Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Coco Moon: Marble Mouth ★★★★☆☆

Coco Moon: Marble Mouth ★★★★☆☆

2341
0

Coco Moon er tilbage med album nummer 2, hvor de trækker veksler på alt fra trip hop, industrial og soul i et overordnet mørkt, poppet univers. Marble Mouth er et sammenhængende og spændende værk, der måske lige mangler det sidste for at blæse en bagover.

Efter deres anmelderroste og selvbetitlede debut i 2010 er Coco Moon nu tilbage med en stærk og spændende opfølger. Hvor den første plade havde et meget klart pop-udtryk, er man allerede ved første nummer, “Manic Decay”, inde i en helt anden verden på Marble Mouth.

Det er en langt mere klaustrofobisk, ‘tæt’ men til tider også luftig lyd, der baseres på repetitive riffs og ”kold” rumklang. “Manic Decay” drives stærkt frem af et vildt orgel og en pumpende bas samt energiske trommer. Forrest står Nana Odderskærs fine vokal fint frem og svæver fint over det energiske, maskinelle underlag.

Den maskinelle bund er gennemgående på hele pladen, hvilket skaber et fint drive og er fint varieret både i lyd og feel. Oven over den drevne bas og trommerne ligger en sfærisk guitar, og endnu over dette den dygtigt udførte vokal Det hænger skide godt sammen!

Hvor netop vokalen til tider er i risiko for at blive for soulet, så vendes der konstant tilbage til fine små melodi-licks. Det virker velproduceret og gennemført. Og at den er understøttet af en mandevokal adskillige oktaver under flere sted skaber netop også en resonans, det ikke er sikkert den havde kunnet bære alene.

Visse numre er så maskinelle, at de tåler sammenligning med Vampire State Building (især “kVp”), mens andre er mere melodiske (fx førstesinglen “On a Line”, “Up for You” og “Bodies”),  mens et nummer som “Marble Mouth” med sit enerverende tema og dovne vokalføring næsten trækker i retning af Speaker Bite Me. Der er – med andre ord – stor, stor bredde på pladen, men det formås alligevel at holde en rød tråd i kraft af den stramme form og især vokalen.

Coco Moon fornægter sig ikke som pop-band, og teksterne følger måske ikke helt med den stemning og sfæriske lyd, der er etableret på pladen. Men det er nok også forkert at anskue Marble Mouth som andet end en form for ‘dark pop’.

Der er lånt fra trip hop, industrial, soul og sikkert også en masse andre genrer – men i den sidste ende opererer pladen i den mere poppede ende af genre-skalaen. Fejler pop så, hvis det ikke er melodisk, men endda kan være lidt enerverende (som titelnummeret)? Overhovedet ikke.

Det er spændende musik, og noget jeg nemt vil kunne finde frem, hvis jeg synes at Portishead måske er lige dramatisk nok. For der trækkes på samme hammel som Bristol-gruppen.

Jeg ville i virkeligheden ønske, at der var flere bands der i samme grad som Coco Moon var så bevidste om deres lyd. Men så igen: Nogle gange skal der også noget mere kaotisk til.

I den sidste ende er Marble Mouth en plade, jeg bestemt vil finde frem igen – men da den ikke blæser mig ud af stolen, må jeg kvittere med fire store stjerner.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg Coco Moon på Facebook

Previous articleEmma Acs – Magnetic Field – 1/10 – 2015
Next article5 udvalgte koncerter i København, uge 40

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.