Nogle gange kan man på det herligste blive udfordret, når man skal anmelde kunstnere uden for mainstreamen. Dune Messiah låner måske navn fra Frank Herberts roman-serie om en ørkenplanet, men den rå neo-folk, som bandet spiller, trækker helt klare tråde til en skandinavisk/germanistisk stemning.
Og udfordret bliver man på Dune Messiah. På en måde er anden skæring på EP’en, ‘Helhesten’, også et ambient-nummer, hvor der læses et sagn om helhesten fra Roskilde op over. Ikke noget, man oplever hver dag på anmelderposten! Netop ‘Helhesten’ og den ret præcist betitlede ‘Ambience’ (fjerde skæring på EP’en) kommer dermed til at fremstå som en form for montager eller intermezzi, der kunne have været spillet i Børneradio i 90’erne. Og det mener jeg på bedst tænkelige måde!
De øvrige sange er derimod – ja – sange.Veludførte sange i et meget nøgent lydbillede og med en ikke utroværdig desperation. Det er mørke tekster om tab, død og kristen metaforik – og det kan til tider minde om Nick Cave i både de forholdsvis simple melodier, forstemt violin på visse numre og det generelt poetiske udtryk.
Det er fedt det her og hvor vokalen ikke helt tåler sammenligningen med Cave, så sender den tanker på nogle af de mere melodiøse sideprojekter / udspring fra industrial-helte som Coil. Forstået hermed at man er mindre fokuseret på, om det stemmer 100% og mere optaget af at ramme en troværdig stemning med ret få virkemidler.
Åbningsnummeret ‘Little’ sætter en fin tone og handler om hvordan friheden, fuglen nyder, ikke kan opnås og udstråler en ensomhed, hvor håbet kun anes ganske svagt. …så skal man pludselig høre om Helhesten, før man fortsætter over i den noget mere energiske ‘Featherless Creatures’, som marcherer derudaf med en underlig hektisk klaustrofobisk desperation. Det er næsten teater i skiftet mellem de marcherende strofer og så et mere sfæriske omkvæd.
De to afsluttende numre, ‘The Fall’ og ‘The End Is Getting Close’ stikker kniven ind både musikalsk og i teksterne, og førstnævnte starter stille og roligt, for til slut at køre op i både intensitet og tempo. Klassisk folk-trick? Ja, men det virker og stemningen er troværdig.
Slutnummeret leger måske mindre med formen og holder sig også mere til en dur-tonalitet, men det er lidt som ‘Death is Not the End’ på Cave’s Murder Ballads – ikke for at man skal afslutte værket på nogen særligt opløftende vis.
Magnus Westergaard, der står bag Dune Messiah har med EP’en lavet et fint stykke neo-folk, som er interessant, har mærkelige intermezzi – men også tager det at bygge en stemning op alvorligt.Det er skrabet lavet, men måske netop i kraft af de lidt forstemte strygeres klang, bliver der skabt et klangbillede, der ikke er ubetinget smukt eller attraktivt – men altid interessant.
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår forbindelsen til Herberts Dune (på dansk: Klit!), ud over at denne bog især handler om en gold ørkenplanet og EP’ens stemning også er gold. Men det er ikke just en varm ørken – snarere tværtimod! – jeg vil associere Dune Messiah med. Nuvel. Det skal ikke tage noget fra denne fine EP, der både fik mig taget tilbage til gode stunder foran Børneradioen, som trækker tråde til post-industrial – og så for øvrigt i alt sit mørke er fint melankolsk og poetisk.
Det skal udløse fire store stjerner herfra!
Du kan finde Dune Messiah på facebook.
Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag
