Home Anmeldelser Reportage fra RECession Festival, 23/10 – 2015

Reportage fra RECession Festival, 23/10 – 2015

2486
0
Mayflower Madame

RECession er lidt som Aarhus Psych Fest en mulighed for at høre mere eller mindre etablerede bands for et lille beløb. På den måde koster én dag 70 DKK, mens partout-billetter blev solgt til 120 DKK.

Ny V58 sætter nogle fine rammer, hvor der gøres brug af et lille lokale til de mindre eller mere intime koncerter – og så selvfølgelig salen til de større.  Fredag var ikke så velbesøgt, men når man ser på, hvad Aarhus ellers havde at byde på (fx The Sonics) er det måske ikke sært.

Hermed følger anmeldelser fra fredagens program:

Klönk (Small stage)

Klönk er et elektro-pop band, bestående af en til to guitarer, synths og en sanger. Til dagligt er de fem, men angiveligt grundet pladsproblemer var bandet barberet ned til tre mand. Det var lidt ærgerligt, men mere om dette senere.

Klönk spiller poetiske, dansksprogede sange, hvor en guitar lægger en akkord-bund, mens de elektroniske elementer lægges ovenpå. Hvor vidt dette gøres live eller via den laptop, der stod på scenen er svært at vurdere – det irriterer mig altid, når jeg hører præ-programmeret musik live – men jeg kan i hvert fald konstatere, at Klönk har lavet et godt lydbillede med de elektroniske elementer – om de spilles eller ej.

Vokalen leveres i nærmest skrigende men dog syngende form, og forsangeren har en række elektroniske vokal-effekter, han bruger løbende undervejs. Hele bandets fremtoning er ultra-nørdet og med den dæmpede belysning i rummet kan det næsten blive helt Road House-fra-Twin-Peaks agtigt, når 80’er synthen sætter ind.

Keyboardspilleren danser energisk og kompenserer dermed for at der – ret beset – ikke er meget at se på, når en keyboardspiller spiller. Teksterne er alvorlige, og der er noget fantastisk over når disse tre nørder står og fremfører indignerede anti-pædofile tekster.

Klönk er et sympatisk, måske lidt naivistisk band, med vrede tekster fremført på en sød måde. Jeg ville virkelig, virkelig gerne have hørt dem uden trommeboksen men med en rigtig trommeslager (han sad nede i rummet), men selv med det neddroslede set up var Klönk en oplevelse.

**** fire stjerner

Klönk
Klönk

Hybel (Main room)

Hybel er et mere klassisk rock-set-up med to guitarer, en bas og trommer. Der spilles groove-baseret rock-musik, som nok ret beset falder i den dansable ende af skalaen. Desværre formår Hybel ikke på de kun tre numre, de spiller, at få gang i et dansegulv.

De gør ret beset heller ikke meget for sagen, og har mere travlt med at kigge på deres sko, end at komme ud over scenekanten. De tekster, der fremføres kan vidst heller siges at være bærende, så heller ikke der er der meget at komme efter. Jeg er sikker på at Hybel kunne blive et godt, groovende band, når de har fået lavet flere end tre numre og dermed måske også kan vælge de bedste ud.

På denne aften var der for meget fokus på scenen og for lidt på at komme ud over kanten.

*** Tre stjerner.

Lasse Krogh Andersen (Small stage)

Lasse Krogh Andersen har et klassisk minimalistisk set up med sig selv, en guitar og tre mundharper. Det er også alt hvad han har brug for for at fremføre noget, der ligger et sted mellem americana og trubadursange med mere norrønt tilsnit.

I flere numre er det ikke nødvendigvis teksterne, der fylder, og guitaren får blandt andet lov at spille lange, droniske akkordbrydninger. I det dæmpede lys fungerer det egentlig OK – men én guitar gør intet band. Teksterne kræser om død, vinter, roser og andre smådystre emner. Hm. Med al respekt, så er Lasse Krogh Andersen altså ingen Nick Cave, men som trubadur-sange fungerer teksterne egentlig OK.

Under settet får Lasse forklaret at han spiller andensteds til dagligt, men holder så meget af at skrive tekster, at han også laver solo-materiale. Det er også fint, og hans snerrende stemme kan bestemt også noget – især når han synger dybt og den får mere karakter og fylde.

Problemet for denne performance er, at det, Lasse Krogh Andersen prøver at kommunikere igennem sin musik, aldrig bliver lige så vigtigt for os som tilskuere som det er for Lasse. Og da han slutter med et meget støjende og laaaaangt nummer, kan jeg ved at kigge rundt konstatere, at jeg ikke er den eneste, der tænker at to numre mindre nok havde været mere passende.

*** Tre stjerner

Lasse Krog Andersen
Lasse Krogh Andersen

Mayflower Madame (Main Room)

Norske Mayflower Madame er igen et klassisk rock-set-up. De spiller en form for ørken-psych som flere gange minder mig om Madrugada – om end vokalen er så sovset ind i rumklang, at sammenligningen alligevel er urimelig.

De spiller tungt, spacet og egentlig ret fedt. Trommeslageren er en maskine af en mand, og selv om der bliver begået mange fejl på scenen, så bidrager det alligevel til noget af det kaos, der alligevel skal til i sådan noget psych-post-punk.

Det er igen noget dystert og vi skal et par numre hen, før vi hører den første dur-akkord.Men det er sq meget fedt – en form for kontrolleret kaos. Mayflower Madame er vidst ikke helt færdige i øvelokalet (bøvlede eksempelvis forfærdeligt med at få afsluttet numrene), men på sin egen støvede måde, fungerede det. Grov charme er også charme!

Jeg ville gerne høre bandet med en vokal, der ikke er sovset ind i rumklang – men når det nu skal være, så trækker de alligevel:

**** fire stjerner

Mayflower Madame
Mayflower Madame

Fright Eye (Main Room)

Så for satan! Den havde jeg ikke set komme! Tre mand på scenen – Fright Eye spiller old school punk. Vi starter i en tåge af feedback og bassist/forskriger tager ellers fat, efter de obligatoriske fire trommestikslag.

Og så jerner det ellers derudaf. Ubrugelige ting som at kunne kende numrene fra hinanden, pauser imellem numrene, at man kan høre hvad der synges – eller for så vidt guitarsoloer – er selvfølgelig sorteret fra.

Her gælder energi og kun energi! Og det ER energisk, bøvet og intenst. Tempo, energi og fuck-you-all!

Punk er sådan lidt en håbløs genre, og som jeg skrev andensteds så det at sige, at man er dygtig til en genre og at det er punk, er lidt som at sige at man er landsholdsfodboldspiller – men må indrømme at det er for Danmark. Det er usofistikeret og endda uambitiøst. Men den energi Fright Eye lægger denne fredag gør, at jeg bliver nødt til at give dem fire stjerner – og takke arrangøren for, at koncerterne kun varer 30 minutter!

**** fire stjerner

Fright Eye
Fright Eye

De Underjordiske

Dagens headliner er danske De Underjordiske, som følger rigtig godt med på den bølge af psych-rockbands, som vi har set den seneste tid. De kunne for så vidt have passet mindst lige så godt ind på Aarhus Psych Fest som her – men her var de så!

Og de spiller fedt. Hvor andre i genren måske har lidt tendens til at køre på med citar-effekter og på den måde at lave en spacey lyd, så holder De Underjordiske sig til mere ordinær rumklang. Tak for det! Der er tydeligvis tænkt over lyden og man kan høre hver detalje.

At se De Underjordiske er også lidt at et teaterstykke. Forsangeren er helt klart in the zone og performer og trækker sig ind i sig selv alt efter musikkens dynamik. På lignende vis er bandet også lidt reserverede cool.

De Underjordiske
De Underjordiske

Og det fungerer egentlig rigtig, rigtig fint – især fordi forsangeren i den grad brænder igennem med sin snerrende vokal. Det er en oplevelse i sig selv at se ham på scenen. Desværre taber bandet og koncerten lidt momentum efter en halv time. Det har været godt, men tager lidt et dyk. Heldigvis kan de så hive et vaskeægte radiohit frem, “Hvis du forstod mig”, men selv det formår ikke helt at svinge bandet op på et højere niveau.

Jeg er i næsegrus beundring over hvor dygtige de er – både på instrumenter og performance. Men jeg mangler simpelt hen et gear mere. Om det så er en vild guitarsolo, et breakdown eller noget helt tredje, ved jeg ikke. Men jeg synes eksempelvis ikke, de larmer nok, når de larmer – og det er nok prisen for at have så kontrolleret lyd.

I den sidste ende var det en god koncert, som skal belønnes med

fire stjerner ****

Fredagen var altså ikke helt oppe at ringe på noget tidspunkt. Men lørdagens program ser nu også ret lækkert ud, så en egentlig god dag kan snildt blive fulgt op af en endnu bedre.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Previous articleKristian Harting: Summer of Crush ★★★★☆☆
Next articleTwo Gallants, Atlas, 23/10 – 2015 ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.