Savner du nogle gange den der ligefremme, melodiske rock, hvor guitaren får lov at sætte dagsordenen, der er en forsanger, der kan svinge stemmebåndet og innovation er lig med “åh-åh” og “uh-uh”-kor? Så vil du nok blive rigtig gode venner med aarhusianske The White Dominos.
Der var et eller andet, der umiddelbart slog mig første gang jeg lyttede til On To Something, og først kunne jeg ikke helt få artikuleret hvad det var. Men efter flere lyt blandet ind i mellem nogle af de andre anmeldelser i bunken, så tror jeg, at jeg nåede frem til, at det faktisk er relativt sjældent at vi (eller i hvert fald jeg) får den her type rock til anmeldelse. Måske er den en kende umoderne, eller måske sender de bands, der spiller den, deres udgivelser andre steder hen. Men på en måde, så var det som om jeg havde savnet den. Ikke fordi The White Dominos er topmålet af musikalsk innovation, nærmest tværtimod. Men det er godt rockhåndværk.
Vi skal lige ud af rocklandevejen på åbneren ‘On To Something’, hvor The White Dominos hurtigt får spillet lidt med både guitar- og vokalmuskler. Jonas Sharpe’s lyse vokal har en god spændvidde og klang, og den er et godt trækplaster for bandet, og samtidig er de ikke blege for at bruge catchy uh-uh-kor og lige give den gas med lidt storladenhed undervejs.
Vi ruller videre afsted med lidt mere rå kant på ‘Like a Ghost’, som dog også kan være med på uh-uh-kor i omkvædet, som også er virkelig velfungerende. Man kan ikke helt lade være med at nynne med, og samtidig er rytmen også særdeles trampevenlig – den har da også været i omløb som single forud. Men det kunne alle numrene på EP’en her egentlig have været, for også ‘Riding in a Storm’ har den der gennemløbende melodiøsitet, som er med til at gøre The White Dominos til et seriøst lyttevenligt bekendtskab. Her er tempoet i en del af nummeret lidt lavere, men der ligger stadig en rastløs energi under det hele. Samtidig overbeviser guitararbejdet (af Sharpe og Daniel Potts) hele vejen igennem og leverer fine variationer undervejs. Rytmesektionen, i form af Magnus Gaardbo og Mads Beck Hansen, er der absolut heller ikke noget at udsætte på.
Glimrende guitararbejde indleder ‘This Far’, hvor Sharpe åbner med et “uuuh-uh-uuh, I’m a man//I need freedom”, og så er man egentlig klar til at svinge luftguitaren og synge med. Selv om resten af nummeret måske ikke helt lever op til den stærke indledning, så er det stadig godt – og man må overgive sig til The White Dominos’ evne til at skrive fængende rocksange og udføre dem uden det kammer over i kliché eller kommer til at lyde som forbillederne, som formentlig er at finde blandt slut-60’erne og 70’ernes store rockbands.
Et mere nedbarberet udtryk får vi indledningsvis på lukkeren ‘Only Light’, hvor guitar og vokal starter alene i lydbilledet, inden der bygges på med korstemmer og de øvrige instrumenter. Skulle man rette et kritikpunkt mod EP’en, så er det, at The White Dominos måske skal passe på med ikke at overforbruge deres trumfkort – de der fængende korstykker bliver sneget ind på alle numrene. Det glider nu egentlig fint ned når der er tale om 5 numre, også fordi korarbejdet varieres, og spiller op mod Sharpe’s vokal, som på ‘Only Light’ får lov at folde sig rigtig meget ud. Og kan bære det.
Det er et rigtig stærkt EP-udspil, The White Dominos har kreeret – de er helt bestemt On To Something. Bandet har i øvrigt allerede været særdeles aktive på live-fronten, så der kunne sagtens ligge et lille gennembrud og vente om hjørnet – især hvis andre, som jeg, måske uden at vide det, har gået og savnet melodisk rock af den gamle skole. Jeg hiver fem klare stjerner frem og satser på at fange bandet live inden de slår alt for bredt igennem.
Du kan finde The White Dominos (og deres tourdatoer) på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
