Interview: Danske Strangers on a Train er aktuelle med albummet The Doghouse Suite, en slags konceptplade der handler om “et bordel, hvor de prostituerede er purunge mænd og klienterne er dekadente, ældre kvinder”. Musikalsk blander bandet alle mulige genrer som cabaret, sømandsviser, balkan og tango, tilsat de dekadente fortællinger. Vi har fået os en snak med bandet om hvad det hele går ud på.
Jeg var selv meget begejstret for The Doghouse Suite da jeg tildelte det 5 stjerner i begyndelsen af august, hvor det spraglede musikalske kludetæppe sammen med lyrikken får skabt et lummert, uhumsk, sveddryppende, depraveret, tillokkende og medrivende univers. Men hvad gemmer der sig bagved det hele?
I har taget navn efter Alfred Hitchcock’s film Strangers On a Train fra 1951, kort og godt – hvordan opstod den idé?
Til at starte med hed vi Wine. Det lød dog lidt for meget som “whine”, så efter en del jokes omkring hvor vidt vi spillede emo besluttede vi at finde et nyt navn. Frederik er lidt af en filmnørd, så vi brainstormede over filmtitler. Vi endte på Strangers on a Train. Det lød fedt, og sagde ikke for meget om hvilken type musik vi spillede.
Det sidste var vigtigt fordi vi på daværende tidspunkt ikke havde fundet helt ud af hvad vi ville spille. Set i bakspejlet kunne De Syv Samuraier egentlig have været et ganske fedt, omend lidt forvirrende bandnavn.
Nu vi er ved starten, I blev dannet i 2011, kan I fortælle lidt om bandets opstående og jeres baggrund?
Frederik og Mikael havde lavet musik sammen i mange år, i forskellige bands og projekter blandt andet Skizofren-rockbandet Adrenochrome og det mere Tom Waits-ede Chinese Naked Dog.
Vi ville prøve noget nyt, og ikke så larmende og rocket. Dengang troede vi at vi skulle spille swing og New Orleans og den slags. Sid-ned-koncerter med rødvin og alt sådan noget. Meget sofistikeret, og en lille smule kedeligt gik det op for os.
I pressematerialet står der, at “musikken bringer minder om snuskede sort/hvid-film fra ’40erne”, hvad er det ved fortiden og den tid der fascinerer jer?
Her må vi nævne Frederiks hang til filmnørderi igen – 40’erne indikerer starten af den klassiske film noir bølge, og den mørke jazzede atmosfære i film som eksempelvis The Big Sleep og Double Indemnity er klart en kilde til både fascination og inspiration for Strangers.
På debut-albummet, The Doghouse Suite, blander i et væld af genrer, alt fra tango, vaudeville, cabaret, lidt sømandsviser m.m. – hvad har i egentlig af musikalske inspirationskilder, og hvad inspirerer jer ellers?
I starten var de musikalske inspirationer navne som Tom Waits, Nick Cave, Doctor John med videre.
I den nuværende konstellation er vi alle dog meget forskellige, og er inspireret af så mange forskellige artister, ikke kun i musikkens verden, at en komplet liste ville være alt for lang og en lille smule prætentiøs.
Overordnet set er musikken, til forskel fra de oprindelige inspirationskilder, hentet mest fra forskellige grene af europæisk folkemusik. Men musikalsk er der er ikke rigtigt noget der er bandlyst, så længe vi ikke mister “grundlyden”- altså så længe vores musik stadig er genkendelig som Strangers.
Albummet er en art koncept album om “et bordel, hvor de prostituerede er purunge mænd og klienterne er dekadente, ældre kvinder”, kan i fortælle lidt mere om konceptet og albummet som helhed? Hvordan opstod idéen og sangene?
Ideen opstod på vores stambar for en del år siden. Frederik, Mikael og den daværende pianist, bryggede en idé sammen om et bordel hvor luderne var mænd, og de besøgende rige kvinder. Det hele stank af dekadence og perversiteter. Et ret ubehageligt sted, men der var en komisk distance over det.
Dagen efter havde vi et koncept og titler til en håndfuld sange. Og tømmermænd. Det var aldrig meningen at The Doghouse Suite skulle være et narrativ, men nærmere en række sange/scener fra bordellet.
I har indspillet albummet på kun 4 dage i Black Tornado, og fået det masteret i USA, hvordan var indspilningsprocessen og hele den mere praktiske del?
Vi indspillede mere eller mindre det hele på de tre første dage, med trommer, guitar og bas i det store rum i Black Tornado, og med sang og harmonika i et mindre. Vi prøvede generelt at undgå lagkage-metoden og der var meget få overdubs. Vi endte med at bruge en del first takes, ud fra producer Morten Bue’s catch-phrase “Det kan et eller andet!”
Det kræver at man accepterer småfejl undervejs. Det betyder til gengæld at man får mere autencitet og umiddelbarhed i lydbilledet. Dyder der generelt klæder vores musik.
Den sidste dag var der så tid til gæste-artister. Trombonen og violinen kom ind og selv kunne vi lægge ekstra instrumenter ovenpå: Percussion, trædeorgel, glockenspiel, bestikskuffe…
Det næste album kommer uden tvivl til at blive indspillet efter samme model. Dog vil man nok opleve et bredere udvalg af instrumenter og lir. Sav, skeer, alle de blæsere vi kan overtale til at være med, korsang, valdhorn, truede dyrearter og så videre.
Hvad byder nærmeste fremtid ellers på for Strangers On A Train?
Vi skal promovere albummet og spille en masse koncerter. Og så skal vi lave numre til plade nummer to.
Derudover skal vi have fundet en ny mand på harmonika, da vores nuværende forlader orkestret. Vi har et par følere ude men har ikke landet én endnu. Så hvis der sidder en interesseret trækorgelskipper og læser med hører vi gerne fra ham.
Det gælder i øvrigt også violinister, trombonister, klarinettister og andet godtfolk. Vi vil meget gerne have flere instrumenter på scenen – også selvom det kun er lejlighedsvis.
Sidst, men ikke mindst – hvordan kom i på “Rusty Trambone”?
Titlen stammer fra en tour Mikael var på, med et andet band. En af korpigerne i tourbussen underholdt med slangord for seksuelle udfoldelser. En Rusty Trombone var en af dem. Så snart vi hørte historien bag det, stod det klart at vi skulle have en sang om det.
Musikken og arrangementet kom Jens på. Han lavede det hele på en enkelt aften og der er ikke blevet ændret meget på det siden.
Hvis det stadig ligger der, kan man høre nummeret i en gammel demoversion på Soundcloud. Det går væsentligt langsommere og er i øvrigt uden trommer.
Du kan tjekke Strangers on a Train ud på Facebook HER.
Af Ken Damgaard Thomsen
