Med et meget low-key pressemateriale og en fire-numres EP spiller Rasmus Morrison sig på banen af singer-songwriters og EP’en kunne snildt blive slået i hartkorn med stribevis af man-and-a-guitar-initiativer. Men Born to lose er så meget bedre end det.
Først og fremmest er EP’en yderst vellavet. Der er superfin lyd og tænkt i Rhodes, akustisk guitar og subtile, lækre kvindekor som gør netop det, sådan nogen skal; løfter numrene. Afslutningsnummeret ‘The Break of Day’ er desuden optaget med en rum-mikrofon, hvilket giver en nøgenhed og ærlighed. Og dermed bliver et nummer, hvis tekst i hvert fald ved første lyt kan virke lidt banal, løftet.
Lyden er generelt luftig og har det her soverkammerindspilnings-præg, som man på den ene side bliver lidt træt af, når for mange søger at lave det med varierende held, men her virker den ikke bare passende, men også god og gennemtænkt med et overraskende overskud og blik for detaljen; en indfadende guitar i slutningen af titelnummeret, et ret distortet men dog nedtonet Rhodes i starten.
Læg dertil en yderst velklingende mandevokal fra Morrison. Tænk Ben Gibbard fra Death Cab for Cutie og så er vi ikke langt fra. Og sammenligningen stopper for så vidt ikke kun ved vokalen, der – som hos Death Cab For Cutie leveres melodisk og med en matter-of-factly neutralitet – men også med den gudsbenådede evne til at lave poppede melodier, der aldrig bliver for sukrede. Blandt andet fordi konteksten og teksterne ikke helt tillader det.
For det er måske i virkeligheden det helt, helt store kvalitetstræk ved Born to lose; teksterne og den kontekst, de er blevet til i, er så voldsomme, at det er svært ikke at tænke med i lytningen. Som barn af en narkoman er Rasmus Morrisons EP – og valget om at bryde med den sociale arv – et produkt af nogle ret fucked oplevelser. Titelnummeret ‘Born to Lose’ er dermed ikke en beskrivelse af, hvordan man bliver en taber. Men at når man bryder med noget – uanset hvor uhensigtsmæssigt det, man bryder med er – så skal man ikke forvente takketaler eller anerkendelse; selv om man gør ”det rigtige” er man born to lose.
Harsh!
Versene ”And who can really blame you / with parents like your own / who treated you like a problem / that they would have to lose” illusterer det uhyggelig klart, og det patetiske slutnummer, ‘The Break of Day’, kan dermed ses som en form for ulykkelig break-up-sang. Men det kan også være et noget værre break-up, end mellem to elskende.
Man kunne hurtigt kløjs i denne nærmest urimeligt hårde baggrund for sangene. Men sagen er, at selv uden denne kontekst fungerer Born to lose. Og godt. Der er aldrig (ud over afslutningsnummeret) en udtalt tristesse over numrene, og de er på hver deres vis upbeat og lyse – men har så en tekst, der især læner sig op af konteksten. Der er tale om en matter-of-factly levering af tekster, der strømmer ud af en sammenbidt baggrund, og mange af dem kommer dermed til at rumme en sønderlemmende sarkasme.
Det er pissegodt!
Stik den mand en pladekontrakt!! Eller stryg det! For en pladekontrakt kunne resultere i, at der kom en producer ind og ville ændre alt for meget på lyden – og måske gøre den til det polerede billede, Death Cab for Cutie netop er faldet i, når de er ”værst”.
Men giv ham så et lyt, støt op – jeg vil i hvert fald være klar på at købe en hel plade med det her!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Rasmus Morrison på facebook
