Helt upassende for årstiden, eller måske ikke, album-debuterer danske Lucer med en sommerligt rockende, opløftende og luftig guitar-rock plade. Der er ved Gud ikke meget nyt under denne sol, men håndværket er nærmest pletfrit eksekveret, melodierne gode og medrivende og så bliver man bare i godt humør af Lucer’s rock og rul.
Og det er der hverken noget galt i. Det er noget man bare trænger til med jævne mellemrum. Lucer er helt klassisk rock ‘n roll med en hang til det britisk klingende, hvor de iørefaldende og catchy melodier er i højsædet, bukserne stramme, skjorterne løse og lidt blomstrede, håret halv-langt og pjusket og verden fri for de store bekymringer, når først musikken spiller.
Spiller, det gør den på Bring Me Good News, over 10 velspillede og til tider ganske sprudlende rock-numre, hvor det aldrig bliver værre end at det ikke kan reddes med endnu et stykke med guitar. Onde tunger ville have forholdsvis nemt ved, at kalde det her for overfladisk, konventionelt, bagstræberisk eller fortærsket. Det er måske heller ikke urimeligt, altså ud over at albummet er en herlig livsbekræftende omgang at lytte sig igennem, for de her gutter kan sgu spille og lyder som om de ikke kunne lave andet end det her – her kommer autenciteten ind og redder hele møget, selvom det er hørt mange gange før.
De 10 numre lyder i større og mindre grad alle sammen som potentielle singler, og det gør også at man, trods den smittende energi, albummets fine fremdrift og den ubesværede måde det hele glider fremad og ned på, er lige ved at blive lidt forspist, inden man når helt igennem. Alt efter dagsformen, så går det dog lige og lige, men jeg kan ikke helt sige mig fri for at kæmpe lidt med at holde interessen fanget og koncentrationen i top, når vi når de sidste par numre.
Det er vel en form for overstimulering, og et resultat af, at Lucer’s musikalske palet i det lange løb er lidt begrænset, heldigvis kan de skrive letfordøjelige melodier, der stadig formår at mætte nok til, at oplevelsen ikke bliver hul. Et af de stærkeste kort er den ultracatchy åbner, og tidligere single, “Midnight Sun”. Der er kort og godt dømt sol, sommer, lun luft og glæde fra første strofe. Den bruser ubesværet derudaf, som en forfriskende brise på en varm junidag. På en måde bringer den minder, stemninger og følelser frem fra forlængst passerede læseferier, eksamenstid og fester i midt-90’erne, med alt hvad det indebar af udskejelser og højt humør. Sgu’ da meget godt klaret, af en sang der er skrevet omkring 18-20 år senere….
Måske er den retro-rockede tone og klang en del af grunden, krydset med følelsen af ungdommelig ubekymrethed og det gåpåmod og “stop thinking about tomorrow” attitude, i hvert fald jeg, kunne mønstre dengang. Der er dog også tid til mere eftertænksomme øjeblikke på Bring Me Good News, som “I Don’t Wanna Know”, hvor vi er ude på en “flugtvej til lykkelig uvidenhed i ulykkelig kærlighed”, som det formuleres i pressematerialet. Her kigger det britiske islæt i Lucer’s lyd frem i form af en ordentlig omgang Oasis feeling, i det semi-ballede/anthem-prægede omkvæd. Oasis’ klang kigger også ret tydeligt frem i den mere trampe-rockede og pågående “Shooting Star”, senere på pladen.
Helt tilbagelænet og eftertænksomt bliver det på den fine lukker “Call It A Day”, hvor vi tematisk er ovre i noget “fik du set det du ville” klingende, men med et roligt skuldertræk tilovers for om man nu også nåede det hele. Det går jo nok det hele, “if it’s all that we do, then it’s fine by me, maybe we should call it at day…”, for “someday we’ll conquer the world, you’ll see..”. Ingen grund til at stresse og hidse sig op, så!
Det harmonerer egentlig fint med et nummer som “Too Late”, på første halvdel af pladen, hvor der indledningsvist synges, “people in the streets are running late // before you get out of the cradle it’s too late”. So chillax, brutha! Vokalen er i det retro-filtrerede snerrende hjørne, en 0.7 stykker på Liam Gallagher skalaen, hvilket passer fint til både det musikalske udtryk og den tilbageskuende stil Lucer lægger for dagen, selv om også den måske mister lidt af sin pondus og virkning over 10 numre – her kunne lidt variation og nytænkning fint overvejes fremadrettet.
Et nu der er præget af gamle dyder, jovist, men ikke tynget af noget der i denne forbindelse spænder ben for dem. Det var sgu’ en fornøjelse, selvom jeg ikke helt kan være med på 10 numre af gangen – vi ender på 4 store stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen