Slaughter Beach spiller til trods for det noget makabre navn sfærisk guitar-pop á la beach house eller danske Figurines. Med den fem numre lange EP gør de en fin profil, hvor der er helt og aldeles styr på lyden, fremtoningen og udtrykket.
Der er ikke sparet på rumklangen eller andre effekter på hverken vokal, guitar eller trommer, men hvor det ofte kan blive irriterende, så formår Slaughter Beach at have en meget legende tilgang til musikken – den bliver endda til tider drilsk, som fx i nummeret “Introvert”, hvor der i flere bridges bygges op på guitaren – blot for at blive skruet ned igen netop som man tror, at “nu eksploderer det i rock”. Det er for øvrigt et rigtig, rigtig fint lille patetisk nummer, hvor der gøres fint brug af små melodiske synths, som sender tankerne mod tidlig Moi Caprice.
Bærende for Love / Venice er de stærke melodier i både sang og små licks. Eksempelvis i “Made-Up True Love”, som har en fin melodisk linje med et refrain, der minder ret meget om Ok Gos “The writing on the wall”, dog med en genretypisk lyd med både hints af otte-bits trommer og toppet guitar. Gad vide hvordan forsanger Nikolaj Westis (?) stemme lyder i virkeligheden uden de effekter?
Det er hele tiden lige ved at kamme over med effekter, men dog dygtigt styret, så der konstant ballanceres på kanten, hvilket gør numrene mere interessante at høre på, end hvis det var ‘played safe’.
Rock-lytteren i mig må jo indrømme, at jeg gerne havde hørt dem gå all in på at åbne en portal til helvede, når der bygges op til rock og så netop tages gassen af. Men jeg må også anerkende, at det er pisse godt tænkt at nøjes med at pirre. Slaughter Beach mestrer både det patetiske og det mere radiovenlige pop og er for så vidt sin egen som spillende sig ind i en efterhånden lang bølge af sfærisk pop – findes der noget, der hedder shoegaze-pop?
Der er netop nok detaljer i musikken til, at man vil glæde sig over at høre det i radioen blandt mere simpel, ligefrem pop. Og der er kvalitet nok på melodierne til at det rent faktisk har en mulighed for at blive spillet i radioen. Men samtidig når vi ikke derop, hvor jeg vil hive pladen frem, når der kommer gæster; det er mere sådan noget musik, der gør sig godt i radioen eller på en café i baggrunden – og fred være med det!
Der er en lysende fremtid for Slaughter Beach, som er et band der både kan lave lyd og melodi. Måske handicappes de her af at jeg ikke er den helt store fan af netop denne efterhånden lange bølge af sfæriske guitar-pop bands.
Men jeg må anerkende deres kvaliteter og give dem fire stjerner for en veludført EP!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Slaughter Beach på Facebook
