Cold Night For Alligators viser imponerende tekniske evner og ambitionsniveau på debutalbummet, der er spækket til randen med detaljer, temposkift, vilde idéer, hæsblæsende påfund og prog-metal galore. Prisen er, at man til tider har svært ved at hænge på og bliver en smule lammet af indtryk over et helt album.
Ingen tvivl om, at de her gutter kan deres kram. Fra den instrumentale ekvilibrisme, vokalens vekslen mellem storladen skønsang og bistre skrig, til det mod og tro på egne evner der binder det hele sammen. Det er ikke hos bandets indsats, overblik og kunnen alligatorskoen trykker – det er hos mig som lytter det kniber med at kunne hænge på i de mest halsbrækkende stunder. Man kunne bede bandet slappe lidt af, dvæle lidt mere ved de stunder hvor de har fat i noget virkeligt fremragende og betagende, men så ville de jo nok være et lidt andet band og have svigtet den ambitiøse prog-metal vision man fornemmer ligger bag og går forud.
Når de nu ikke vil tilpasse sig min personlige smag og tolerancegrænse for stil- og retningsskift, så må man jo efter bedste evne forsøge at hænge på. Heldigvis har Cold Night For Alligators formået at sammensætte albummet, så der næsten hele tiden er en livline inden for rækkevidde, når jeg er ved at ryge i svinget. Næsten. Den største kamel jeg er nødt til at sluge, er næsten at skulle acceptere, at de passager i numrene som JEG synes er det fedest, de er ligestillede med alle andre i bandets verden – så intet trækkes i langdrag.
Et glimrende eksempel herpå, og en art mikrokosmos for Course Of Events som helhed, er den voldsomt ambitiøse og tætpakkede, næsten 10 minutter lange “Querencia”, der hersker og sætter sig tungt på på tronen, på albummets anden halvdel. Hvilken tour de force, emotionel rutsjetur og svimlende ridt – albummet i en nøddeskal. Et eller andet sted, er det egentlig alt for meget, man kommer så meget op og ned, rundt og rundt, at man er ved at miste orienteringen, eller i hvert fald bliver en smule svimmel. Men det er også vanvittigt fascinerende og godt skruet sammen, selv om jeg har lidt problemer med kondien. Især et stykke omkring 6 minutter inde i nummeret og cirka 2 minutter frem, hvor bandet på en måde lyder som en tungere udgave af Mew der spiller atmosfærisk metal – betagende. Men helt symptomatisk for albummet, og bandet, så er turen i drømmeland kortvarig og slår i dette tilfælde over i noget hårdt og aggressivt metal-core’sk inden nummeret rinder ud.
Den sang, hvis de enkelte passager var forlænget lidt, kunne have været en hel udgivelse i sig selv! I stedet er den blot en større, overrumplende brik, i et flimrende og fragmenteret værk, der trods de vilde udflugter, stadig besidder en sammenhængskraft, der gør at brikkerne på en eller anden måde danner et samlet motiv. På en måde minder det mig om islandske Agent Fresco, ikke mindst på den glimrende “Inconsistent”, hvor en fed, “gazer”-guitar holder sammen på det hele. Men ligesom hos Agent Fresco kan jeg blive helt frustreret over, at jeg ikke lige må tage mig tid til at nyde de aller fedeste passager i ro og mag – men det er jo åbenbart ikke MIG der bestemmer.
Det gør også at et nummer som “Calculated Accident” er et, hvor jeg forgæves forsøger at kalde en timeout i løbet af de næsten 5 minutter nummeret brager derudaf. Momentvis føles det næsten som at få elektrochok eller bare stød, mens man prøver at finde vej igennem nummerets mange kringelkroge, fra et tungt, Deftone’sk udlæg, atmosfæriske stykker med en elektronisk understrøm til stor, pompøs rock (som lyder fedt) og myriader af andre påfund. Timeout! TIMEOUT!!
Et nummer som “Art”, midt på pladen, indledes med et regulært overraskelsesangreb, med pågående og fremfarende guitar og trommer, der hakker fremad i små, hidsige glimt. Effekten, og hele følelsen af nummeret, er nærmest som hvis man kunne forestille sig et gammel modem, der i stedet for at blipbloppe løs på en overbelastet linje, spiller metalliske toner. Jeg ved ikke helt om jeg kan lide det, men det er bestemt ikke uinteressant!
Bagved alle disse mere eller mindre ekstreme eksperimenter, overraskende påfund og nysgerrige afstikkere aner man, at Cold Night For Alligators i bund og grund “bare” kunne have valgt, eller stillet sig tilfredse med, at være et band der leverede fremragende, bombastiske rock-anthems. De demonstrerer det flere gange, i korte glimt (naturligvis!), som eksempelvis på den vellykkede åbner “Considering Catastrophy”. Her lurer en storladen metal-anthem lige under de mange lag, mens et medrivende omkvæd også får lov til at kigge frem når vi nået et godt stykke ind i nummeret – men igen er det omringet af masser af små eksplosioner, der detonerer musikalsk i alle mulige retninger og med vekslende intensitet og kraft, selv om grundtonen i nummeret er i den tungere ende.
Det var blot løsrevne eksempler, det ville næsten være for omfattende af dykke ned i de mange detaljer, også blot i isolerede numre. Som lytter er man nærmest konstant under beskydning, det er aldrig helt til at forudse hvilken retning, eller med hvilken kraft, udfaldene kommer fra. Det er der både noget nervepirrende og spændende ved, uforudsigeligt, ja, men aldrig planløst eller rodet. Men det er ofte også relativt stressende, så det kan være en udfordring at holde fokus eller samle overskud nok til, at holde knoppen i skudlinjen.
Nu er det jo ikke i sig selv en negativ ting at være udfordrende, og heldigvis kammer det for mig heller ikke over og bliver prætentiøst eller ren musik-onani. MEN, jeg kæmper lidt med at holde mig emotionelt investeret, især når jeg har lært lektien og ved, at tæppet nok bliver hævet væk under mig, lige som jeg har fundet et sted i musikken, hvor jeg er helt solgt.
Betagende, lidt frustrerende, aldrig kedeligt og røvblæret eksekveret. Giv Cold Night For Alligators et lyt, og er du til genren, så skal de 4 store stjerner måske rundes op til 5.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg bandet på facebook
