Jack In The Middle fra Roskilde er klar med deres debut-album, hvor klassisk 60’er/70’er rock ‘n roll med blues’et patina dominerer lydbilledet. Desværre er det som om der mangler en smule hele vejen rundt for, at materialet for alvor letter eller sætter sig fast.
Bandets udgangspunkt og “mission” har siden dannelsen i 2012 åbenbart været, at bringe rock og rul tilbage til spillestederne. Det ved jeg ikke om er nødvendigt, der er da allerede godt gang i den derude, men the more the merrier og alt det der. Derfor lover bandet også på deres facebook, at de “kommer udover kanten og river publikum med. Med et energisk og dynamisk sceneshow er der knald på fra start til slut”.
Og det er netop en væsentlig del af det jeg savner på dette album. Om det skyldes den lidt stive produktion, et lidt middle of the road mix eller at Jack In The Middles numre bare er lidt ordinære, ved jeg ikke helt – det er måske en kombination? Men faktum er, at Swing And a Miss måske ikke er en direkte misser, eller strike out, men den samlede oplevelse er noget stiv i leddene, savner noget liv og sjæl og ender med at føles en anelse små-kedelig i længden, over de ni numre. Ni numre, mange med en spilletid der kunne være barberet ned, er nok i forvejen lidt et sats, når man ikke har mere mindeværdige melodier end tilfældet er her, eller et eller andet der gør, at man skiller sig ud.
Eksempelvis den langsomt, let “AC/DC i vugge/hugge-blues hjørnet” album-åbner og titelnummer, “Swing And a Miss”. Grundrytmen er sådan set fin nok, men nummeret taber hurtigt momentum og slæber sig lidt tungt op over de 5 minutter, uden at gøre nok væsen af sig. Den snerrende, lidt “igeglad og nonchalant-klingende vokal passer indledningsvis fint ind i det små-sumpede rock ‘n roll univers bandets leverer, men man når næsten at køre lidt død i dens monotone klang inden nummeret rinder ud – og så er der lige 8 numre tilbage. “Nobody But You”, midt på albummet, nærmer sig 6 minutters spilletid, hvilket ender med at være i overkanten af hvad den ellers fine melodi kan bære. Band og vokal rammer ellers en god, halv-sløset sydstats-rock stemning og feeling. Men så går det hele lidt i stå. Der sker for lidt på alle fronter og man savner kort og godt noget fremdrift og udvikling i sangen.
Bandet spiller sikkert og hæderligt nok, og sangene er ikke decideret dårlige, det hele føles bare så….. ja… “tilstede”, uden at ville mig noget særligt, eller med kvaliteter til at sætte sig fast – eller bare kvikke lidt op i øjeblikket. Selv efter adskillige gennemlytninger kan jeg ikke rigtig huske numrene efterfølgende, eller mindes momenter hvor jeg er revet med. En skam, for grundelementerne synes i orden og nogenlunde på plads, så spørgsmålet er om noget er gået tabt på turen fra scenen, over i studiet og ud af højtalerne – eller også er sangene bare ikke bedre, når de kommer ud af deres naturlige element?
På den mere tempofyldte “The Fix” kigger en “rock ‘n roll doctor” forbi, men heller ikke han har en effektiv kur mod at være lidt for tung i røven, ligesom den efterfølgende “Get A Grip”, hvor der forsøges med lidt mere hoftevrikkende bluesrytme, uden den ønskede effekt. Det er på en måde som, at bandet fremstår lidt hæmmede og holder igen, eller ikke får den ønskede energi pumpet ud i sangene – man fornemmer nemlig, at der gemmer sig meget mere krudt i bandet end der kommer til udtryk på Swing And a Miss.
Et nummer som “Rock ‘n Roll Revolution” skulle dog nok være blevet i øverne til mere afpudsning, et eller andet ved det nummer får mig til at lugte en demo, som kunne bruge lidt mere “peps” inden den er klar. Hvorimod trucker-sejtrækkeren “Been Out Rolling” muligvis bare skulle være blevet i garagen. Her bliver det virkeligt trægt og man savner noget dynamik til at trække den op af den stejle bakke, det lyder som om den kæmper sig op af. På “Loves Like A Devil” får vi en lidt for arketypisk fremstilling af “drømmen om en tiltrækkende kvinde”, den slags der kan drive en rock ‘n roller til vanvid, men trods den lidt porno-rockende uptempo melodi, er det igen som om vi ikke rigtig kommer nok fremad. Så når vi sgu nok ikke at fange den she-devil!
Jack In The Middle mangler også stadig en del for at fange mig som lytter, men fundamentet fornemmer man er nogenlunde på plads. Det er bare som om, at bandet ikke helt har fundet ud af hvordan man bygger noget spændende ovenpå. Det bliver et lidt anonymt typehus, frem for noget en arkitekt ville have udtænkt. Det er stadig et hus, bare ikke et der skiller sig ud eller som man har den store lyst til at gå på opdagelse i.
Derfor falder den samlede oplevelse for Swing And a Miss også under middel, men hvis bandet bare klør på, så er løbet bestemt ikke kørt. Og er sikker på det fungerer meget bedre live!
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Jack In The Middle på facebook
