Interview: I’ll Be Damned, som netop har udsendt deres debutalbum og fået gode anmeldelser for det, også her på siden, har en tæt forbindelse til rockbaren Escobar i Skolegade i Aarhus. Bandets releasefester fandt da også sted på henholdsvis Escobar i København og Escobar i Aarhus. I forbindelse med sidstnævnte dukkede vi op en time før løjerne for alvor startede, til en snak med Escobar-ejer Andreas Papadakis om I’ll Be Damned og deres forbindelse til stedet.
I’ll Be Damned med familier fyldte godt op på Escobar da vi ankom tre mand høj, så for at finde et roligt hjørne måtte vi en tur i kælderen under baren, hvor nogle ølkasser fik lov at agere stole. Heldigvis havde vi taget en tredjemand med til at agere sprællemand, når lyset automatisk slukkede på grund af manglende bevægelse. Det betød, at interviewet kunne forløbe hovedsageligt i lyset og holde sig nogenlunde på sporet. Det forløb nogenlunde sådan her:
Du har spillet en stor rolle for I’ll Be Damned – har vi hørt?
“Ja, det har jeg også hørt. Det siger de i hvert fald,” svarer Andreas med et smil. “Jeg kendte de fleste af drengene i forvejen, og så fortalte Kristian (Sloth, guitarist, red.) mig om projektet. Jeg nåede desværre ikke deres allerførste koncert ude i Mono (øvelokalekompleks i Åbyhøj, Aarhus), men jeg var til den anden på Fatter Eskil. Og for første gang i mange år – og jeg har arbejdet på Train og hørt flere koncerter om ugen, og været på Roskilde Festival i over 20 år, så jeg er velforkælet med koncerter – blev jeg blæst bagover. Jeg blev bjergtaget og forelsket og inviterede dem efterfølgende hjem til mig og spurgte om de mente noget med det her projekt, eller om det bare var endnu et hyggeprojekt. De mente nu nok, de mente det. Så tænkte jeg at de ville kunne komme rigtig, rigtig langt – med den ringe viden jeg nu engang har. Så aftalte vi, at de skulle spille en række koncerter på Escobar. En lørdag om måneden, over et antal gange, for at bygge et Aarhus-stampublikum op”
Det må man sige, at det lykkedes. Var det noget man kunne mærke med det samme, at der var en samhørighed mellem I’ll Be Damned og Escobar?
“Ja, det synes jeg. Til den første koncert var vi ikke specielt mange, egentlig, bartenderne herfra, nogle stamgæster, og venner af orkesteret. Men allerede anden gang begyndte der at være lidt flere, og så begyndte det at tage fart – til sidst kunne folk ikke komme ind mere, så de stod ude på gaden og kiggede ind af vinduerne. I’ll Be Damned blev også bare bedre for hver eneste gang. Og så startede vi og sluttede i den her kælder med en Metaxa”
Nu nævnte du at du blev helt bjergtaget af dem, første gang du så dem live – hvad var det ved dem?
“Energien. Stig (Gamborg, forsanger, red.) er jo latterligt vild når han står på en scene og er ude i fjæset på folk, og jeg var paf over deres på det tidspunkt måske egentlig lidt ukoordinerede sceneshow. Det virkede helt naturligt, at når Stig løb ned mellem folk og begyndte at skrige dem i ansigtet, så hoppede de andre ligesom ind på skift forrest på scenen og var vilde. Man kunne se at de nød det og havde en fest, ikke bare for sig selv, men for alle de publikummer, der var der. Jeg kan huske jeg stod ved siden af Boris’ (Tandrup, guitarist, red.) kæreste og hun stod jo og grinte, for hun havde også en fest.
Og så er der jo den anden ting, og det er musikken. Det har bare så store nosser, og det passer mig egentlig ganske godt. Altså, Escobar startede jo egentlig ud som en mere regulær rockbar, og med tiden kom der mere og mere metal og hegn, og jeg holder meget af hegn, men det er sjældent noget jeg sætter på i bilen og lytter til for mig selv. Jeg elsker når det er live og jeg kan godt lide at blive blæst igennem når jeg kommer på Escobar også.
Men I’ll Be Damned’s stil har sådan lidt af alle elementer, det er ikke alt for smadret og det er heller ikke for poleret og pænt. Tværtimod. Og jeg er lykkelig over at teksterne er kommet med i indercoveret, for jeg har været til rigtig mange af deres koncerter og kan jo skråle med på omkvædene og alt det der, men det er ikke alle teksterne jeg altid har fået med. Nu kan jeg så læse det hele, og jeg vidste jo godt at drengene, de ikke er sådan nogle helt ignorante mennesker, i forhold til hvad der foregår i vores verden. Der er noget lækkert CV Jørgensen samfundsrevsende i det, når man sidder og læser med, og får alle tankerne med, der ligger bag.
Og så bliver det leveret på en ligefrem måde, som er sand vrede, frustration og skælden ud på nogle af de magtstrukturer, der er i dag, men samtidig på os allesammen, fordi magtstrukturer eksisterer kun, fordi vi som pøbel giver dem lov til at eksistere. Det er sådan en slags lækker vågn op musik. Hvis Jehovas Vidner ikke allerede havde taget de ord, så ville de have været passende”
Rage Against the Machine har også været nævnt som en inspiration for bandet i forhold til de politiske budskaber…
“Efter de første gange jeg hørte dem, og jeg så skulle beskrive dem, så fortalte jeg folk at de lød lidt som en blanding mellem Rage Against the Machine og ZZ Top, og det var sådan lidt mit musikindtryk af det, for der er den der lækre ZZ Top truckerstemning over det, blandet med Rage Against the Machine’s vrede. Jeg synes ikke beskrivelsen holder helt mere, der er kommet mange flere nuancer i og mere tyngde i forhold til metal-elementerne, og jeg synes de formår at blande det på en god måde. Og så er de eminente musikere, meget dygtige”
Når vi tænker I’ll Be Damned, så tænker vi automatisk Escobar – hvorfor passer det så godt sammen?
“Den helt basale indgangsvinkel er nok at især Kristian og Boris er kommet her usandsynligt meget og har spillet her i forskellige sammenhænge, og var en del af et crowd som hang rigtig meget ud på Escobar et års tid eller to efter vi åbnede og flere år frem. Og måske hang de også ud her, fordi det vi lavede på Escobar, vores tankegang, passede godt sammen. Og omvendt er Escobar også formet af de folk, der kommer hernede. Det vi bevidst har lavet fra Escobar’s side, i forhold til hvad vi gerne ville have at folk skulle opleve, både i forhold til musik, men også hvordan man er sammen som mennesker, selv om man høvler sig i jorden, det har nok tiltrukket et bestemt folkefærd. Dem har vi jo også lært nogle ting af, så på den måde har det jo været en form for fælles skabelse.
På Escobar har vi altid holdt af fest og galskab, men i allerhøjeste grad også af respekt og kærlighed – altså at vi skal behandle hinanden ordentligt, vi skal være hjælpsomme, og så må det fandme aldrig blive for kedeligt, fordi, som der bliver sunget et sted på skiven, “we are all dead men walking,” vi er her en meget kort stund som mennesker, og en ting er at sætte et aftryk med det liv vi har, og en anden ting er at huske at fejre at vi er her, for det kan jo være sjovt og farverigt, hvis vi ikke tager det for tungt. Og det er jo en anden ting ved I’ll Be Damned’s tekster – de er til dels meget alvorlige, men så er det jo også på samme tid en stor drengerøvsfest”
Fuck the world, be happy?
“Præcis, ja”
Hvad med den ånd og de værdier, du fortæller om, som findes på Escobar, hvordan er den opstået? Har den bevidst været med fra begyndelsen, eller hvordan?
“Både og, vil jeg sige. Vi havde helt klar nogle ideer om hvad det var for et sted, vi gerne ville lave, Tom og jeg som åbnede stedet, og Tricia som var bestyrer det første lange stykke tid og blev medejer senere, vi havde jo en idé om at vi gerne ville have en rockbar, og lige så stille undervejs, så blev det bare til det det er. Nogle gange rammer et band, eller et koncept eller en ide bare på det rigtige tidspunkt, og meget af den ånd, vi forsøgte at implementere… Jeg har været bidt af en gal Roskilde-gænger siden første gang, jeg var der som 20-årig, og har været der hver eneste år lige siden, og den måde som Roskilde også altid har formået at lade folk være frie og fejre livet på, samtidig med at de stiller et tankesæt af ideer til rådighed, uden at presse dem ned i halsen på folk. Så gør det jo også at man som ungt menneske får åbnet sit hjerte af alkohol og joints, og måske andre substanser, og i det hele taget bare er høj på livet, når solen skinner og der er skønne mennesker over det hele, så er det ligesom det, man tager ind i sit væsen.
På den måde så mener jeg at Roskilde Festival er den bedste dannelsesinstitution i Danmark, fordi det er rock og fest, men det er på en eller anden måde også et oprør imod de mere etablerede tankegange. Det ved jeg ikke om Roskilde stadig bevidst forsøger at kultivere, men det er stadig i høj grad båret af frivillighed og af at vi skaber det her sammen, men der er heller ikke nogen, der sidder og fylder deres lommer efterfølgende. Fællesskabet vil selvfølgelig gerne lave så stor profit, som muligt, men den bliver jo foræret væk. Og bare det gør jo, at man ved som gæst, at man ikke bliver tvunget til at gøre et eller andet.
Escobar er jo ikke på den måde en non-profit organisation, det laver vi så i noget, der hedder LoveSpring i stedet for, som handler om at lave rent drikkevand i udviklingslande, men Escobar er jo en forretning, som så mange andre. Og så alligevel ikke, for vi har forsøgt at kultivere kærlighed og respekt og galskab. Det er nogle værdier som hænger rigtig godt sammen med både medlemmerne i I’ll Be Damned, men i allerhøjeste grad også i de budskaber, de kommer ud med”
Hvordan har det så været at følge bandet gennem deres udvikling?
“Jamen for mig personligt har det været en både-og oplevelse, for på samme tid synes jeg det er gået enormt hurtigt, og jeg synes det er stærkt at de er nået hertil på 3 1/2 år, men samtidig synes også det går for langsomt og at mange flere skal opdage det. Men de fleste gode og solide ting vokser jo i det tempo, det nu engang kan bære. Det har været et ridt, og som de store ting undervejs synes jeg, at det var da de kom på Skandinavian og fik Theis som booker, så faldt de i gode hænder, og da de fik opvarmningstjansen for D:A:D, og der fik muligheden for en ret bred eksponering.
Og så var der jo Karrierekanonen, hvor jeg tror det egentlig overraskede dem selv, at de gik videre. Men det hænger jo sammen med kvaliteten og håndværket. Og måske kan det også blive P3-materiale om nogle år, hvem ved”
De har også kaldt dig en form for mentor, hvad ligger der i det?
“Det må I spørge dem om**, jeg kan jo kun gisne. Jeg er både blevet kaldt mentor og åndelig vejleder. Jeg sagde til Kristian, efter at have set Metallica-dokumentaren (Some Kind of Monster, red), at når I bliver virkelig store, og begynder at skændes internt, så vil jeg gerne være jeres terapeut. Og så kan det måske hænge noget sammen med at jeg laver nogle andre ting i mit personlige liv, som ligger lidt mere til den personlighedsudviklende side, og så er det ligesom blevet en stående joke, at jeg er deres åndelige vejleder.
Jeg plejer at sige til dem, at nu har jeg og Escobar ligesom gjort for dem, hvad vi kunne og vi vil jo altid elske når I’ll Be Damned er i huset, men det er jo lang tid siden at de burde være holdt op med at spille her. Måske synes jeg egentlig, at det sidste job, de spillede hernede, skulle de egentlig ikke have spillet. Jeg elsker at de gjorde det, men tingene skal jo vokse ud af de rammer de er i, så de kan udvikle sig ordentligt”
** Vi har selvfølgelig spurgt bandet som siger: “Papa er vores spirituelle manager og mentor i alle livets facetter. Han har ingen faste rammer for sit virke og virker over det hele, og uden ham ville I’ll Be Damned ikke være der, hvor vi er i dag og der, hvor vi vil være i morgen”
Er det I’ll Be Damneds skyld at der ikke må være live-musik hernede mere?
“Nej, vi har jo haft live-musik hernede lige siden vi åbnede stort set, og der har været rigtig mange unge orkestre, der har spillet deres første eller tredje koncert hernede til vores Hells Kitchen arrangementer om tirsdagen og oplevet hvad det vil sige at spille. Så der er mange, der har spillet hernede. Skal jeg fremhæve nogen af de andre, kunne det være tøserne i Velvet Volume, som har succes nu.
Så det er ærgerligt at en enkelt støjklage har sat en stopper for det, især for bandsene, men det gav også Escobar en identitet. Men især for musikerne, for den mulighed er der ikke så mange steder i Aarhus. Men der er jo et system og nogle regler, og når der kommer en støjklage, så rykker kommunen jo ud med måleudstyr, og vi var langt, langt over de grænseværdier, der er tilladt, fordi vi ligger midt inde i en by og er i en bygning som er fra 1847, og næsten lige meget hvad vi ville gøre, så fiser lyden igennem.
Det er ærgerligt, men det skabte også en del furore, at det stoppede, og der var en ret vild debat, og også naboer, der var trætte af musikken, synes det var ærgerligt at det ikke skulle være der mere. Så nej, det var ikke I’ll Be Damned’s fortjeneste, det kan vi ikke klandre dem for”
Er der et nyt I’ll Be Damned på vej?
“Vi prøvede en overgang at finde nogen nye at hjælpe på vej, og prøvede også et par gange med nogle andre, men det lykkedes måske ikke rigtig. Og man skal ikke finde de næste, hvis de næste ikke lige er der.
Jeg vil også sige, at jeg er blevet smaskhamrende forelsket i I’ll Be Damned i sådan en grad at jeg er blevet monogam, og det eneste musik jeg gider sætte på, det er I’ll Be Damned, eller CV Jørgensen eller The Doors. Det mener jeg faktisk. Jeg ville sgu nok hellere til en I’ll Be Damned koncert end jeg ville til en Rage Against The Machine koncert”
Hvad skal I’ll Be Damned gøre nu – hvad skal der ske?
“Jeg ville gerne svare på det, hvis jeg kunne. For nogle år siden siden sagde jeg til dem, hvad der ville ske. Og jeg ved ikke om planen holder eller om den allerede er skredet, men 2016, det var Roskilde, og 2017, der varmede Billy Idol op for I’ll Be Damned på Wembley Stadium – eller også var det omvendt, det kan jeg ikke huske.
Jeg vil ønske, at et bredere publikum får øjnene op for det her, så der sker det, for I’ll Be Damned, som jeg tror alle musikere gerne vil have sker for deres band – medmindre man bare gerne vil holde sin avantgarde-fane højt og spille på Escobar resten af sine dage. Med al respekt og ære for dem, som ikke vil gøre som dem, der lidt spidst formuleret vil sælge ud, så vil jeg sige at I’ll Be Damned helt og fuldt er sig selv, og jeg håber at nye generationer af musiklyttere vil fange og nyde det udtryk. Og en ting er Danmark, og en anden ting er udlandet, og der bliver forhåbentlig koblet folk på hen ad vejen så forbandelsen den rammer det meste af verden”
Med de ord blev det Metaxa-tid, interviewet blev afløst af tre omgange, før vi kravlede op af kælderen til release – og øl i stride strømme. I’ll Be Damned’s videre færd frem i verden kan du følge på deres facebook. Og sving da også lige forbi Escobar i Aarhus hvis du er på de kanter! Eller på facebook.
Tekst: Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach
Sidekick, sprællemand og kælderfoto: Michael Rasmussen
