvad han havde lært for at virke tændt og indlevende, med aparte dans, publikum der fik lov til at pille og røre lidt, spjæt, hop og opfordringer til fællessang. Men det fremstod sgu’ bare lidt, som om det var med autopiloten slået til. Det hjalp så heller ikke, at bandet var ved at overdøve frontmanden under den i forvejen lidt forjappede version af “Beautiful Ones” (og “Metal Mickey” forinden) – hvad skete der lige med Koncertsalens ellers så roste lyd der? Måske høvlede bandet bare FOR meget igennem her, for at kompensere for det kontrollerede første sæt?

Så var der straks mere liv, bid og overraskende nok, en følelse af at der var noget på spil, i endnu ældre travere som “So Young” (der faktisk var helt forrygende) og “The Drowners” – hvor Anderson sendte både lysmand og “kabelfolket” på overarbejde ved, at marchere ud i salen, blandt stolerækkerne hos det nu stående publikum. Så stik ham dog en wireless?! Det personlige peak for mig i sæt 2, var dog et tidligt, effektivt og medrivende one-two punch bestående af “Animal Nitrate” og “We Are The Pigs”.

Helt det niveau ramte eneste ekstranummer, klassikeren “New Generation”, ikke, men det var dog et mere end hæderligt punktum for en noget rodet og amputeret hit-seance. Netop “amputeret” var den følelse jeg sad med i metroen væk fra DR Byen efterfølgende, da jeg forsøgte at sætte en finger på, hvad jeg helt præcist syntes der var galt – altså helt overordnet, og udover nævnte skavanker. Jeg manglede en stor del af “fyldet”.

Ikke “fyld” i negativ forstand, som noget ligegyldigt, men de op- og nedture i tempo, skiftende, bakke og toppe, bølgens brusen igennem et sæt, som man normalt sigter efter når det sættes sammen. Her føltes det i vid udtrækning bare som en maskingeværsslave af hits i større og mindre grad, spillet med fuld hammer frem for lidt mådehold og finesse. HER ER JERES FUCKING HITS, RATATATATATATATA. Det gjorde, at man nåede at føles sig helt forstoppet af peaks, inden man var kommet igennem det forholdsvis korte sæt.

V__A2FE

Hvad med en ballade eller to, når man har numre som eksempelvis “Pantomime Horse”, “By The Sea”, “Still Life” og “The Wild Ones” – hvor især de 2 sidstnævnte med garanti havde klædt Koncertsalens intime rammer og indreting. Så kunne man passende have sløjfet “Sabotage” eller den skrækkelige “Can’t Get Enough” i stedet for.  Jeg siger ikke, at disse numre er mindre hit/peak orienterede end dem de valgte at spille, men de havde i min optik givet sættet et bedre flow, og noget tiltrængt variation, som måske kunne have efterladt et stærkere indtryk. Og det korte nummer, “The Big Time” med kun Anderson og Oakes (på akustisk guitar) tæller ikke rigtig, nice try, men spil nu bare for helvede en af de sange jeg vil høre!!!

Suede viste mandag aften, at hvis de selv vil det, så har de bestemt en fremtid, især hvis de tør smide fortidens lænker og se lidt mere bort fra “pligterne”. Jeg forstår godt, at nogle af de nævnte numre nærmest er uomgængelige i live sammenhæng, og at der også er en stor del blandt publikum som står og venter på dem – folk som ikke er så utight som mig. Og så ville det, igen efter min ydmyge mening, have været fedt, hvis Suede have tilpasset sæt nummer 2 lidt efter omgivelserne, den sal skreg helt op under loftet efter en af de helt store ballader, i stedet for bare at kværne hitmaskinen op i 5 gear.

Første sæt var en noget usædvanlig og atypisk koncertoplevelse med en samling nye numre, der generelt stod stærkt og var til 4 store stjerner. Andet sæt var en lidt på det jævne tur ned af mindernes boulevard, med glimt af fortidens storhed til lidt over 3 stjerner.

Split the difference, lad os kalde det 4 stjerner ligeud for den samlede oplevelse.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleDirty Old Town – Take Me Easy Out Of Here – 2/2 – 2016
Next articleNive & The Deer Children: Feet First ★★★★★☆

1 COMMENT

  1. Gad vide om du har været til samme koncert som os andre, eller om du bare har fået det forkert ben ud af sengen?
    Håber da du får lidt mere af dine fremtidige koncertoplevelser, også selvom du ikke selv kan vælge hvilke sange der spilles.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.