Endnu et musikår er ved at være i bogen, det betyder traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! I år har vi fået en ny fast anmelder af udgivelser og koncerter med i folden, så i år udvides liste-vanviddet også fra 3 til 4 bud. Traditionen tro kigger vi på vores favorit udgivelser fra 2015 indenfor internationale albums, danske EP’er, danske albums og favorit koncerter. Først for er de internationale.
Vi har valgt betegnelsen “favorit”, for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet. Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.
Internationale udgivelser 2015:
Ken Damgaard Thomsen
Indrømmet, det er ikke mange internationale udgivelser jeg har haft tid, og egentlig også lyst til, at dykke ordenligt ned i – det danske fylder bare rigtig meget, både her på siden og i privaten. MEN, dem jeg har nået at lyttet til, har til gengæld også været af høj kaliber og nogle jeg i forskellig grad har dyrket. Nogle så det nærmede sig religiøs fanatisme.
1) Father John Misty: I Love You, Honeybear
Den her falder i sidstnævnte kategori, passende når der er tale om Fader Misty. Jeg havde kun læst om hans første, roste, udgivelse, Fear Fun, men nåede aldrig at få lyttet. Det gjorde jeg til gengæld noget så eftertrykkeligt da I Love You, Honeybear udkom. Ligesom mange andre, blev jeg i første omgang indfanget af hans magnetiske performance af nummeret “Bored In The USA” hos David Letterman, sidste år i november. Det emmede af sarkasme, livslede, frækhed, glimt i øjet, dødsens alvor, musikalitet og af mangel på bedre ord “it-faktor”.
Dermed er jeg også en værre medløber, der ikke har været med fra starten, men den skam må jeg jo leve med.
Det var Josh Tilman’s forførende og mystiske persona Father John Misty der fangede mig, men havde musikken været ren gimmick havde jeg sgu’ nok hurtigt forladt hans menighed igen. Skræller man alle lag af, legen med en karakter, løgnhistorierne, spin, overdrivelser, underdrivelser og alt rundt om Misty-figuren, så er I Love You, Honeybear, rent musikalsk, et fantastisk album. Det er kort og godt et dusin fremragende numre, der måske nok i sin kerne er klassisk crooner-folk, men alligevel føles helt frisk.
De gode melodier, og decideret forrygende tekster om selvlede, kærlighed, sex, egoisme, selvfedme, skrøner og sandheder er nærmest ved at falde over hinanden. Det er højdepunkt på højdepunkt, hvor jeg ikke får peak-forstoppelse, eller numrene mister deres virkning, selv ved mange lyt. Det er et album jeg bliver ved med at vende tilbage til, bliver ved med at opdage nye små detaljer og lyriske finurligheder og åbenbart ikke kan slide op.
2) Faith No More: Sol Invictus
Det lugtede lidt af en dårlig joke eller et forsøg på at retfærdiggøre sporadiske reunion koncerter, da Faith No More annoncerede deres første album i 18 år. Førstesinglen, “Motherfucker”, fik da heller ikke just mine forventninger til at nå kogepunktet. MEN, hvad motiverne for dette album end måtte være, så var det et overraskende vitalt og vellykket comeback for Mike Patton og co.!
Patton selv synger så godt som nogensinde, og selvom bandet måske ikke genopfinder sig selv musikalsk, eller finder på deciderede nye narrestreger eller tricks, så er Sol Invictus en lille triumf i min verden. Bundniveauet er højt, hvor bandet måske mangler lidt af det flammende vanvid de struttede med i første omgang, så har denne karrierens anden omgang fået luget lidt ud i de gevaldige skæverter de også slog på nogle af deres bedste albums.
Faith No More er ikke blevet voksne og kedelige, de har bare fået så meget fornuft, at der ikke rigtig er nogle svipsere blandt Sol Invictus’ 10 numre. Dermed står det næsten som bandets skarpeste og mest fokuserede indsats til dato.
3) Europe: War of Kings
Fra et old timer band til det næste! Jeg smed 5 stjerner efter Europe’s nyeste album tilbage i marts måned og skrev blandt andet:
“De 12 numre (inkl. et bonus nummer), med en samlet spilletid på over 50 minutter, kunne også sagtens være trimmet lidt. Men når Europe rammer plet, så svinger deres cementriffs og gyngende kompositioner umanerlig sikkert og sejt, på sin egen majestætiske og storladne facon…………. Ikke mindst frontmand Joey Tempest, der som en mere ru og små-hæs Robert Plant, leverer en imponerende vokalpræstation i front. Selv når musikken hænger lidt dybt med kølen, får han trukket skuden fremad”.
War of Kings er stadig en plade der har et par træge øjeblikke, men her 8 måneder senere er den overordnet stadig en fornøjelse at sætte på. Jeg bliver aldrig helt træt af den, det må tyde på slidstyrke. Klassisk, tidløst og tungt rockende!
4) Corrections House: Know How To Carry A Whip
Jeg har godt nok ikke fået lyttet til mange udenlandske metal-plader i år, og Corrections House er egentlig ikke metal, i hvert fald ikke i ren forstand. Det er mere et iskoldt sammenstød mellem industrial, elektronik og metal elementer. Og vrede! For satan hvor lyder de pissed off og klar til at rive verden ned med deres frysende og kvælende maskinelle metal sammensmeltning.
“Det her er ikke musik der ønsker at blive elsket, eller er ude på at omfavne lytterne, det skulle da lige være for at skrælle deres hud af eller ætse deres fjæs”, skrev jeg i min 5-stjernede anmeldelse, og at Corrections House er “soundtrack til et anfald af paranoia. Eller et regulært sammenbrud”.
Indeed!
5) My Morning Jacket: The Waterfall
“Det er vitterlig et album, der ville passe glimrende som soundtrack, mens man sad og stenede ved et stort, brusende, men alligevel beroligende, vandfald. Der er sikkert også en vis symbolik i titlen, noget med at glide ud over kanten, eller “tage springet”. For My Morning Jacket betyder det ikke, at tage eksperimenterne fra tidligere plader ud i yderste konsekvens, men mere at bandet på en måde tager et skridt tilbage til en mere simpel tid i musikhistorien, men til gengæld går all in på den front. Det her er lyden af en folket, let country/americana pop-rock plade, der lige så godt kunne være udsendt for 40-50 år siden”.
Det var en del af begrundelsen for de 5 stjerner jeg sendte efter My Morning Jacket tilbage i maj måned, og her, over et halvt år senere, chiller jeg stadig gerne et sted i skyggen i nærheden af vandfaldet.
https://youtu.be/ssZwLF8pcZs
Jonas Strandholdt Bach
Der er ikke blevet tid til at dykke ned i så forfærdelig mange internationale udgivelser – der er en hel del, jeg gerne ville have nået at lytte til, som måske kunne have været med. Jeg har heller ikke, som Ken, oplevet en berusende forelskelse i en skægget honningbjørn (Father John Misty er dog et af de navne jeg gerne vil dykke mere ned i ved lejlighed). Meeen, det er nu alligevel blevet til en top 5.
1) Jason Isbell: Something More Than Free
Årets mest slidstærke indslag på mit anlæg. Jason Isbell har efterhånden en lang karriere bag sig, men efter han lagde et galopperende misbrug på hylden, er der for alvor kommet en stærk klangbund i hans musik. Something More Than Free bejler måske nok til mainstream-publikummet i USA (med succes), men den gør det på en bund af glimrende og langtidsholdbar sangskrivning fra Isbell, som tager fat i halvfortabte mandeskæbner fra det rurale USA. Der er lidt Springsteen over det ind i mellem, og samtidig har Isbell et glimrende melodiøre. Det blev til 5 stjerner, da jeg anmeldte albummet fornylig.
2) Könsforrädare: End of History
Svensken indtager årslisten! Rebelsk indie-rock fra kvartetten, hvor de to kvindelige forsangeres vokaler ofte skaber en ganske særlig stemning. Det minder både om noget man har hørt før, og så alligevel ikke. Her er både melodi og politisk kant. Heja Sverige!
“Evnen til at skrue fængende omkvæd og vers, som ind i mellem minder om paroler, samtidig med at den instrumentale indpakning er både kantet og catchy er Könsforrädare’s store styrke, sammen med de forstyrrende vokalharmonier, der er med til at give en stemning af en verden på kanten, hvor der er kampzoner mellem undergrund og autoriteter”, var en del af begrundelsen for de 5 stjerner i min anmeldelse.
3) Slayer: Repentless
Okay, Slayer er godt nok blevet halveret i forhold til original-udgaven, og hvor Dave Lombardos trommespil selvfølgelig er savnet, så er det største tab Jeff Hannemans bortgang. Blandt andet fordi Hanneman var hjernen bag flere af bandets, i mine ører, bedste numre. Kerry King og Tom Araya sørger dog for at Slayer stadig er her, og med tilbagevendte Paul Bostaph bag trommerne og særdeles kompetente Gary Holt (Exodus) nu som fuldgyldigt medlem, så er Slayer stadig en overbevisende thrash-metal maskine og umiskendeligt…Slayer. Repentless er ikke blandt Slayers bedste albums, men det er stadig godt. Vi har af en eller anden grund ikke anmeldt?!
4) Then Comes Silence: Nyctophilian
Mere svensk – Then Comes Silence er en slags redaktionsfavoritter fra Sverige, og har været det siden vi, lidt tilfældigt, fik et interview i hus med dem på Roskilde Festival 2013. Årets aftapning fra de dødsfikserede svenskere viste et sikkert og bundfældet udtryk og man kunne godt unde dem lidt mere opmærksomhed end de har fået indtil videre.
Eller som jeg skrev i min anmeldelse:
“Svenson og kompagni vil fortsat gerne have os til at reflektere over døden og mørket, men det behøver man ikke engang at gøre, for at nyde Nyctophilian, for bandet har efterhånden så godt styr på stemning, melodier og virkemidler, at man helt kan glemme at det er et “crepuscularly devastated postcard of human misery”, som der står i pressematerialet. Then Comes Silence leverer catchy, mørk post-punk/støj-rock som fortjener opmærksomhed, også på denne side af Øresund”.
5) Wilco: Star Wars
Wilco overraskede med snigudgivelsen af Star Wars. Ikke at der musikalsk er så mange overraskelser, det var mere måden pladen udkom på, og den næsvise titel og katte-coveret – det er dog et Wilco i fin form vi får, og der er bare en gennemgående kvalitet i amerikanerens udgivelser.
“Det er et meget konsistent album, der bortset fra en måske lidt vel dæmpet midterdel, holder et højt niveau, og selvsagt bør stå i enhver Wilco-fans samling. Og samtidig kan nye lyttere sagtens stå på her – tilgængelighed og melodiøsitet er i højsædet, uden det på nogen måde bliver leflende eller poppet”, var nogle af ordene i min anmeldelse.
Thomas Bjerregaard Bonde
Hva selan, er det allerede slut december!? Stik mig en håndfuld pebernødder før det er for sent…Nå, jeg må indrømme at der er blevet hørt ALT for lidt internationalt musik i 2015 fra min side, men der er dog kommet en smule gennem møllen. Min top 5 er en lidt blandet pose, og indeholder en enkelt der måske sniger sig en snas udenfor GFRs fokusområde rent genremæssigt, men mon ikke det går 🙂 Here goes…
1) Black Rebel Motorcycle Club: Live In Paris (DVD/CD)
Tja, et gammelt rockhoved som jeg, og som relativ stor BRMC fan, så faldt denne udgivelse på et fantastisk tidspunkt, hvor jeg personligt synes at der er gået en anelse limbo i rockudgivelserne, der er sgu for få bands der spiller good ol rock ‘n’ roll. Lige netop dette leverer BRMC råt og uforsødet på denne udgivelse, som spænder fra maximum gas til akustiske øjeblikke, helt perfekt doseret. Man kan nærmest se den røg indhyldede scene og silhuetterne foran sig, og kan man ikke, så er det bare på med DVD’en.
Årets bedste internationale udgivelse og årets bedste fødselsdagsgave.
2) Eagles of Death Metal: Zipper Down
Yes, Jesse og Josh er tilbage i fuld vigør på Zipper Down. Det er umådeligt svært ikke at lade sig rive med af duoens garage-boogie-rockende sange, og det er noget så befriende at smide pladen på, og blive mindet om at alting i denne fucked up verden ikke skal tages så seriøst. Zipper Down er fest, farver og death metal.
3) Florence + The Machine: How Big, How Blue, How Beautiful
Er Florence + The Machine rock? Næææ, men der er da en guitar med 🙂 Jeg kan ikke komme uden om denne plade på min liste, og skulle det være efter hvor meget vinylen har drejet på min pladespiller, så burde den nok være øverst på min liste. Men, taget i betragtning af at pladen jo ikke er en decideret rock udgivelse, får den en 3. plads. How Big, How Blue, How Beautiful er intet mindre end en sublim og helstøbt udgivelse, rock eller ej, og har du endnu ikke hørt den, så gør det. NU!
4) We Hunt Buffalo: Living Ghosts
Debuten fra den canadiske fuzz-rock trio, We Hunt Buffalo tog lidt fusen på mig. Mine forventninger til pladen lå noget lavere end det der bliver leveret på Living Ghosts, det er noget mere, tja hvad kan man kalde det, intelligent og gennemarbejdet end jeg regnede med. Ja, intelligent fuzz/stener rock, how about that…Living Ghost er, som min kære kollega skrev i hans anmeldelse af pladen; et tungt, fuzz-rockende album med bunker af fede riffs. Samtidig er albummet både varieret og velskrevet, med tråde tilbage til 70’ernes rockscene. Og det er spot on. Bandet formår nemlig at trække referencer fra 70’erne og samtidig gøre det til deres helt eget og skrive langtidsholdbare sange, og det kan jeg lide, thank you Canada.
5) Gaz Coombes: Matador
Gaz hvem!? Jo, Gaz Coombes forsangeren fra et af 90’ernes store britiske bands Supergrass, ja ham, den flotte fyr. Pladen er alt andet end Supergrass light materiale, men holder fast i den britiske lyd, og ligger sig i et krydsfelt mellem Radiohead, Primal Scream og Gaz’s egen lyd, som ikke er specielt Supergraas-ish. Matador er et rigtig godt album fra ende til anden, og er man til alternativ rock, så spendér da lige en lille time i selskab med Gaz.
Troels-Henrik Balslev Krag
Av. Den var værre. Jeg har desværre ikke formået at opretholde tidligere tiders ambition om at købe en ny CD om ugen (jeg ELSKER CD’er!), så der har faktisk ikke været så mange internationale plader omkring mit skrivebord.
Men dem der har, har til gengæld været gode plader hele vejen igennem. De to første pladser ligger helt fast, mens den tredje især har fået spilletid fordi den har ligget i min bil – og derigennem fået de spins, der skal til for at man holder af noget.
Derfor tillader jeg mig at bruge de to sidste pladser til nogle refleksioner over hvad jeg glæder mig til…
1) Sufjan Stevens: Carrie & Lowell
Det skal ingen hemmelighed være, at jeg er kæmpe Sufjan Stevens-fan, men det betyder også, at man som fan kan blive så forfærdelig skuffet. Men jeg tør godt at lægge hovedet på blokken og erklære Carrie & Lowell min yndlingsplade fra udlandet fra 2015.
Stevens er måske ikke noget ubetinget nemt bekendtskab, da hans karriere har flyttet sig fra skrammel-folk til electro-pop – og er med Carrie & Lowell ligesom kommet hjem.
Det er en sørge-plade, men evenen til at skrive gode, opløftende melodier til barske tekster er fænomenal. Stemmen er så god som altid og stemningen kan man vitterligt ikke finde hos andre.
Det er genredefinerende og afsindigt stærkt. Det er i virkeligheden ikke Stevens bedste plade og man skal lede længe efter tidligere tiders legesyge. Men det stopper ikke pladen fra at være så god, at den også vil blive fundet frem i fremtiden!
2) Wilco: Star Wars
What? Hvor kom den plade lige fra? Wilco gjorde det umulige og overraskede verden med en fremragende plade – uden at nogen vidste noget om det. Som med Sufjan Stevens’ plade, så er Star Wars ikke Wilcos bedste plade i deres karriere. Men det skal simpelt hen ikke stoppe den fra at være stærk. Den er så umiskendelig Wilco, med skævhed og Jeff Tweedy så stærk i front som altid.
De skriver både fine tekster og melodier og formår at lave en form for lo-fi country rock, som jeg ikke kender andre bands, der kan levere – i hvert fald ikke uden, at det bliver lidt (for) ironisk.
Og selvfølgelig skal pladen hedde Star Wars og have en kat på coveret – og på den måde spidder Wilco samtidens popkultur med kattevideoer og pseudo-religiøst forhold til et eventyr i en galaxe langt, langt herfra.
Wilco leverer som så mange gange før på Star Wars musik, der snildt kan spille i baggrunden på en café, men som også tåler at man rent faktisk lytter til både melodier, produktion – og de matter-of-factly-leverede tekster.
3) Wolf Alice: My love is cool
…bliver underligt nok det nærmeste jeg kommer en ‘rigtig’ rockplade. Og selv da må jeg sige, at vi opererer i en form for guilty pleasure her. My love is cool kunne måske i virkeligheden også klassificeres som pop, men det er dog en plade, der har både en produktion og en sound på flere numre, som sender tanker mod mere punkede acts som måske især EMA.
Det er en form for poprock, der er svært helt at få tag om. Jeg hører både lidt Republica og Ladytron i det – men samtidigt også noget Lilly Allen-pussenusse pop, hvor killingen alligevel har kløer. Pladen har – ud over et ægte radiohit – en række numre, der må siges at være stærkt varierede og spredt ud på pladen på en måde, jeg forbinder med popmusik.
Det er, måske, den plade man kan tage at sætte på til en fest hvor der er brug for et afbræk i noget af det pop-bras ‘alle de andre hører‘. Man kan jo prøve at sælge det som ‘det nye Garbage’ – for det vil nok heller ikke være helt ved siden af.
Det har i hvert fald været godt selskab i bilen på de vestjyske landeveje.
4) Blur: The Magic Whip
Ingen bands lyder så meget som Blur – som Blur. Dette gør sig også gældende på The Magic Whip, hvor nogle måske vil savne det mere guitardrevne, vi har kendt Blur for i tidligere tider, men den grove charme er der stadig – og nu også en i en mere forfinet version, end tidligere tiders lidt grovkornede sarkasme.
Hvor man må tage hatten af for Damon Albarns evne til at lave innovative kombinationer i ny musik i hans soloprojekt (og Gorillaz), så er det faktisk helt rart at have ham tilbage i en lidt mindre udfordrende form i front for Blur.
Selv om The Magic Whip næppe bliver en nyklassiker, så har den kvalitet nok til at den godt kan blive fundet frem om nogle år. Hell, selv småfjollede sange som Ong Ong er sq også en sød, lille fuck-finger til dem, der ‘bare synes at Blur var meget federe i gamle dage’.
5)
Jeg vil faktisk har problemer med at finde et femte album. Ja, El Vy er interessant. Og ja, Kurt Vile har da begået en OK plade. Men ærlig talt – jeg har kun hørt pladerne under mine anmeldelser, og ikke haft lyst at finde dem frem siden. Der er gyldne enkeltnumre, men de er bare ikke sådan plader, jeg vil hive frem…
I stedet vil jeg glæde mig til næste år, hvor vi – at dømme ud fra første udspil – skal høre noget helt vildt fra David Bowie.
Og så har mine to belgiske darlings, dEUS og Ghinzu turneret i sommer/efteråret (jeg har desværre ikke haft mulighed for at se dem) – så måske er der også albums på vej derfra…
Af GFR-redaktionen
