Canadiske We Hunt Buffalo har begået et tungt, fuzz-rockende album med bunker af fede riffs. Samtidig er albummet både varieret og velskrevet, med tråde tilbage til 70’ernes rockscene, men også til en række nutidige kolleger.
Skal vi kigge på de nutidige sammenligninger så kan vi starte ved ørken-rocken, der er væltet ud af USA med blandt andre bannerførende Kyuss, Queens of the Stone Age, Red Fang og til dels også Mastodon. We Hunt Buffalo hiver en del af deres lyd herfra, men det, der også gør at de adskiller sig fra de førnævnte i større eller mindre grad, er at der også kommer psykedelisk rockede elementer ind flere steder undervejs, samtidig med at der også er noget næsten klassisk rocket over sangskrivningen et par steder undervejs. Den instrumentale åbner ‘Ragnarok’ lader langsomt buldre op, inden ‘Back to the River’ øjeblikkeligt overbeviser som første egentlige sang.
We Hunt Buffalo er kun tre mand, men lyden er tung og fyldig, bas og trommer brager igennem, mens guitarriffene smækkes afsted med præcision og overskud. Samtidig er der gjort noget ud af vokalsporene, som får plads, uden at tage fokus. På ‘Back to the River’ lyder det som Tool omkring Lateralus og 10,000 Days, der spiller ørken-rock. Det er ikke så ringe, sagt på godt jysk. Det er massivt, men samtidig luftigt og let til bens, og gennemført velspillet.
Vi skal ud på prærien med ‘Prairie Oyster’, hvor vokalen indtager en mere hæst råbende karakter, og der i omkvædet arbejdes med flere vokaler med god effekt. Her har tempoet fået et nøk i vejret, og det er et mere koncentreret frontalt angreb på lyttelapperne. Den efterfølgende ‘Hold On’ lader det hele simre lidt og stemningen ændrer sig markant, og vokalen antager en mere skrøbelig og ængstelig karakter. Vi skal dog heller ikke her snydes for et heftigt riff, der sætter ind på omkvædet. Der er også godt med instrumentalt guf undervejs, men det er dog stadig et af albummets mindst gode numre i mine ører.
Det gør ‘Comatose’ op for med en haglstorm af trommeslag som indledning og herefter et tungt groovende rocknummer, der ikke ser sig tilbage. “I’ve been here before//I know I’ve seen this place//Over and over again”, synger forsanger og guitarist Ryan Forsythe, men det gør nu ikke noget at genbesøge ‘Comatose’ flere gange. Blandt andet fordi We Hunt Buffalo også kender begrænsningens kunst og ikke trækker numrene unødigt ud, og samtidig konstant smider instrumentale godbidder ind – her blandt andet en glimrende guitarsolo i slutningen.
Godt guitararbejde er der også indledningsvist (og hele vejen igennem) på ‘Fear’, der rammer et mere slentrende groove, indtil det tungt trampende omkvæd. På ‘The Barrens’ er guitarklangene rene, og det klinger lidt af 70’er rock, blandt andet også på grund af vokalen. Der kommer også godt med med fuzz undervejs, og kombinationen af forskellige virkemidler gør nummeret overvejende vellykket.
Også på ‘Looking Glass’ er der elementer der peger i en mere klassisk rocket retning, men der bliver også hurtigt hamret nogle stærke riffs af – nummeret kører i en quiet-loud-quiet-loud opbygning, som faktisk virker ganske forfriskende, blandt andet fordi de enkelte passager er rigtig gode i sig selv, og i kombination giver en ret fed helhed. Her er også noget orgel inde over, som giver et mere psykedelisk præg.
Albummet ender med ‘Walk Again’, hvor bassen indleder, men hurtigt suppleres af stærkt guitarspil. Igen er vi i den overvejende dæmpede ende af We Hunt Buffalo’s spektrum, og selv om de også mestrer det rigtig glimrende, så kunne jeg godt ønske mig en enkelt riffbasker på pladens anden halvdel. Det til trods, så er det stærkt album, We Hunt Buffalo har skruet sammen, og det vil formentlig tale til både fans af den mere psykedeliske rock, men også med fuzz-rockere med hang til amerikanske ørkenbands. 4 store stjerner herfra.
Besøg bandet på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
