De britiske kammer-pop/rockere har efterhånden 25 år på bagen og The Waiting Room er første album siden 2012’s The Something Rain. Stuart A. Staples skrøbelige croon er fortsat et omdrejningspunkt i det stilfuldt instrumenterede, melankolske univers, og Tindersticks er fortsat i deres egen liga.
Engelske Tindersticks har siden starten af 90’erne leveret dirrende følelsesladede og stilfuldt instrumenterede albums med Stuart A. Staples både skrøbelige, til tider mumlende, men altid dragende vokal i centrum i et musikalsk univers, som gerne bruger løs af både strygere og blæsere i ind i mellem storladne arrangementer. Jeg sprang på vognen som teenager sidst i 90’erne, og kan stadig blive emotionelt rundtosset af især tredje album i rækken, Curtains, fra 1997.
Det storladne drama fra bandets første albums i 90’erne er godt nok gradvist trådt lidt i baggrunden for en mere moden, men ikke mindre sørgmodig tone. Det begyndte sådan set allerede at ske på Simple Pleasure fra 1999, og selv om det storladne vedvarende har stukket sit ansigt frem på de albums, bandet har udgivet siden, også efter bandet genopstod i en trio-form i 2006 (og som nu er udvidet til kvintet), er universet igen overvejende afdæmpet blåt her i 2016 – men heldigvis stadig med hyppig brug af blæsere.
Dem, der har savnet blæserarrangementer på de senere albums får nemlig flere fine af slagsen på The Waiting Room, som ellers lægger afdæmpet og instrumentalt ud med ‘Follow Me’, der på karakteristisk Tindersticks’k vis leder os ind i albummets univers – og leger med temaet fra 1962-udgaven af Mytteriet på Bounty. Stuart A. Staples’ karakteristiske dirrende vokal sætter ind på ‘Second Chance Man’ – dog her pakket ind i en overraskende velfungerende effekt, der føjer noget til udtrykket. Det er faktisk, også efter Tindersticks-standarder, et ganske stærkt nummer, som, uden at give køb på bandets identitet, også føjer nye nuancer til.
På de efterfølgende par numre flirtes der med ekkoer af soul og afro-beat, og her foldes vellydende blæserarrangementer ud, arrangeret af Julian Siegel. Både ‘Were We Once Lovers’ og ‘Help Yourself’ tager lidt tid før de åbner sig – men de vokser med gennemlytningerne, og selv om de måske kan virke en kende langtrukne første gang man lytter, så belønnes det altså, når man lytter igen. Også den soulede indflydelse er med til at tilføje nye farver til Tindersticks’ palet.
Det er også en slags tradition i Tindersticks’ univers at der er mindst et nummer udformet som duet mellem Staples og en kvindelig gæstevokalist. På The Waiting Room er der faktisk to numre, med to forskellige vokalister, men ‘Hey Lucinda’ er den mest arketypiske. Her er det afdøde Lhasa de Sela (hun døde helt tilbage i 2010, og vokaloptagelsen er fra et stykke tid før hendes død) som sørger for det let hæse, sensuelle, kvindelige modspil til Staples’ følelsesramte knudemandsstemme. Det kan lyde lidt paradoksalt, følelsesramt knudemand, men ikke desto mindre er både det lyriske og vokale udtryk hos Tindersticks ofte af en mand, der har svært ved at folde sine følelser ud, men alligevel “tvinges” til det af livets og kærlighedens omstændigheder. Den er ikke let, den kærlighed, selv om man er en del år ude over sin første ungdom.
Den eksistentielle angst titter også frem på den instrumentale ‘Fear Of Emptiness’, der med sit søgende, rastløse tema fungerer som en slags breaker. Den følges af en anden klassisk Tindersticks-foreteelse, nemlig ‘How We Entered’, hvor Staples leverer spoken word, mere end sang, og hvor vokalen selvfølgelig er iklædt et smagfuldt instrumentalt arrangement. Faren ved den type numre er at det kan blive temmelig stillestående, hvis ikke det forløses godt, og der er da også en latent risiko for at jeg mentalt kobler ud under ‘How We Entered’ næste gang albummet roterer i anlægget. Men det gør det ikke til et dårligt eller uinteressant nummer, blot ikke et af de de mest fængende på albummet.
Mine ører skærpes dog atter når Staples er tilbage i mere bævende form på titelnummeret, ‘The Waiting Room’. “Caught in a landslide//Feeling unsure//Don’t let me suffer”, lyder ordene blandt andet fra Staples, hvis vokal i høj grad bærer nummeret, og kun bakkes op instrumentalt af orgel og effekter.
Den dæmpede tilgang fortsætter på ‘Planting Holes’, der essentielt set også er et instrumentalt mellemspil, der fører os videre over i et af albummets højdepunkter, hvor Staples atter får kvindeligt modspil.Den anden kvindelige gæstevokalist på albummet er både fortsat i live og ovenikøbet højaktuel med sit eget band, og opererer sædvanligvis i en lidt anden genre. Jehnny Beth fra Savages sørger for et martret og jagende supplement til Stuart Staples på ‘We Are Dreamers’, som er rugende og dunkel, med velfungerende og varieret trommespil/percussion og elektriske guitarglimt som underlægning til de to vokalers møde. Stærkt eksekveret.
Den afsluttende ‘Like Only Lovers Can’ lyder som noget, der også kunne have været med på Simple Pleasure fra 1999 – og det som elskende kan, dengang som nu, er selvfølgelig at gøre hinanden ondt. “So where do we go?//Where do we hide now?”, spørger Staples, og man fornemmer at den søgen nok kan drive Tindersticks endnu nogle udgivelser frem i tiden. Den forbandede kærlighed som brændstof til sangskrivningen er i hvert fald fortsat til stede og en rød tråd på The Waiting Room, som viser et Tindersticks i ualmindeligt god form.
Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at det her er Tindersticks’ stærkeste udspil siden gendannelsen i 2006. Der er en god variation albummet igen, selv om det også er umiskendeligt Tindersticks, og sangene er gennemgående stærke og vokser med lyttene. Anbefales til kendere, men det er faktisk også et relativt godt sted at starte, hvis man gerne vil udforske englændernes blå univers for første gang. Det er efter Tindersticks-standarder et godt album, hvilket gør det glimrende på den almindelige karakterskala – og giver 5 pænt store stjerner.
Tindersticks spiller i DR Koncerthuset i København d.26. april og i Aarhus, på Voxhall, d.27. april. Du kan også finde dem på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
