Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Skalkeskjul: Hopladi & Gemmeleg (EP) ★★★★☆☆

Skalkeskjul: Hopladi & Gemmeleg (EP) ★★★★☆☆

2477
0

Dansksproget Madchester-beat, kunne man godt definere Skalkeskjul som. De to Kolding-drenge, Alexander Mahaffy og Magnus Søgaard står bag projektet, og de har bakset en forfriskende flabet omgang rockbastard-gryderet sammen. 

I pressematerialet nævner bandet selv Madchester og britisk punk som inspirationen til indspilningerne af EP’en, som blev indspillet tilbage i februar, men altså først officielt udgives nu. Det med punken kan man mest fornemme i vokalen, som er helt fremme i lydbilledet, og attituden, som har rockflabethed og fandenivoldskhed a la (tør man sige det?) Eik Skaløe og en mængde andre unge rockikoner både indenlands og udenlands. Netop dansk rock, som den lød i slut 60’erne og start 70’erne, med relativt enkle rytmer og melodier og en markant vokal, er et tredje referencepunkt for Skalkeskjul.

‘Hopladi’ går direkte i fjæset på lytteren med pågående vokal (næsten for pågående for min smag), og anmassende rytme, der nok skal gøre sig godt i live-sammenhæng, men kommer til at virke en tand for forceret her. Det er også som om balancen mellem vokalen og instrumenterne heller ikke er helt på plads, og det giver et lidt vel kantet udtryk, selv om man med det samme også får en god fornemmelse af Skalkeskjul’s kvaliteter.

De kvaliteter udfolder sig for alvor ‘Søndag eftermiddag’, der med sit mere tilbagelænede groove, sidder lige i øjet. Det er ikke fordi det er indviklet, det Skalkeskjul gør, men her er det bare virkelig effektivt og velfungerende skruet sammen. “Længere ned ad gaden på en fancy cocktailbar//Loungemusik i øret mens natten strækker ud//Gårsdagens natmad kommer tættere på//Mens nattens fire vægge sætter tankerne i sort” – det lyder som en god gang tømmermænd, der skal bearbejdes på søndag eftermiddags slentretur.

Endnu mere tilbagelænet bliver det på ‘Samme sted’, der dasker afsted på rustikt akustisk guitarspil og chillede trommer, svøbt ind i diskrete elektriske guitarriffs og noget, der lyder som et halvskævt hammondorgel. Her er også et diskret uh-uuh-kor, der lurer i baggrunden, og selv om det kredser lidt for meget om samme sted og sangen måske ender med at stå lidt for meget i stampe.

I sidste ende er ‘Nattekompas’ nok min favorit på EP’en sammen med ‘Søndag eftermiddag’, for her er det som om Skalkeskjul rammer balancen mellem de forskellige input og har fået skruet et nummer sammen, der både er dynamisk, varieret og fængende – her synes jeg også at Skalkeskjuls poetisk-konkrete tekster rammer et godt niveau. “Mørket er livligt men vi holder fast//Finder kun vej med dit nattekompas//Forhaster intet men løber så stærkt//At vi lever for evigt til vi stopper op”, lyder omkvædet for eksempel. Det er ikke altid teksterne rammer samme niveau, og det kunne være et fremtidigt indsatsområde for bandet, når de er blevet mere sammenrystede og har fået endnu mere styr på retningen.

EP’en afsluttes med ‘Danser videre’, hvor guitaren hugger afsted som noget fra ‘Hip’, orglet svæver rundt, og man får løst til at lufttromme med på den simple, men effektive rytme, der driver nummeret fremad. Det er slet ikke så ringe, og man bliver hurtigt smittet af den umiskendelige energi, der er tilstede. Det gælder for så vidt hele vejen gennem EP’en, for der er fart over feltet hos Skalkeskjul, der trods at der skal slibes hjørner hist og her, er et forfriskende, upoleret og spændende bekendtskab, som man godt kan forvente sig endnu mere af på næste udgivelse. For første omgang hiver jeg 4 solide stjerner frem.

Tjek Skalkeskjul ud på facebook, hvor du også kan tjekke bandets kommende koncerter. Bandet har samlet links til de forskellige streamingtjenester hvor du kan finde udgivelsen HER.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleBon Jovi – Wanted Dead Or Alive – 11/9 – 2015
Next articleSavage Machine: Old School heavy metal, ikke så meget pjat der!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.