Svenske Könsforrädare er ude med deres album nummer to, End of History. De unge svenskere har ikke alene meget på hjerte, de har også fat i et særegent udtryk, som godt nok trækker på både post-punk og indie-rock, men alligevel virker nyt.
Könsforrädare debuterede i 2013 med Curse All Law, Det fik en flot modtagelse i diverse medier, og bragte også bandet omkring Rising scenen på Roskilde i 2014 – hvor vi dog ikke oplevede dem. Derfor var mit forhåndskendskab ret begrænset, da End of History kom i rotation. Könsforrädare består af Alina Björkén (guitar og vokal), Robin Bernhardsson (bas), Måns Lundstedt (trommer) og Janinne Sandström Oja (vokal og synth), og de to kvindelige vokaler giver et særligt udtryk. Skulle man smide en reference eller halvanden, så kunne det lyde lidt i retning af hvis PJ Harvey spillede dyster post-punk-indie, det svenskerne fra Luleå har gang i.
Skærende guitar og keyboard-flader indleder ‘Birthrights’, hvor en pulserende bas også hurtigt sætter sit præg. “I feel compelled to do bad//I search my conscience, nothing”, indleder vokalen, og så er scenen sat for en rejse med bandet ind i et univers, hvor vi blandt andet kommer omkring moralsk forfald, nyfascisme, undertrykkende systemer, gentrificering og giftstoffer. Der er konstant en rastløs puls i musikken undervejs på End of History, hvor Björkén og Oja’s vokaler væver sig ind i mellem og ud af hinanden, og ind i mellem falder sammen i skæve harmonier.
Blandt andet på ‘Blast Beats’, hvor vokalerne netop supplerer hinanden så det ind i mellem risler én koldt ned ad ryggen. “We carry our hometowns//As fractures in our spines” gentages flere gange, og ligger som en gennemløbende strøm. Den gentages også da den ene vokal står alene (med ekko-effekt) i slutningen af nummeret, og klinger ud. Keyboardet indtager en central rolle med sin orgellydende intro på den efterfølgende ‘Dress Rehearsals’, og det titter i øvrigt også markant frem på flere andre af skæringerne, hvilket også er med til at definere Könsforrädare’s på en gang dystopiske og melodiske lyd. Netop det catchy er på spil i omkvædet, hvor “fuck you, fuck you” sunget tostemmigt får sin ganske egen klang (der stemmer endda endnu nogle korstemmer i til sidst).
For melodierne har de nemlig med, uden det af den grund bliver poppet eller uden kant. På ‘Blood Rush’ er proklameres der således “Heads up//Fists up” på omkvædet, mens “they won’t protect us//We must fight or hide” gentages i et af versene. Evnen til at skrue fængende omkvæd og vers, som ind i mellem minder om paroler, samtidig med at den instrumentale indpakning er både kantet og catchy er Könsforrädare’s store styrke, sammen med de forstyrrende vokalharmonier, der er med til at give en stemning af en verden på kanten, hvor der er kampzoner mellem undergrund og autoriteter.
Der er også mindre interessante øjeblikke undervejs, men de er heldigvis i mindretal. Jeg synes for eksempel ikke ‘Straight Passing’ er helt så vellykket, som for eksempel den efterfølgende ‘Under Control’, hvor vokalerne atter har en hjemsøgende effekt, og spiller stærkt op mod den musikalske klangbund, hvor især guitararbejdet er værd at bemærke. Bjørkén’s kølige guitarflader spiller i det hele taget glimrende sammen med rytmesektionen, og sammen med keyboardet sørger den for en konstant musikalsk variation, hvilket betyder at det ikke er vokalerne alene, der holder interessen fanget.
På ‘A Breath Is a Threat’ er der mere distortion på guitaren, mens får lov at sætte tonen i versene, over pumpende bas og trommer, mens der på ‘Depression’ dukker strygere op, og samtidig eksperimenteres rytmisk. Tempofyldt post-punk er der på ‘For Passing Only’, mens albummets to sidste numre, ‘Some Ending’ og ‘Curse All Law’ rammer en dunkelt hjemsøgende nerve. Især ‘Curse All Law’, hvor vokalerne zig-zagger ind og ud mellem hinanden, har et specielt udtryk. Stemningen undervejs på End of History minder mig ind i mellem om Radiohead anno Hail to the Thief og emmer af den samme blanding af indignation og desperation. Hvor meget post-punk har et mere køligt og distanceret udtryk, er de to vokalisters udtryk mere følelsesladet, mens brugen af keyboard slægter et band som Wolf Parade på.
Det resulterer i et album, som måske ikke er ligefrem let at gå til, men som alligevel har klare melodiske kvaliteter, en god portion indignation og engagement, og en dystopisk kant. Det sniger End of History op på 5 stjerner i min optik, og en anbefaling om at tjekke svenskerne ud – de er vist stadig en relativt velbevaret hemmelighed, trods Rising-optræden og gode anmeldelser.
Du kan finde Könsforrädare på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach