Tirsdag aften, en uge før 1. december, møder jeg Yebo og Jengo fra The Tremolo Beer Gut til en øl, eller 3 på Nørrebro på baren ØL. Vi skal snakke om live pladen og jeg glæder mig.
Vi starter med at rose os selv, for at have præsteret rigtig godt, Yebo og Yengo som band og jeg som publikum, til indspilningerne til ”Live, Beyond Our Means”. Øllene smager godt, og snakken er i gang. Men først et kig tilbage på en dag i april….
Optagelsen af albummet
En varm forårsdag i april, doper min faste GFR-reportage makker og jeg os med kaffe, og hopper på toget mod landet, som måske kan få de fleste til at tænke på kanelbullar.
Doping er ikke for sjov! Det er ramme alvor –Surf & Western-bandet The Tremolo Beer Gut, har været så venlige at invitere mig plus en ledsager, til optagelsen af deres første live-indspillede album.
Vi er en lille samlet flok, en blanding af venner, fans og nogle svenskere, der ikke kender til bandet. Alle bliver budt på salamisnacks og øl, og finder sig til rette i det hyggelige, old school Tambourine Studios, som også er stedet hvor The Tremolo Beer Gut har indspillet alle deres albums. Selvom vi ankommer til tiden, forekommer der nogle ”tekniske problemer” (som om, Yebo!) – der gør, at alle gæsterne denne aften, inklusiv mig selv, når at blive forholdsvist godt kørende inden indspilningerne af ”Live, Beyond Our Means”-pladen, for alvor går i gang.
Det var ellers ikke planen, da jeg skulle tidligt op og i lufthavnen dagen efter – men det er nu i det setting at Tremolo og publikum gør det bedst – i godt humør, hvor det nærmere er reglen end undtagelsen at de fleste inklusiv bandet, har fået et par bajsere.
Koncerten bliver optaget på bånd, 4 numre af gangen. Alt er godt. Der bliver råbt, hujet, knipset og jublet – bandet giver den gas, publikum ligeså – det er alt for hurtigst overstået (men sådan er det jo, med de bedste ting her i livet) og nu er det bare at håbe på at resultatet er godt nok til, at et live album kan blive Tremolos næste udgivelse.
Både Yebo og Jengo er glade for resultatet, kun 3 numre blev optaget 2 gange, ellers er det første take og alle 16 numre er blevet en del af albummet – det var en del af ’risikoen’ ved at optage på bånd – men heldigvis, for alle, er albummet nu en realitet.
Jeg bliver nødt til at spørge ind til forsinkelsen, der sørgede for en god, lille brandert inden koncerten.
Mig: Det var et meget smart trick i havde lavet, at invitere publikum så tidligt og så drikke os fulde i 3 timer inden i gik på?
Jengo: Er det rigtigt?
Yebo: Ahh, ja altså, vi havde nogle tekniske problemer.
Vi taler ikke rigtig mere om dette.
Mig: Hvorfor skulle der et live album til? Hvorfor ikke et andet og nyt album?
Jengo: Vi er jo et live band, der er ikke nogle af sangskriverne i bandet, der har lavet noget i lang tid, de har være lidt sløve, så det var ideelt at lave et live album.
Yebo: Jeg skal lige sige til mit forsvar, at jeg har en del sange! Men rent faktisk er det kommet op flere gange, (i forhold til et live album red.), vi har jo optagelser fra eksempelvis Roskilde Festival, dem fik jeg fra Manne, du ved, ham med flyerne(?), dem vil han vildt gerne udgive!
Jengo: Nå, hvordan lød det?
Yebo: Jeg har ikke hørt det for nyligt, men jeg synes, at hvis vi skulle lave et live album, så skulle det laves som flest har hørt os, hvor vi er stærkest; et lille rum, med publikum der er tæt på, og som har fået lidt inden for vesten – og det har vi også, så trykker vi den af og laver en god stemning. På Roskilde var der eksempelvis et stort kor på 5 mand, 2 mandoliner og klaver – det kunne også være sjovt, men vi valgte den hårde kerne, som vi er bedst i som band.
Mig: Så i sad en dag…?
Yebo: Altså, grunden til at vi tænkte, nu skal det være, det var sådan lidt en joke. Vi sagde, vi har en off-dag, fordi vi skulle spille i Ålborg, og så var det meningen at vi skulle spille om søndagen i Lund, kan du ikke huske det?
Jengo: Joo, det er sgu da egentlig rigtig nok?!
Yebo: Og så var der en dag, hvor vi ikke havde noget gig, hvilket jo er lidt underligt, for vi spiller ikke så tit. Så det var også lidt en joke. Nå, men vi har en dag, hvor vi alligevel er ude at køre med vores udstyr, vi har lige spillet en koncert, Per har et studie – så det er nu vi gør det mand! Så vi tænkte: vi holder en Tambourine-session, det var vist også det vi skrev på Internettet; vi har en off-day i vores busy touring schedule – ha ha.
Jengo: Og så var studiet meget velegnet, det er meget åbent og stort, ikke noget med optagerbåse – og så er det jo dér, vi har indspillet alle andre albums.
Yebo: Det er dér vi er på hjemmebane. Det var bare at gribe chancen, bare at gøre det, og få det gjort på en ordentlig måde. Der har været mange andre indspilninger, man er blevet optaget til radioen eller et eller andet – men der har vi bare ikke haft mulighed for selv at kontrollere det, så bliver det eksempelvis indspillet med et underligt chorus på guitaren eller lidt for højt mixede trommer. Nu havde vi mulighed for at indspille det på hjemmebane, i et analogt studie med fedt gear og så mixe det selv og få den rigtige sound på det.
Vi snakker videre om, hvordan det er at optage et live album.
Yebo fortæller, hvordan alle numrene til denne plade, blev øvet igennem om dagen. Det var ikke gået godt (muligvis på grund af manglende alkohol red.), men at det heldigvis var gået godt til selve indspilningen og koncerten om aftenen, hvortil Yebo tilføjer.
Yebo: Dét der er farligt med sådan et album, det er, at bandet er snalret, publikum er ret snalret og alle synes det lyder vildt godt. Ej, jeg synes sgu at det gik godt. Men det fede med et lille publikum er, at man kan høre individuelle stemmer. Det er sgu fedt, man kan høre folk råbe ’Spilla den goa’ og ’Spil noget med Elvis’ ha ha ha. Det er meget fedt synes jeg, det var lidt noget andet, end den der Roskilde koncert – det intime, det kan jeg godt lide.
Da jeg aftenen inden lyttede albummet igennem, ligger jeg mærke til, at Yebo på et tidspunkt i optagelserne udbryder: “Det er som at have sex med 50 mennesker!”
Så det skal der selvfølgelig spørges ind til.
Mig: Det var som at have sex med 50 mennesker?
Yebo: Ha ha ha, det var lige sådan en ting hvor man tænker, skal det være der? Begge mine sønner var der jo.
Jengo: Det var sgu ikke så godt.
Det er tid til endnu en øl og et nyt emne.
Min første koncert med Tremolo Beer Gut, var for 14 år siden på spillestedet Panic i Haderslev – dengang havde avisen Information, valgt at kalde Tremolo for uforfalsket partyrock. Jeg beretter om den lidt alternative beskrivelse af bandets genre, hvortil de unge herrer svarer:
Yebo: Ja, men det er jo rigtig nok. Bandet blev lavet til at spille live og have en fest på scenen. Vi lavede jo bandet, for at have det sjovt med at spille. Og sådan fungerer det jo bare endnu mere i dag.
Yebo: Så kan du spørge til titlen!
Mig: Ja! Hvorfor var det ikke mig der vandt! (Det var en konkurrence på Facebook, der var grundlag for de titler der kom i spil.)
Yebo: Vi sendte alle forslag rundt og så endte det med ”Live, Beyond Our Means”. Yebo forklarer: Du kender talemåden: ”Live beyond our means”, altså, sådan et standard-udtryk, lev over evne, men så med komma: ”Live, Beyond our means”. Det er jo så Tremolo live – over evne – vi spiller bedre end vi kan. Altså ja, haha, vi indspillede det, og så blev vi positivt overraskede.
I pressematerialet jeg har læst inden interviewet, står der, at bandet er dannet på baggrund af dogmer, selvom jeg har kendt bandet i 14 år, var dette nyt for mig, så det skal der selvfølgelig spørges ind til: Yebo fortæller gladeligt.
Yebo: Der har altid været en masse regler, fra da bandet blev dannet. Tanken var, at der burde være et band, der var sådan her. Vi er ikke den klassiske historie med, at vi gik i gymnasiet sammen, og alle sammen hørte Staind, du ved. Vi lavede bandet, fordi vi opfandt at; man burde lave sådan et band! Fordi vi synes det manglede efter OK Kings stoppede, og så var det sådan.
Yebo: Sune sagde; der skal 4 medlemmer. Det er jo et dogme, det er klassisk rock; guitar, guitar, bas og trommer – og så sad vi der. Jengo skal være med! Selvom han ikke var blevet spurgt, men han har en fed sound – og så sagde Sune; den sidste skal være en svensker, for de er skide gode til sådan noget garage rock noget, det kan danskere jo ikke finde ud af, så vi måtte have en svensker på bas – og det blev så Sunding. Og det var også et dogme, at han skulle være svensker.
Yebo: Da vi så begyndte at indspille, var det også et dogme, at det skulle være med mikrofoner der så godt ud og sådan noget, det er jo også idiotisk. Og da vi havde taget det første pressefoto tænkte vi, det ser skide godt ud, vi skal aldrig lave et nyt! Idéen kom ved, at vi brugte det til første single, og så brugte vi det også til første album – så blev vi enige om, at vi aldrig mere skulle bruge andre billeder.
Der er også andre dogmer, eller benspænd – men det gør også livet lettere, så ved vi, at det er dem der gælder. Og fx når vi er ude at spille, så bruger vi kun 9 kanaler på mixeren, der er måske 48, men det behøver vi ikke.
Den rider vi sender ud, afspejler det også. Vi vil gerne have rigtig meget røg, ikke noget hvidt lys foran, helst rødt eller blåt og helst bagfra, så det er lidt mystisk.
Jengo: Et andet dogme er, at øvning – det gider vi ikke rigtigt. Med mindre vi selvfølgelig laver nye numre, men vi er ikke ligesom et ungt band der skal prøve grænser af, der er vi ret satte – der er vi mere sådan, at vi bare godt kan lide at tage ud at spille. Måske hvis vi ikke har spillet i et halvt år, så mødes vi lige og løber det igennem.
Yebo: Men altså, ikke på den måde, at vi blive ved med at øve et nummer til vi spiller det perfekt, det gør vi ikke, vi spiller det bare med en masse fejl, og så siger vi – okay, det skal vi ikke gøre, det kan vi godt huske, det skal vi ikke gøre i morgen.
Jengo: Men det er det, der gør det ret befriende! Og det er det, der gør det fedt at komme ud. Altså, det kan da godt være hyggeligt at øve, det er bare ikke det vi gider, at stå og tæske det igennem.
Yebo: Vores første album, der er der også et dogme der siger, at alle sange ikke må være mere end 3 min., men der er faktisk et der over 3 minutter, vi skrev bare 2.59 på coveret, ha ha ha.
Yebo: Det var for at opfinde et band, der var let at være med i, og sjovt! Og surf rock, what ever – garage rock, det er ret let at gå til, og som man godt kan tillade sig at have drukket et par drinks til. Men det er jo også bare en måde at sige, at der er en masse ting vi ikke vil.
Jengo: Vi har heller aldrig nogen sætliste, vi har kun lige aftalt et par numre, og så er det fedt hvis publikum er så meget med, at de kan bestemme de næste. Det er kun, hvis vi kun har en halv time, så planlægger vi det lidt. Men ellers går det efter stemningen. Nogen gange tænker vi, ej, vi glemte at spille den og den, men så – nå, så skulle vi nok bare ikke spille den, den dag.
Yebo: Nogen gange kan det også være det modsatte, at man bare sidder og tænker, shit, jeg kan ikke huske nogen numre overhovedet! Men så er der en fra publikum, der bare råber et eller andet, og så tænker man fedt! Og spiller det.
Jengo: Men det er også et dogme.
Yebo: Så slipper man for forhandlingerne, det har jeg prøvet rigtig meget i andre bands.
Yebo afslutter med følgende vise ord: “Vi har designet et band, der kan eksistere bedre (end andre bands red.), under de her vilkår”
Efter de 2 første øl, smutter jeg på toilettet, da der skal være plads til endnu en halv liter øl. Ud over en fin reportage fra Yebo om, hvordan vreden i pigekøen til toilettet tager til mens jeg er derinde, og en fin beskrivelse af hvad Jengo laver på toilettet, ender det ud i en fin lille julehilsen, da Jengo er tilbage.
Yebo og Jengo i kor: “Glædelig jul, ønskes du fra the Tremolo Beer Gut” – samt en tilføjelse til min optagelse:
Yebo: Du skal skrive det hele…!
Da jeg kommer tilbage, beder jeg Yebo og Jengo om at fortælle en god rock’n’roll historie:
Yebo: Noget af det mest rock’n’roll der er sket, var, da vi var på turne, med Heavy Trash, Tremolo Beer Gut og PowerSolo, turen hed: Damn Straight. Vi spillede i Den Grå Hal og i Hamburg og Berlin – og Island. Mellem Berlin og Hamborg er vi på en rasteplads. Pludselig komme Rud, vores såkaldte manager (Jengo: dårlig manager) ud fra toilettet og råber: Helmut Lotti sidder og skider derinde!! Og ganske rigtigt, Helmut Lotti, mother fucking Lotti, sad og sked ude på toilettet i det gamle øst Tyskland, og da han så kom ud, blev vi nødt til at tage et billede med ham. Så vi har sådan et billede af Heavy Trash, PowerSolo, Tremolo Beer Gut OG Helmut Lotti (der lige har været ude og skide) – der står på en rasteplads i Tyskland.
Jengo: Hø hø hø.
Yebo: Jeg ved ikke hvor rock’n’roll det er, men det er mærkeligt og et godt moment – what the hell. Og det var sådan lidt, hvem tør spørge om et billede. Men det er sgu lidt sjovt. Sådan at have Jon Spencer og Helmut Lotti på samme billede.
Jeg vælger at stoppe her – andre rock’n’roll historier kommer på banen, men denne er klart den bedste – udover at bandet engang er kørt ind i Nummi, en finsk by.
Der er ikke andet at sige her, end KØB: ”Live, Beyond Our Means” og kom helt tæt på verdens bedste live-band. Ja, verdens bedste – og hey, helt ærligt, det er trods alt netop dét, bandet er designet til.
Aftenens ølmenu på ØL, som klart kan anbefales:
Gøller Pilsner ( også omtalt som Gøllers Diller, Gøller Pilsner, smager af diller…)
Keller Beer
Herslevs Økologiske Juleøl
Af Kristina B. Kristoffersen
Foto: Jessica Tolf Vulpius
