Montage Of Heck er den meget anmelderroste dokumentar om Kurt Cobain, hvis helt store salgsargument og scoop har været hidtil uhørt adgang til privatoptagelser af Nirvana frontmanden. Helt privat og tæt på, men giver det nødvendigvis en god musikdokumentar?
Montage Of Heck er lige så meget, hvis ikke mere, en biografi af personen Kurt Cobain, end en egentlig musikdokumentar. Musikken, og Cobains øvrige kunst hvilket inkluderer malerier, tegninger, skitser og kortfilm m.m., er hele tiden til stede, lurer i baggrunden, eller bruges til at væve og holde fortællingen sammen. Men det primære fokus er ikke Nirvana, pladerne eller musikken, men mennesket og myten Cobain.
Så hvis du forventer, eller ønsker, en dybdegående analyse og diskussion af Nirvana’s musikalske output, så er det her ikke den rette film for dig. Historien om starten i punken, overgangen til Bleach og indspilningen for 600 dollars, til det store gennembrud med Nevermind har da også været fortalt så mange gange, at det virker overflødigt. Den del af Cobains liv er tydeligvis ikke hvad der har interesseret instruktør Brett Morgen mest.
Han vil ind under huden på manden Cobain, pille myten fra hinanden og se hvad der gemte sig inde bagved Grunge-facaden. Hvad fik manden og kunstneren til at tikke, hvordan blev den ønskede, elskede og livsglade lille dreng vi ser i en række smalfilmsoptagelser i begyndelsen af den 2 timer lange film, til en selvdestruktiv verdensstjerne, “talsmand for en generation”, der kastede sig ud i et massivt heroin misbrug? Og slutteligt blæste knoppen af sig selv, da heroinen ikke kunne give fred og dulme smerten (den fysiske og psykiske).
På overfladen er det en klassisk historie, her fortalt igennem en masse filmklip, montager og interviews med familie og venner, hvor vi jo kender den tragiske udgang på det hele. Det kunne godt ødelægge spændingskurven lidt, man kender jo slutningen. Men Morgen slipper alligevel af sted med at fortælle historien, og slutningen, vi alle kender, på en lidt overraskende måde. Ved ikke at fortælle den. Der kommer blot en tekst op med hard facts om at han skød sig selv d. 5/4-94. Selve historien i filmen slutter en måned tidligere i Rom, med det sagnomspundne “selvmordsforsøg/uheld/overdosis”.
Hvad der egentlig skete på det hotelværelse i Rom får vi nok aldrig helt at vide. I Montage Of Heck får at vide at han i følge Courtney Love slugte 67 rohypnoler, fordi han kunne fornemme, at hun i et svagt øjeblik havde overvejet at være ham utro. I andre udgaver af historien tog de begge en shitload heroin, og der findes sikkert andre varianter?
Det er egentlig heller ikke pointen, men en del af både fordelen og ulempen ved Montage Of Heck som historisk dokument. Du får ikke rigtig noget nyt at vide, det er stadig svært at skelne mellem fantasi, virkelighed, løgn, sandheden, ønsketænkning eller bare dårlig hukommelse hos de involverede parter. På den måde kommer der hverken noget decideret nyt på bordet, eller noget man bare kan tage for gode varer, eller den ultimative sandhed om Cobain. Menneske og myte.
Myten og den klassiske fortælling om at komme fra ingenting og få hele verden, men ikke være klar til det. At ønske succesen og hungre efter anerkendelsen, men hade den og føle det hele er falsk når den kommer. Og så det uundgåelige endeligt og den eneste mulige udgang. Det er så klassisk en historie, at det nærmer sig en kliché – ud over at det her altså ER en sand historie. Men en der er mere kompliceret end som så.
Den fortælling, som du forresten kan læse mere udførligt om i Heavier Than Heaven af Charles R. Cross (måske stadig den ultimative Cobain bog), er gennemtærsket til døde (beklager udtrykket). Efter filmen er færdig, er man stadig lige så meget i tvivl om hvad Cobain egentlig tænkte og følte inderst inde. Hvad der var sandheden i alle de nu legendariske fortællinger om hans opvækst, skrøner, selvmytologisering, selviscenesættelse – hvor stoppede og begyndte mennesket Kurt og hvor tog ikonet Cobain over? Vidste han det selv? Og hvis ja, ville han dele netop DET med verden?
Men det er måske også en del af pointen? At du netop ikke KAN adskille de to længere, selvom Morgen virkelig prøver at grave i arkivet (bogstaveligt talt) og finde frem til en form for svar. Om han reelt selv troede på det projekt inden er svært at sige, han ender da heller ikke med at komme med et direkte bud, men lader mere og mere billedsiden tale for sig selv som Cobain’s liv og karriere skrider frem. Det er også her filmen svigter sit narrativ og præmis en lille smule.
Som film er Montage Of Heck de første 70-80 minutter enormt godt skruet sammen, men mod slut går der lidt filmkavalakade i den, hvor Morgen synes lidt for begejstret over at han kan vise os helt intime optagelser af Kurt og Courtney, der helt eller delvis afklædte, fjoller rundt, leger med og foran kameraet, laver små sketches eller virker doped out of their minds. Det er også her man får den lidt kontroversielle scene, hvor en tydeligt heroinpåvirket Kurt skal holde lille baby Frances, mens Courtney prøver at klippe hende?!
Det er meget privat, det er helt tæt på, det er et sørgeligt syn, men også et fyldt med varme, hvor man kan se at de 2 messed up junkier virkelig elskede hinanden, og forsøgte det bedste de kunne at passe på det barn. Endnu et ønskebarn.
Morgen lader mest bare filmen rulle her, og det er da også lidt af et scoop at komme så tæt på. Men egentlig også lidt uinteressant og føles en smule forkert? Det var jo ALDRIG hensigten at nogen skulle se de optagelser, og da slet ikke den brede offentlighed Cobain på dette tidspunkt nærmest var på flugt fra. Forfærdet og fyldt med foragt overfor sin egen succes. I Hate Myself And I Want To Die…
Kommer man sig over, at det virker noget invaderende og krænkende, det man sidder og glor på (men Courtney har trods alt sagt ja), så er det rent filmisk lidt tørt i forhold til resten af den visuelt imponerende film. Det største salgsargument for folk der i forvejen mener de kender denne historie, er nemlig billedsiden, den forrygende klipning af både lyd og billeder og brugen af Nirvana’s kendte musik på en lidt ny måde.
Montage Of Heck er, indtil der går lidt hjemmevideo session i den, et visuelt festfyrværkeri, hvor citater fra Cobains berømte dagbøger, hans kortfilm, klip fra hvad der virker som tilfældige tv-udsendelser, hans kunst, tegninger, figurer, sangtekster og ind i mellem flotte animationsfilm lavet til filmen for at illustrere visse dele af Kurt’s historie, flettes sammen til netop en “montage” – eller en form for flydende, flimrende og virkelig flot og virkningsfuld collage. Tilsat en lydside der består af Nirvana-numre i kendte og mindre kendte versioner og udgaver, blandt andet en bevægende og åndeløs smuk instrumental version af “All Apologies”.
Var manden og myten Kurt Cobain virkelig en, der endte med at kæmpe imod det han så inderligt ønskede sig og ødelægge det hele? Var medierne med til at bygge ham op, udelukkende for at rive ham ned igen da de havde brug for en martyr? Var det blot som Krist Novoselic konstaterer på et tidspunkt, “Jeg var heldig bare at have øl og vin – Kurt havde heroin”? Er historien om Kurt Cobain bare en typisk fortælling om en sølle junkie, der ikke var stærk nok til denne verden og tog the easy way out?
Montage Of Heck prøver ikke at komme med et endegyldigt bud, den lægger fakta (eller en udgave af dem i hvert fald) frem. Dømmer ikke, peger ikke fingre, ophøjer ikke Cobain, hverken manden eller myten, til en form for helgen. Adgangen til nøglepersoner i Kurt’s liv og den fremragende tekniske side af filmen er med til at give det sidste løft. Historien har vi hørt fortalt mange gange før, men nok aldrig så flot eksekveret og “tæt på”.
“I feel like people want me to die… it will be the classic rock ‘n roll story”, Kurt Cobain.
Af Ken Damgaard Thomsen