Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer SOL: The storm bells chime ★★★★★☆

SOL: The storm bells chime ★★★★★☆

1860
0

SOL lader mørket og kulden falde over en i forvejen dybfrossen og dunkel januar (i skrivende stund i hvert fald) med albummet The Storm Bells Chime. En sort, ulmende, eksperimenterende plade, der afsøger doom-metallens kælder og ser hvad der gemmer sig i krogene – der er en januar storm under opsejling.

Netop kælderen var et af de billeder, og stemningsindtryk, jeg benyttede mig af, da jeg seneste anmeldte en plade fra SOL for knap 2 år siden. Det endte i noget af et feberdrømslignende mareridtsskrift, eller også var det bare noget forbandet vrøvl, hvor man nærmest kunne lugte selvfedmen vælde ud af anmelder-porrerne? Hvem ved? Nuvel, det ved jeg ikke om SOL kunne bruge til det store, så nu går vi den lidt konventionelle vej denne gang – kun én psykisk nedsmeltning på skrift pr. band!

Ud over den esoteriske doom, der strømmer igennem de 6 numre som en kold brise, så kommer vi også omkring gregoriansk korsang, strubesang, klaverstykker, atmosfæriske klangflader og reallyde optaget på Aarhus Havn – hvor pladen i øvrigt også er indspillet. Bag det hele står vokalist, multiinstrumentalist og eneste faste bandmedlem, Emil Brahe. Selvom SOL officielt er et solo-projekt, med efterhånden 9 år på bagen, så har han gennem årene, og også denne gang, allieret sig med en række musikalske samarbejdspartnere.

“My german shepherd and I, sit in the courtyard, we saw the sky tumbling down…” skriger Brahe psykotisk og desperat gennem den indledende stilhed, på et af albummets absolutte højdepunkter, den 8 minuttet lange undergangshymne, “Greet the dawn (for F)”. Brahe bjæffer videre som en opildnet schæferhund, mens den forvrængede og fragmenterede musik langsomt vrider sig fremad. Guitaren er det mest markante og bærende element, mens utydelige lyde og klange bølger ud og ind af fokus. Her nærmer vi os sammenbruddets rand, og soundtracket til den sindstilstand jeg beskrev i min seneste anmeldelse af SOL. Betagende og dybt foruroligende.

Direkte forstyrret bliver det på det afsluttende, sagte og tyste titelnummer, hvor vi næsten er ovre i en art lyddigt, reciteret med en dyb, knagende og halv-kvalt hviske-vokal, “the deformed children and broken homes”, kan man blandt andet høre noget om. Det er generelt ikke for sarte sjæle, det siger næsten sig selv med det avantgardistiske udtryk og fremgangsmåde som SOL har helliget sig. Det er dog ikke så fjendtligt, introvert eller frastødende, at det kammer over og bliver en omgang prætentiøst kunst-metal. Det kræver bare en god portion tålmodighed og at man giver sig tid og hen.

Helt overnaturligt lyder det indledningsvis på “Ascending to the embrace of clouds”, hvor strubesang ovenpå et dybfrosset soundscape sender tankerne i retning af Kubrick’s Rumrejsen 2001 – monolitten kalder på os! Det er endnu et højdepunkt på albummet, der kræver lidt plads og tålmodighed for at folde sig ud over de 7 minutter det varer. Brahe brøler mod skyerne, “in the garden behind my childhood home”, mens  en afventende og truende guitar og spredt klaverklimpen bidrager til den trykkede og ildevarslende atmosfære. Det lyder både stort og enormt fortættet, næsten kvælende, på samme tid.

Et noget andet udtryk finder man på “From every orifice of the abyss”, der godt nok stadig giver sig tid rent musikalsk og virker som en form for meditativ process, men vokalen adskiller sig radikalt fra resten af pladen. Den er mere lys, næsten højstemt eller messende, faktisk sidder man og overvejer om det overhovedet er den samme vokalist som på resten af albummet? (update, det er det ikke, Tor Brandt leverer vokalen på dette nummer, har jeg ladet mig fortælle) Stemning- og klangmæssigt minder det mig lidt om Tool i deres mere stenede og tilbageholdende øjeblikke, hvilket bestemt ikke er dårligt!

Bedst synes jeg dog SOL er, når de bekender sig mørket og den foruroligende, desperate og omklamrende stemning. Der hvor man selv begynder at blive lidt paranoid, anspændt og småsveder lidt ved bare at lytte. Der hvor man kan føle sig helt fortabt og ensom, selvom rummet man sidder i er lille og indelukket. Der hvor de indre dæmoner dækker vinduerne til og lader følelsen af isolation og et lurende vanvid mørklægge rum og sind.

Man kunne tænde et stearinlys og lade lidt lys skinne, men det gør man ikke. Det er bedre at sidde alene i mørket, stirre ud i ingenting og se hvad der dukker op.

Selvom “there is music everywhere”, som det lyder ud af mareridtstågen på “Black belly of the beast”, så behøver det ikke være for everyone. Det er SOL ikke. Og det er måske heller ikke et album jeg ville sætte på dagligt, man skal ligesom være i den rette stemning. Men når man er det, så er det til 5 stjerner nede i den mentale kælder.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg SOL på facebook

Previous articlemøl – Atacama – 12/1 – 2016
Next articleKonkurrence: Vind Thorbjørn Risager live-cd/dvd + kasket

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.