Aarhusianske Fobius beskriver deres musik som “dansk metal”, hvilket jo både kan sige en hel del og slet ingenting. Stilen viser sig at være i den mere storladne og melodiske ende af skalaen, hvor man heller ikke er bange for de store, iørefaldende heavy omkvæd med godt med vind i håret.
Og lad det være sagt med det samme, dømt efter at bandet kun har eksisteret i lidt over et år, og EP’en er indspillet da de kun havde spillet sammen et par måneder, så er niveauet sgu’ ret højt! Trommer er indspillet i Lydpotten i Silkeborg, mens vokaler, guitar og resten er optaget på deres eget udstyr i øveren – inden Jacob Bredahl sørgede for mix og mastering. Det er de sluppet ret godt fra må man sige, lyden er både stor og fyldig, men der er stadig energi og smæk på sagerne.
Stilistisk er jeg måske ikke lige gode venner med alt det bandet kaster sig ud i over de 4 numre. Det letter når de lader melodierne vokse, gynge og række næverne mod himlen, men bandet vil også rigtig gerne hugge igennem med det man kunne kalde “moderne” metaltendenser, hvor aggression, temposkift og pludseligt mere poppede momenter, skubber noget af det storladne til side. Det er en smagssag, for begge dele er kompetent udført, jeg kører bare ofte lidt død i de der temposkift og konditionstræningen på instrumenterne.
Det sagt, Fobius lyd er på ingen måde usammenhængende eller rodet, modpolerne til trods, og kvartetten leverer 4 numre der på hver deres måde overbeviser.
En lille “sjov” ting er, at lytter man til det meget vellykkede, men korte, instrumentale slutnummer, “Deep Down Inside”, og lader det rinde ud, så EP’en starter forfra, så fungerer det som en glimrende intro til EP’ens første nummer, “Through Heaven and Hell”. Er det med vilje? Hvis ja, så er det godt tænkt, og gør EP’en til et fint lille univers, der slutter ring. Samtidig synes jeg faktisk at det gør åbningsnummeret endnu bedre, hvis man lige får 2 minutters ekstra opbygning med inden det går i gang.
“Through Heaven and Hell” er også klart mit favoritnummer på Deep Down Inside, hvor der indledningsvis bygges langsomt og sikkert op, der er også over 5 minutter at gøre godt med, så ingen grund til at stresse. Musikken får mere og mere bid og intensitet, mens vokalen i begyndelsen næsten er ovre i noget grunge’et, hvilket jeg ikke er helt begejstret for. Da nummeret for alvor blæses i gang efter næsten 1 ½ minut, og vokalen drejer i en mere bistert skrigende retning, så får Fobius rigtig fat.
Fedt nummer, der også ender med at overskygge de resterende 2 numre (udover den instrumentale lukker), der dog stadig har masser at byde ind med. “Cold Fire” åbner mere tempofyldt og pågående, vi nærmer os noget “core”, hvilket sjældent er en god idé i min verden, energi og fremdrift er dog effektiv nok til, at jeg overlever de obligatoriske skift mellem arrig vokal og “ren” sang. Et instrumental stykke i nummerets anden halvdel giver nummeret lidt ekstra lir, hvilket i denne sammenhæng er positivt. Positiv lir, yeah!
Efter en lidt brat afslutning på “Cold Fire” hugges “Share Your Burden” i gang med et ordentlig ryk og små, effektive eksplosioner, der får nummeret til at bølge og hakke fremad. Den mere rene vokal, der her først kigger frem næsten 2 minutter inde i nummeret, er her mere begravet i instrumenternes tæppe bombning, og pludselig har Fobius fat i en ganske sprængfarlig cocktail.
Alright, Fobius er jo et eller andet sted band på udviklingsstadiet, eftersom de kun har lidt over et år på bagen – men det kan man faktisk ikke høre! Det virker som et band der ved hvad de vil og spiller med masser af selvtillid og overskud. Og heldigvis har de også noget at have det i. At disse numre er lavet og indspillet så kort tid efter dannelsen af bandet er ret imponerende, stilistisk er jeg måske ikke kæmpe fan af alle valg, men det betyder bestemt ikke, at det ikke fungerer og hænger rigtig godt sammen for Fobius.
Der er ikke så meget mere at tilføje end, at de bare skal klø på, forfine sangskrivningen yderligere, der er potentiale til det og så ellers bare råbe så højt, at nogen der kan hjælpe dem videre opdager dem. Vi ender på 4 af de store stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Fobius på Facebook
