Iron Maiden er aktuelle med deres 16. studiealbum, The Book Of Souls, der samtidig også er deres længste med en spilletid på over halvlanden time. Der skydes efter det episke, men alt for meget af spilletiden går med stilstand eller mangel på virkelig gode idéer, der kan retfærdiggøre den oppustede spilletid.
Helt symptomatisk for The Book Of Souls, og næsten lidt for sigende, så handler sidste nummer på albummet, den over 18 minutter lange “Empire Of The Clouds”, om verdens største luftskib og dets uundgåelige undergang (fordi selvfølgelig gør den det! Bruce Dickinson er jo ikke luftfarts geek for ingenting). En lang, storladen og episk fortælling, der næsten i sig selv bliver et symbol på The Book Of Souls og dens styrker og svagheder som helhed.
She’s the biggest vessel built by man, a giant of the skies
For all you unbelievers, the Titanic fits inside
Og ligesom Titanic så ender det, naturligvis, ikke videre godt for ballonskipperen og co… Selv om det egentlig er et af de numre som jeg synes fungerer bedst på The Book Of Souls, så er det svært ikke at se det nummer som Iron Maiden i en nøddeskal. I hvert fald som de præsenterer sig i 2015.
Det er opblæst, der sigtes mod himlen, ambitionerne er i top, der arbejdes ihærdigt for sagen (for Maiden lyder bestemt ikke uengagerede på albummet), der tænkes STORT, men det hele skygger for isbjerget forude, som ingen åbenbart har haft tid til at opdage.
Jeg synes ikke at Iron Maiden zeppelineren (for lige at vende tilbage til den) direkte crasher og bryder i brand på The Book Of Souls, der er spredte momenter med nok opdrift til at redde maskinen, men som lytter sidder man konstant med fornemmelsen af, at bandet virkelig kæmper for med at holde sangene i luften. De er, stort set uden undtagelser, for lange og for uopfindsomme til at det kan bære en spilletid på 92 minutter (!)
Det sagt, så når jeg egentlig, underligt nok, aldrig direkte at kede mig. Selv Maiden når de på samme tid er for meget og for lidt, er stadig en så velsmurt maskine, at det holder ens lyttemotor i gang. Så et band KAN faktisk gå i tomgang, uden at man selv som lytter står helt af – man bliver bare underligt indifferent overfor de bombastiske udskejelser.
Og inden denne anmeldelse også går helt i tomgang, må vi vel hellere slå op i The Book Of Souls og finde et par kapitler eller uddrag der er værd at dykke ned i. Åbneren, “If Eternity Should Fail”, er egentlig et ganske medrivende Maiden Classic nummer, når det først kommer i gang efter en lidt langtrukken intro. Intet nyt under solen, overhovedet, men solidt og fængende nok til at albummet i det mindste kommer ud af startblokken – men den varer over 8 minutter….
Den lidt mere trimmede “Death or Glory” er med sine 5 minutter og 13 sekunder mere overkommelig, det bruser egentlig fornuftigt fremad, men på den der måde hvor det hele virker lidt for sikkert og gennemtestet fra bandets side. Selv om de ikke lyder uinspirerede som sådan, så lyder de i hvert fald som om de kunne skrive stabile, men uspektakulære, numre som dette, i søvne. Og ditto for den heroiske tekst, der får en til at rulle lidt med øjnene.
Det er den over 13 minutter lange “The Red and The Black” også et fint eksempel på. Helt grundlæggende er det helt fint nummer, men det er også så arketypisk Iron Maiden og unødvendigt langt, at man kan undre sig lidt over at det kan holde dampen oppe i så mange minutter uden at de har tænkt, “okay, nu er den vist lang nok”. Der er grænser for hvor længe man gider storladne, nævepumpende “åh åh åh” sing-a-long kor, medmindre man står spritstiv på en mark et sted i provinsen med fadøl i skægget. Formlen fungere unægteligt, men i langt over 10 minutter?
Okay, inden jeg blot gentager pointen lige så meget som Bruce Dickinson og medsammensvorne selv, så lad os slå lidt ned på steder, hvor The Book Of Souls for alvor kommer i problemer – ud over spilletiden. For det er en lang plade jo (eller dobbelt album er det jo ret beset), hvis I ikke lige havde fanget det.
Luftkaptajn Dickinson har sgu’ selv periodevis lidt problemer med opdriften, ja, manden har lige været igennem en behandling for kræft i tungen (heldigvis med positive resultater), men sygdom eller ej (om det overhovedet spiller ind aner jeg ikke), den markante og tidligere så kraftfulde vokal mister desværre noget pondus hist og her. På “Speed Of Light” (der startes med lidt fræk koklokke) lyder den kort og godt anstrengt og slidt, men værre er det på et nummer som “The Great Unknown”.
Musikalsk kører det på sikre, lidt for lige og små-rustne, jernskinner, men for pokker Master Bruce kommer galt af sted når han giver den pressede stemmepragt fuld kul. Det lyder kort og godt skrækkeligt og skærer voldsomt i ørerne. Det er næsten synd, for det er jo formodentlig en behjertet indsats der ligger bagved, og ønsket om at give den alt hvad den kan trække. Der er flere spredte eksempler i løbet af The Book Of Souls, hvor vokalkæden hopper af, men det her er nok det grelleste eksempel. Det var så liiiige over grænsen, Bruce!
Et godt stykke inde i “Empire Of The Clouds” er der et langt instrumentalstykke, hvor alle instrumenterne efter sigende spiller SOS i morsekode. Det er så over the top og Maiden’sk, at man trods et bredt smil og hovedrysten ikke kan andet end elske dem for det. Men samtidig også lettere ironisk fordi bandet selv ikke opdager, at de er på kollisionskurs med deres egen overdrevne ambitioner på albummet. Eftersom de ikke hedder Irony Maiden (HA!), så giver det vel et eller andet god mening at de ikke ejer den slags selverkendelse.
Er du mega Maiden fan findes der muligvis ikke sådan en ting som for meget Iron Maiden, for os andre er The Book Of Souls en noget udmattende oplevelse at tygge sig igennem. Er det mangel på selvkontrol eller mangel på vilje til at skære fra og redigere i bogen? Måske er det netop helt med vilje, og en overlagt reaktion mod en tid, og en musikbranche, hvor det hele skal gå meget hurtigt, og man skal hurtigt videre?
Iron Maiden sigter muligvis efter fordybelse og at man skal give sig tid og hen til at dykke ned i denne murstensroman. Så er det bare en forbandet skam at den ikke er mere velskrevet og at indholdet ikke er mere givende og tiden og besværet værd.
Af Ken Damgaard Thomsen
