Lørdag aften var der energisk rock på programmet i Huset KBH, og for bare 80 kr. kunne man nyde kraftfuld vokal blandet med et væld af støjende, fængende rock-toner
Kl. 20.11 træder jeg ind i Husets hyggelige gemakker, og en let summen rammer mig – ca. 10 mennesker er mødt op indtil videre. Dette skal dog vise at ændre sig, for 40 minutter senere er antallet 10-doblet, og 20 minutter efter går Mutt’s Company på scenen.
De starter med et vanvittigt fedt nummer, hvor vokalen løfter én helt op til skyerne. Selv guitaristen springer ned fra scenen, for at prøve at geare folk op. Dog er det desværre ikke nok til at få publikum til at rejse sig, og samtlige mennesker bliver siddende små-sippende af deres fadøl.
Herefter følger stærke rockbaserede numre tilskænket en sprød og kraftfuld vokal. Publikum er stadig siddende, men da sidste nummer ’Radar’ bliver spillet, rejser alle – og jeg mener ALLE – sig op. Det mærkes klart at dette er Mutt’s Companys “gennembrudshit”, og entusiasme, humor og gåpåmod blandes til en absolut lækker afslutning.
Disarray Son ★★★★☆☆
Herefter må vi vente en del tid på aftenens hovednavn; Disarray Son. Folk snakker i krogene – det er tydeligt at mærke at de glæder sig. Da de endelig går på, starter de Københavnske drenge med en intro der råber “Pink Floyd” – der bygges langsomt op med en mere og mere svulmende lyd, og intensiteten stiger.
Publikum er HELT tæt på, og der hujes allerede. Det er langhåret, der er den helt rigtige vinkel bøjning i knæene, og hatten på forsangeren er lige der, hvor den skal være. Stortrommen og bassen går lige i brystet, og det er som om man ved hvad de føler. Dog kunne der godt være skruet lidt op for vokalen.
Der er en smuk, støjet overgang til næste nummer, der har en anelse The Doors sound, men med mere tempo. Jeg tænker – okay, det her er et pragteksemplar på, hvorfor man skal høre visse bands live, for hold nu op en optimal oplevelse, det her er! Disarray Son er ekstremt energiske, pulserende og ophidsende.
Herefter følger et lidt mørkt nummer tilsat en gennemtrængende, opløftende vokal, der bærer én sikkert ,men gennemtæsket, igennem. Både nye, men også de lidt ældre numre fra den første EP, bliver fyret af, og får publikum til at nikke gentagne gange med hovedet i takt til den magthavende stortromme.
Der er adskillige fremragende mellemspil blandt numrene, der alle byder op til ekstase, og især da to vokaler mødes, og det får en Black Rebel Motorcycle Club feeling, får man en ustyrlig lyst til at synge med, på trods af at teksten er ukendt. Ens krop lader dog som om, den kender det hele, og hvis man stadig sidder ned, er man i hvert fald rykket helt ud på kanten af stolen.
Da ‘Born In Two’ bliver spillet er vokalen altafgørende, og kunne sagtens stå alene. Samtidig er der trommeslageren og guitaristen, der skiftevis spiller op til ret vilde soloer, som vist ikke er en del af den originale version – en improvisering, som jeg er vældigt imponeret over, og som bare fungerer optimalt. Den kunne endda godt have været lidt længere, efter min mening.
De formår dog at frembringe en Rival Sons lyd, og med nummeret, hvor en akustisk guitar bliver hevet ind i billedet, drømmer jeg mig tilbage til sommernætterne, hvor man sidder omkring et stort lejrbål og drikker rom direkte fra flasken, med en solid buzz på.
På ‘Gold Labeled Love’ møder vi en ekstremt kontrolleret vokal, og ordene ’Kan I synge med?!’ bliver modtaget med en positivitet, der får folk til at gå amok. Disarray Son byder på unikke melodier, rock n roll og åndetagende ’mit-hjerte-hopper-et-slag-over’-soloer, men er ikke helt ’outstanding’ – der mangler ét eller andet og det er en anelse forudsigeligt.
Men med dette sagt, fortjener Disarray Son da 4 stjerner, og et kæmpe tak for en storslået rock-oplevelse.
Ord og foto af Stefanie Sloth Hansen
