Bersærk er noget af en særpræget størrelse på den danske rockscene. Selv kalder de deres stil hedensk stoner-rock, hvor elementer fra nordisk mytologi indgår i teksterne sideløbende med en kritik af tingenes og samfundets tilstand. Og så brøle/råbe/synges der på dansk. Resultatet kunne godt være lidt mere elegant udført, til gengæld lever, ånder og fnyser det i kraft af sin enorme energi og det ret originale udtryk.
Hvis jeg skulle beskrive Bersærk’s lyd, udtryk og univers med et enkelt ord ville det være indigneret. Meget. Denne følelse og stemning strømmer igennem alt fra teksterne, der ofte lyder som opråb og “call to arms”, den konfronterende og rungende råbe-vokal og den hårdtslående musik, der veksler mellem at lyde indebrændt og sydende og bide fra sig med fråden hængende i mundvigen. Mulm “beskriver tusmørket, lige inden det bliver morgen. Det er her, mennesket vågner og langsomt slipper trangen til at stræbe efter materielle ting uden omtanke”, lyder det i pressematerialet.
Har du brug for en musikalsk referenceramme, så forestil dig en mindre hardcore influeret udgave af Helhorse, med tekster på dansk, så er vi vist ikke helt på gale spor.
Kort og godt er Mulm noget af et brummende og rumlende bæst af en plade, der over 9 numre af og til flirter med at kværne sig selv faretruende tæt på, at gå i tomgang. Blandt andet i numre som “Den Blinde Fører Den Blinde” og “Nattesyn”, der tilmed ligger lige i røven på hinanden omkring midt på pladen. Men på førstnævnte holder de så de ulmende gryder i kog med citatvenlige tekster, der også virker velegnede til at stå og råbe med på live:
Tågen har lagt sig tungt
Så tungt at ingen kan nå dig
Du viger bort fra dit svigtende mod
Sjælen bløder og ulven lugter blod
“Nattesyn” holdes modsat oppe af noget af det nærmeste vi kommer et catchy omkvæd på Mulm. For Bersærk skriver ikke på den måde ørehængere og “hits”, det er krasbørstige skabninger, som “Dæmring”, hvor man opfordres til at “slippe dæmonerne løs”, der dominerer pladen. Bersærk kigger på verden og synes den er ved at være af lave, “nu har vi sovet længe nok” gjalder det gennem den stormfulde og snurrende musik.
På den ret præcist betitlede “Mørke” er det andre virkemidler der er i brug, der bygges langsomt og tålmodigt op, som om ulven (der er et gennemgående tema i Bersærks æstetiske udtryk) står på lur i natten, inden den slår til efter et par minutter, hvor vokalen sætter i. Herefter bevæger Bersærk sig nærmest ud på en tung grunge-klingende sti i mørket, en klang der klæder det rustikt og råt rockende orkester rigtig godt. “I nat lukker vi ulven ind”, lyder sidste strofe inden nummeret løber tør for tid….
Ulven er med fra start på Mulm, hvor den får lov til at hyle i det fjerne på den glimrende åbner “De Glemte”, der slår den urovækkende og ildevarslende tone der gennemsyrer albummet an.
Hvem er det der tramper på min bro?
Hvem er det der vover at sætte sig imod?
Hvem er det der larmer i min hjemsøgte, dræbende stilhed?
Lyder det nærmest messende fra frontråber Casper Popp, inden en fed guitar skærer igennem stilheden, insisterende og indebrændt vokal prøver at få os op på barrikaderne og sans for opbygning, hvor tempo og stemning justeres lige tidsnok til monotonien ikke får overhånden, giver det sidste til en rigtig vellykket åbner.
Højdepunktet for mig er nok “Nordenvind”, der også allerede har været ude som single. Der er noget ret uimodståeligt, og ustoppeligt, in your face attitude, næsten hardcore’sk, over det tempofyldte og tungt tromlende og revsende nummer. “Men der blæser en kold, kold vind fra nord // den vokser fra kuling, til helvede på jord”, det er åbent for fortolkning, men jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis er en ros af Danmarks ageren i verden for tiden?
Mod slut, der hvor natten er mørkest og tusmørket på Mulm venter forude et sted, er det også som om Bersærk synker mere ned i mørket. På “Ulm”, da, ja, ulmer det, inden det bliver hårdt og kantet, mens nummeret stiger i intensitet. Det der bygges op imod er et gennemtrængende BRØØØØL fra Popp mod slut, før nummeret rundes af i et mindre inferno af flammende støj. “Frost og Flammer” runder pladen af med indledningsvis at være med afdæmpet, næsten atmosfærisk svævende, mens vokalen også holder sig i skindet. Knap 2 minutter inde i det stemningsfulde nummer hugger Bersærk til og sejtrækker, slæber og hamre pladen i mål på fornem vis
Nu falmer vi i lyset
fra den brændende ask
Natten har været lang
slangen har bidt sig fast
Bersærk gør sig nok også bedst i mørke og Mulm ville muligvis falme lidt, hvis man hev den helt ud i lyset og gav den et flueknepper-gennemsyn. Virkemidlerne er i bund og grund en smule begrænsede, men bandet er dygtige til at variere de midler de har, så man ikke rigtig hænger sig i det. I løbet af 9 numre er der måske også tendens til at tekstuniverset kan komme til at klinge lidt paroleagtigt, så råberiet og opfordringerne lidt mister deres bid.
Til gengæld bider ulven voldsomt fra sig på energi og troværdighedsfronten, jeg tror på at DE tror på det! Endvidere løftes det samlede indtryk af, at Bersærk ikke rigtig lyder som noget andet band. Jo, delelementerne er måske hørt før, men jeg har ikke hørt dem sat sammen, eller kombineret, på denne måde tidligere – og blandingen holder vel at mærke sammen fra start til slut.
Bersærk er cirka lige så sjælden og spændende som ulven på heden, da den dukkede op for et par år siden. Og lige som den, så er de nok mest interessante, mystiske, dragende og frygtindgydende så længe de får lov til at være en ulv der brøler i mørket. I dagslys er det “bare” en stor hund.
Og med den lidt underlige sammenligning sniger vi os på 5 små, bidske upcoming stjerner for hele Bersærk pakken.
Af Ken Damgaard Thomsen
Gå Bersærk på Facebook
