Hvad får du, hvis du smider The Strokes og Tom Waits i en balje whisky og tømmer et askebæger oveni? Lyden af københavnske Le Cul og deres EP Here’s Our Friend Charlie!
Der er masser af rastløs energi, flabede attituder og fornemmelsen af sjov i gaden på den skramlede overflade hos Le Cul, men gemmer der mon sig mere nedenunder, hvis man skraber lidt i overfladen? Og mit eget spørgsmål vil jeg så besvare med et kort “ja”, og et lidt længere “men måske ikke meget mere end det”. Det er dog ment på positiv vis, for de nævnte kvaliteter gennemstrømmer EP’en med en febrilsk og smittende charme og følelse af autencitet – det er måske ikke pisse dybt, men det lyder ægte og oprigtigt.
Bandet præsenterer selv musikken som “en række højspændte og humoristiske rocksange om, at leve livet fuldt ud med røven i vandskorpen…” der på 8 sange kommer omkring “landsbyliv, provins kriminalitet, kærlighed og ikke mindst psykedeliske oplevelser”. Og det viser sig, at ordene på papiret holder stik når man lytter EP’en igennem. Det kan lyde meget simpelt og ligetil, og det er de rock ‘n roll byggestene som Le Cul murer deres drengerøvsværelse op med, måske også umiddelbart – men gruppen får proppet en masse skæv mørtel ind i konstruktionen, så det samlede indtryk bliver ganske forfriskende.
Der lægges ud med den tempofyldte og kokette “Want You To Forget”, hvor ekkoet af The Strokes runger ganske tydeligt, uden at det kommer til at stjæle fokus. Det er en sprælsk lille knaldperle af en åbner, lige til høje spark i stramme bukser og overdrevne grimasser helt oppe i fjæset på lytteren. Den efterfølgende “Dealer’s Ring”, viser den anden side af Le Cul, med rusten og brummende Tom Waits vokal over en langsomt vuggende og slæbende melodi. Udover at demonstrere musikalsk alsidighed, så viser nummeret også, at Le Cul har et sikkert greb om deres instrumenter. Springet mellem første og andet nummer kan lyde lidt stort, men udførelsen er fuldstændig sikker og uden rysten på hånden.
Den fantastisk betitlede “Hillbilly Prospect” danser musikken i en lidt mere boogie swinging retning, med små ubesværede dansetrin og et godt swung i hofterne. Muligvis lidt af en musikalsk bagatel, men ligesom resten af EP’en, suser den derudaf uden at stoppe op og vinder på sit ubesværede og ukomplicerede udtryk. Selvom det gennemgående er festligt, at opholde sig i Le Cul’s lille rock og rul værelse, så er der også plads til lidt mere bistre sange. “Baby You’re Black” lyder mere udfarende og aggressiv end de første numre, men stadig med en utøjlet og wacky vokal, der giver det hele en fornemmelse af, at vi er på grænsen til at overvære et mentalt sammenbrud.
Et skridt nærmere komplet galskab kommer vi på “C.O.K.E.”, der er en tilbagevenden til Waits vokalen, nu bare endnu mere rablende og rallende, hvilket også kan siges om den små-psykedeliske musik. To minutters rundtur i gøgereden, der understreger, at Le Cul ikke er bange for at omfavne vanviddet. På “Back On The Doorstep” vender vi lidt tilbage til den virkelige verden, rytmen er igen let og elegant flosset retrorock, men vokalen har stadig kun det ene ben på dørtrinnet til normalitet og det andet ude i en gakket forhave.
Le Cul lider nok en smule af personlighedsspaltning, signaleret igennem de to forsangere, men på “No Use” er det som om de smelter sammen og skaber en Julian Casablancas/Tom Waits klon. Klonen smelter sammen med, den her luftige og mere poppede musik, og skaber en underlig rockmutant, hvis lyd ikke helt kan defineres. En besynderlig blanding af indtryk man som lytter præsenteres for, en blanding der om ikke andet giver én lyst til, at opleve Le Cul live.
For om noget, så giver Here’s Our Friend Charlie! trang til med egne øjne og ører, at overvære en koncert med bandet, bare for at se om deres sceneoptræden matcher hvad man hører på EP’en. Det afsluttende nummer på EP’en, “Pete Doherty”, kunne også sagtens være en koncertlukker. Her er vi i The Libertines/Babyshambles territorie, logisk nok vel egentlig, med et klædeligt lavere tempo og drukkenbolt anthem stemning. Bodegaen er lukket og den mest forunderlig gæst du mødte var deres ven, Charlie.
Here’s Our Friend Charlie! er måske mest af alt lyden af en forrygende aften på en tilrøget bodega. Det er glimrende og ubesværet underholdning, der er meget svær ikke at holde af. Det er måske heller ikke meget mere end det, for hvis Le Cul har noget “dybere” på hjerte, så skinner det for mig (ikke for at lyde respektløs) ikke helt igennem tågen af cigaretrøg og mandesved – men det gør overhovedet ingenting. De der “rigtige” bøger du har stående på reolen ser jo fine ud, men nogle gange er det sgu sjovere bare at pløje igennem noget mere letfordøjeligt og fornøjeligt. Det er der overhovedet ingen skam i, og den slags frirum leverer Le Cul på overbevisende vis med dette elskværdige og sprælske minialbum. Det er skamløst underholdende på den fede måde, og skammer sig heldigvis ikke selv over det. Le Cul omfavner det i stedet for med åbne arme, og det burde du også prøve. Følg opfordringen på coveret – gør det med en smøg inden, imens og efter.
Anmeldt af Kodi
Here’s Our Friend Charlie! er ude på alle større musik- streaming og download tjenester, som iTunes, Spotify, Wimp, Emusic m.fl.
Besøg og lyt til musikken på Bandcamp
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
