Radar var ramme om en aften med to navne i den mere elektroniske ende af det spektrum vi dækker. Aftenens to navne leverede en glimrende koncert, som vakte stor tilfredshed hos vores udsendte.
Radar var langt fra fyldt på denne aften, hvor der selvfølgelig også foregik andre ting i Århus – heriblandt koncert med Blaue Blume på Voxhall – for slet ikke at nævne at det da vidst er ved at være julefrokosttid.
Det publikum, som så var dukket op var til gengæld fornøjeligt blandet; det var alt fra nogle meget unge mennesker til nogen, der har nogen flere grå hår end undertegnede – vel i virkeligheden ikke så overraskende, når hovednavnet er blevet særdeles velanmeldt i landsdækkende aviser og kører i nogenlunde fast rotation på P6 Beat.
Who is Louis ★★★★★☆
Det tre mand høje band lægger for og slår tonen an fra første akkord; dette er en elektronisk aften, vi her er til.
Who is Louis bæres især af forsanger Greta Louise Schenk, som ud over at have en stærk vokal også har både en selvsikkerhed på scenen – men også en alfe-agtig (Björk blev 50 – så må man godt kalde kvinder for alfer!!) introvert tilstedeværelse. Meget fint!
Bandet består ud over Greta af en synth-spiller og en trommeslager, som begge har et anderledes nørdet udtryk. Det gør heller ikke så meget; Greta har en udstråling, der gør at opmærksomheden helt naturligt vil rette sig mod hende.
Ud over sangen har hun også en række effekter/synthesizers hun styrer i mellemspil – mest noteværdigt er en form for liggende harpe (måske elektronisk), som bidrager til en ret luftige lyd, bandet leverer.
Det er dekadent pop og vokalen går klart igennem på den velkomponerede lyd.Et øjeblik tog jeg mig selv i at tænke, ‘hvad kan de egentlig, som Medina ikke kan?’ For man kunne snildt se hende stille op i et lignende setup. Men det her er noget helt andet.Skal det sammenlignes med noget, vil det snarere være Massive Attack eller Moleko.
Det er lækker musik som også formår at variere tilstrækkeligt til at de aldrig falder i lounge-fælden i mellemspil. Ét nummer har endda en noget sær synkopering i rytmen, hvilket fremføres så tilpas håndholdt at enhver mistanke om, at det måske var lige rigeligt backtrack blev gjort til skamme.
Who is Louis er et band, jeg tænker jeg gerne vil følge fremover. Der virker til at Greta Louise Schenk har et særligt tallent i at skrive musik og ikke ‘bare’ er endnu en konservatorieuddannet dygtig håndværker – men at der både er idé og rød tråd i sangene.
Jeg ærgrer mig lidt over, at der ikke havde været lejlighed til at sætte mig bedre ind i materialet, da det nok kunne have løftet koncertoplevelsen yderligere. Men på aftenen var det en selv- og stilsikker præstation, hvor de ikke synes at røre bandet særligt at hele gulvet foran scenen var tom. Så snuppede Schenk bare en lille dans med sig selv på scenen og fortsatte så ellers ufortrødent med det på én gang dansable og skandinavisk blå sæt. Det var nærmest den perfekte opvarmning til Darkness Falls – og i min betagelse af Who is Louis er jeg villig til at give aftens performance fem stjerner!
Darkness Falls ★★★★★☆
Jeg har tidligere på året set Darkness Falls på HeadQuarters, så jeg vidste nogenlunde, hvad jeg gik ind til.
På scenen er duoen tre, idet pigerne, Josephine Philip (sang) og Ina Lindgreen (guitar), har taget en trommeslager med. Derudover står der en laptop med et backtrack og udgør grundsporet, hvor Lindgreen så lægger sfærisk guitar via sit imponerende arsenal af effektpedaler over.
Efter koncerten har jeg lejlighed til at tale lidt med damerne om, hvorfor de har valgt denne løsning, og de er meget ærlige om, at der er langt mere kontrol over lyden, når den på den måde er programmeret – ud over at det også er nemmere end at have fem musikere.
Og kontrol er der over Darkness Falls! Josephine Philip fremstår med sit mørke hår helt i sort og synger krystalklart (selvfølgelig med en del effekter) i en storisk fremtoning. Lyshårede Lindgreen er derimod helt i hvidt og da hendes Fender Jaguar også er hvid er vi ude i den klassiske ‘mørk/lys’-æstetik.
Hvor Lindgreen fremstår lidt introvert, er Philip derimod konstant ‘på’ og nærværende – og på den måde er der også delt i porten i forhold til scene-optrædenen. Og det fungerer!
Ja, det er lidt cliche-præget, men det fungerer altså både visuelt og i praksis.
Og som de kommer ind i koncerten går det op for mig HVOR meget airplay de har fået med fremragende numre. Night Games falder allerede som andet nummer, hvorpå The Answer følges af Hazy. Det er alle fantastiske tracks, som leveres til perfektion.
Der er ikke en finger at sætte på noget, og selv om det måske er lidt som at sætte pladen på, så tilfører Darkness Falls i deres tilstedeværelse også en ekstra dimension. De får i hvert fald lokket publikum ud på gulvet, og selv om denne form for darkpop måske ikke decideret lægger op til dans, bliver der vugget med på de ret fremragende numre.
Det bliver ikke til meget snik-snak mellem numrene, og da koncerten slutter kan jeg ikke lade være at tænke, at det sagtens kunne være fortsat noget længere. Men ret beset har Darkness Falls blot to albums at trække på – og måske er det også et tegn på den kontrol som hele koncerten er underlagt; hellere lave høj kvalitet end at køre på med et utal af numre.
Til trods for de meget charmerende damer fra Darkness Falls gode argumenteren for at (dynamisk) backtrack giver nogle muligheder, kan jeg stadig ikke helt slippe at det virker lidt sært med koncerter, hvor musikken ikke tydeligvis spilles. Og havde de ikke haft trommeslageren (som heller ikke slog et slag forkert) med, så havde det måske været en lidt sær omgang.
Men det havde de så heldigvis – og da Darkness Falls har en gudsbenådet evne til at skrive virkelig gode sange, og også fremfører dem på en yderst troværdig måde, må jeg også her kvittere med fem stjerner.
