Mark Lanegan er lidt af et ikon i den tunge, mørke ende af rockscenen. Han slog først igennem som forsanger i Screaming Trees, og har sideløbende udgivet soloplader, og efter Screaming Trees tiden har han blandt andet sunget i Queens of the Stone Age, lagt vokal til 2 albums fra Soulsavers, gæstet vennen Greg Dulli’s Twilight Singers, og i samarbejde med samme Dulli formet The Gutter Twins, der udgav et glimrende album i 2008. Der er også blevet tid til at udgive albums sammen med Isobel Campbell, og flere andre gæsteoptrædender.
Men nu er Lanegan altså klar med nyt solomateriale igen. Titlen ‘Blues Funeral’ tegner lovende, og åbningsnummeret, The Gravediggers Song, er en tung satan af en rocksang, der sparker albummet i gang på behørig vis og løfter forventningerne til resten af løjerne endnu mere. Den ruller afsted midt på rockvejen som en Hummer. ‘Bleeding Muddy Water’ holder niveauet, men sætter tempoet ned, så vi nu halter afsted med Mark langs en af Louisianas langsomt flydende grågrøngrumsede floder. Den har en soulet, og let foruroligende stemning, som om der ligger noget under vandoverfladen og lurer.
Tredje nummer, ‘Grey Goes Black’ er en ganske catchy sag med en eksperimenterende rytmebund, der snildt kunne snige sig ind på playlisten på en trendy café en fredag aften. Faktisk indeholder ‘Blues Funeral’ mange numre, der er lettilgængelige og hurtigt sætter sig fast i hukommelsen. På ‘St. Louis Elegy’ hjælper Greg Dulli til på en slags moderne sydstatsblues, der bæres af Lanegans vokal, der messer om druk, fortabelse og død. ‘These tears are liquor and I’ve drunk myself sick’.
‘Riot in my House’ viser Lanegan fra den rockede side og igen er det ganske catchy, med et godt groove, mens Josh Homme får lov at boltre sig på guitar. På 6.nummer, ‘Ode to Sad Disco’ får vi Lanegan i kølig disko-udgave (!). Nummeret fungerer som sådan ok, men det er ikke lige min kop the. Den efterfølges af ‘Phantasmagoria Blues’, en sumpet ballade, der slæber sig afsted, og mest holder min interesse fanget på grund af den dystre tekst.
‘Quiver Syndrome’ rocker, med samples og uh-uh kor, og er også helt klar til radioen. ‘Harborview Hospital’ er også i den lyttevenlige og samplede ende, mens der på ‘Leviathan’ bydes på mørkere stemning, hvor døden lurer i skyggerne og Mark beder en bøn for os. På ‘Deep Black Vanishing Train’ rasper Lanegan befriende, med stemmen tunet ind på mørkets frekvens. Her virker det til at der er mere på spil i vokalen, end på mange af de andre numre på albummet, hvor Lanegan sådan set synger glimrende, men det er som om det er lidt tilbageholdende og køligt. Mandens stemme er en fantastisk baryton og det lyder godt næsten uanset hvad han synger – men det virker nu engang bare bedst når der er noget på spil.
Albummet afsluttes med den lidt langtrukne ‘Tiny Grain of Truth’, som godt kunne minde om afslutteren på PJ Harveys ‘Let England Shake’.
Alt i alt er det et ganske varieret og solidt album Mark Lanegan og kumpaner har strikket sammen. Der er elementer der samler de musikalske retninger Lanegan har stukket i de senere år, med afsøgninger i electronica, rock, blues og soul. Men jeg savner det der var på spil i samarbejdet med Dulli i Gutter Twins, hvor Lanegans mørkemandsvokal spiller op mod Dullis lysere, soulede stemme. På ‘Blues Funeral’ strækker Lanegan sig selv over det soulede, den regulære rockvokal, og ind i mellem får vi lov at glimte mørket, når hans stemme for alvor får lov at udfolde sig. Det måtte der godt være mere af – mørket. Dæmonerne træder godt nok frem i teksterne, som selv på de mest radiovenlige tracks er dystre og fyldte med billeder af død, forfald og fortabelse, men jeg ville gerne have mere Gravediggers Song, St. Louis Elegy og Deep Black Vanishing Train, og mindre radiovenlighed. Derfor lander vi på 4 stjerner – og en anbefaling, for der er masser af gode stunder undervejs.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
