Home Artikler GFR Anbefaler: The Entrepreneurs (inklusiv Q&A)

GFR Anbefaler: The Entrepreneurs (inklusiv Q&A)

2210
0

I denne omgang af GFR anbefaler stiller vi lidt skarpt på bandet The Entrepreneurs, der trods at de kun har udsendt et par singler, allerede har godt med vind i sejlene. Det er blandt andet blevet til koncerter på Spot, Roskilde Rising og Uhørt Festival, og nu er bandet på vej i studiet og har en koncert i Lille Vega i sigte. Som afrunding på det hele har vi en lille Q&A session med bandet.

Jeg indrømmer gerne, at jeg var noget skeptisk da The Entrepreneurs i foråret og hen over sommeren begyndte at poppe op i diverse musikmedier, uden rigtig at have udsendt andet end videoerne/singlerne “Brutal Summer” og “It Strikes Again, Love”. Var det nu endnu et af de der for tidligt hypede bands, der på grund af gode forbindelser i branchen overhalede indenom og kom lidt for hurtigt til fadet?

Gennemlytningen af disse 2 numre fik måske ikke lige denne skepsis til at forsvinde helt, men jeg kunne dog godt høre, at der måske var noget at hægte denne hype op på. Det var dog først da jeg overværede deres glimrende koncert på Roskilde Rising, at jeg for alvor blev omvendt – det her var fandeme godt og al omtalen der var gået forud værd!

“Styrken ligger i forbilledlig timing, sans for opbygning og meget overbevisende dosering af virkemidler, hængt op på numre der både virkede genkendelige og helt friske. Støjrockens drømmende og længselsfulde guitarflader gik hånd i hånd med labert eksekverede omkvæd og rytmer der bare var meget vanskelige at modstå…..

….. The Entreprenuers har umiddelbart “hele pakken”, styr på deres stil og lyd, kan appellere nogenlunde bredt og udenfor en snæver niche eller tillukket undergrund, men uden at miste kant og virke for mainstream”.  5 stjerner måtte der op af lommen for den koncert, som du kan læse mere om i HER

Indtrykket af et selvsikkert, men stadig laid back og ikke tilnærmelsesvist arrogant band, blev kun forstærket da vi mødtes med duoen (officielt en duo, uofficielt en trio) i Backstage Village (som det så fint hedder) et par dage senere på Roskilde Festival. Her kredsede snakken om kombinationen af held og hårdt arbejde der skal til for at bryde igennem lydmuren, deres baggrund og rødder i det nordjyske og naturligvis den veloverståede Rising koncert og hele den oplevelse og virakken der følger med  Det interview kan du læse HER

Nu er bandet altså på vej i studiet for (endelig), at få materialet ned på bånd og senere ud i den vide verden. Inden de forsvinder ind i studiets mørke, så giver de en sidste koncert, nemlig i Lille Vega, fredag d. 16/10, hvor de i øvrigt har særdeles kompetent selskab/opvarmning med i form af Fribytterdrømme.

I den forbindelse har vi sendt The Entrepreneurs en lille bunke mere eller mindre utraditionelle spørgsmål, i hvert fald i forhold til hvad vi plejer at spørge musikere om her på siden – for lige som at ryste posen lidt og (forhåbentlig) vise en lidt anden side af bandet, end den vi oplevede på Roskilde.

Inden vi giver ordet til Anders Hvass (backing vokal/guitar) fra The Entrepreneurs og, nå ja, os selv, så lyder opfordringen og anbefalingen herfra: tjek dem ud, tro på hypen og smut i Lille Vega inden de her gutter muligvis stikker af og bliver endnu større!

Danmarks bedste pladebutik er?

Route 66 er den vi har frekventeret mest. Da Mathias og jeg boede i Aarhus var der ikke så mange muligheder, så det var altid Route 66 valget faldt. De har nogle skønne nørdede mennesker bag disken, så man altid kan få en fed historie eller to om nogle legendariske plader.

Hvis I kunne vælge et dansk band der skulle gendannes, og indspille nyt, hvem ville I så pege på?

Mathias og jeg hørte en del Figurines i gymnasie tiden, og de var et af de bands der inspirerede os. De havde et finurligt, skævt og nyskabende univers som kunne være sjov at stifte bekendtskab med igen.

Hvad er den bedste koncertoplevelse I har haft i år?

Jeg tror at vi alle havde det mega fedt med Paul McCartney på Roskilde i år. Derudover var der også War On Drugs og St. Vincent som var helt fantastisk. Den mest magiske oplevelse var dog nok Nick Cave i DR’s koncertsal. Den koncert var en af de mest hypnotiserende musikoplevelser vi har oplevet.

I er DJ’s for en aften, hvor I skal overbevise festdeltagerne om jeres gode smag. Hvilke 5 numre lægger i ud med?

1. New Order – Age of Consent
2. David Bowie – China Girl
3. Lionel Richie – Dancing On the Ceiling
4. Darude – Sandstorm
5. Gnags – Mr Swing King

Et rock ‘n roll måltid består naturligvis af?

Vi, som band, er en egentlig glad for et lidt let, vellavet måltid inden vi skal på scenen. Det er så ubehageligt at være hel tung i maven når man skal op og bruge alt sin energi på scenen. Så vi sætter altid pris på et godt hjemmelavet måltid når vi på tour. Især da man får rigtig meget skod mad rundt omkring på de danske landeveje.

For at være en Entrepreneur skal man være?

Afslappet, men med en gemt latent energi der kan eksplodere pludseligt! Vi er nogle ret rolige fyre bagved scenen, der elsker at stå foran et publikum hvor vi kan kaste alt den energi vi har i kroppen efter dem. Derudover skal man nok også være lidt af en musiknørd med hang til god støj.

Hvis jeg gerne vil høre et album med The Entrepreneurs, hvor lang tid skal jeg så vente?

Indtil foråret. Der udkommer vores debut EP.

Og så må vi jo vente på det og “nøjes” med en sidste koncert inden!

Kig forbi bandet på Facebook.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jonas Bang

Previous articleThe Vision Ablaze – Under The Killing Moon – 6/10 – 2015
Next articleThe Courettes: Here are The Courettes ★★★☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.