Uhørts anden dag bød på flere rigtig gode musikalske oplevelser, masser af mennesker, godt vejr og hyggelig (måske lidt for magelig ligefrem?) stemning. Her følger en reportage og en række kortere anmeldelser fra dagen. Reportage + korte anmeldelser fra fredag finder du HER, en længere anmeldelse af Ascendant kan læses HER.
Flere og andre overordnede betragtninger om Uhørt kan du finde i indledningen af reportagen fra fredagen, så jeg fabler lige videre om lidt andet løst og fast, der er faldet mig ind i løbet af de 2 dage.
Først og fremmest, og så lige for hurtigt at gentage en pointe fra fredagens reportage, overordnet set er Uhørt en virkelig hyggelig, fin og velfungerende festival. Rammerne, alt fra frivillige til logistikken og pladsen, spiller som det skal. Men, nu er vi nået til 3. år med Uhørt, og udover at programprofilen er upcoming kunstnere i forskellige grader, i år med en overvægt af det “rockede”, så mangler festivalen måske lidt en mere tydelig identitet, ånd og en skarpere profil?
Det er super fedt at festivalen, trods “kun” 40 navne, dækker relativt bredt, men man kan ikke lade være med at tænke over, hvem festivalen egentlig henvender sig til? Hvis målet bare er at fange folk i alle aldre, der interesserer sig for kvalitetsnavne fra “vækstlaget”, genre nogenlunde underordnet, til en fair entrépris, så er missionen fuldført og mere end godkendt. Men det gør også, at publikumssammensætningen er lidt uhomogen. Det ville ikke gøre noget hvis der var tusindvis af mennesker på pladsen på samme tid, men det er der ikke. Nu har jeg ikke lige talt, men mon ikke antallet af publikummer på pladsen, i primetime, ligger på de 5-600 stykker i snit – hvor der så er et jævnt flow af folk der kommer og går.
Det gør at det er en, i hvert fald relativt, lille broget skare der er tilstede når mere genre-smalle navne spiller, eksempelvis shoegazer/post-rock/black metal bandet møl på Tak Rock Scenen. Det kan ikke udelukkes, at de fanger nogle i den lille sammensatte flok, som ellers aldrig ville have givet bandet en chance, men det hele får alligevel et præg af noget der mangler en samlende følelse. Band spiller. Nogen kigger. Slut.
Selv under større tilløbsstykker på Tak Rock Scenen skal der virkelig meget til, inden “masserne” er helt med og lader sig rive med. Det giver mange af koncerterne et lidt “vi klapper af høflighed, ikke fordi vi er revet med” præg. Måske ikke så underligt, det er jo for manges vedkomne ganske ukendte kunstnere de står og kigger på, men så er vi tilbage ved: hvad er det for et publikum Uhørt prøver at fange, og hvem er det der virkelig kommer?
møl eksemplet kunne måske være løst ved at have smidt dem på en mindre scene, men det virker også som om Uhørt prøver at give “alle genrer” muligheden på de forskellige størrelse scener – hvilket i princippet er en fin tanke. Så må man leve med det der ligner og føles lidt som fejlplaceringer.
Jeg siger ikke stemningen er død på Uhørt, den er bare lidt ujævn og til tider ufokuseret – en afspejling af den brogede skare der dukker op. Der er unge tøser der danser til Mund De Carlo, børnefamilier der driver lidt rundt og smager på det hele, de dedikerede musikfans som man efterhånden genkender fra lignende arrangementer, en punker eller to, en lille enklave af metalfans, lidt hipsters, en enkelt pensionist eller 3. Kort sagt, kigger du på et udvalg af eksempelvis 100 tilfældige gæster, så finder du ikke rigtig en tydelig overvægt af nogen “subkulturer” – det er sådan lidt af hvert.
Det har sin egen charme, og er med til at give billedet af Uhørt som en mini-udgave af en større, nogenlunde bred, festival. Men det medfører også nogle begrænsninger når antallet at publikummer ikke er større.
Hvad var pointen og løsningen på “problemet”? Det ved jeg egentlig ikke – det var bare noget der slog mig. Videre i teksten!
Efter en transporttur fra helvede (Herlev), der på grund af alt fra delvist nedbrudt bus, cykelløb på ruten, busser der aldrig dukkede op og en længere gåtur på Refshaleøen fordi alternativ bus måtte tages, endte med at tage over 2 timer (bizart!) ankom vi noget senere end beregnet (inklusive aktiv 3 årig der ville med på festival, så de udsendte var fuldt beskæftigede) – og kun lige tids nok til at købe en fadøl inden Small Time Giants gik på kl. 16.00. Den koncert har fået en lidt længere anmeldelse HER.
Efterfølgende driblede vi i rask tempo over til Hvid Scene, hvor Dør Nr. 13 åbnede sig kl. 16.40 og inviterede indenfor i det “skizofrene kollektiv”. De 6 mand på scenen leverede en lidt rodet halvtime med alt fra garage, lidt psych, mere midtersøgende rock og skæve indfald. Om det var antallet af musikere på den lille scene, eller bare almindelige udfordringer, der gjorde at lyden indledningsvis haltede en smule, ved jeg ikke – men de dansksprogede tekster druknede lidt i start-mudder.
Det blev rettet nogenlunde op, så man kunne vippe lidt med til sange om E45, en “lidt forvirret protestsang”, “Manden De Kaldte Fugl”, et trip og en der blev introduceret som “det tætteste vi kommer et radiohit”. Hele bandet, og ikke mindst frontmand Lasse Storm, virker lidt aparte og akavet. Øjenkontakt med publikum blev helst undgået, til fordel for at kigge lidt distræt ned når der blev snakke mellem numrene, mens man fornemmede en sær rastløs, måske lidt indebrændt, energi.
Ikke uinteressant, bare en lidt diffus oplevelse.
Tilbage til Tak Rock Scenen, hvor førnævnte møl fik lov til at slås lidt med et henholdende publikum og eftermiddagssolen kl. 17.20.
møl ★★★☆☆☆
Rent teknisk er møl egentlig ganske velfunderede og har styr på deres lyd og samlede udtryk. De på samme tid udsvævende og sammenbidt/arrige numre, der lidt firkantet sagt lægger sig op af den tidstypiske shoegazer/post-rock/black metal lyd, hænger godt sammen og man fornemmer en klar rød tråd igennem det hele. Hipster black er der nogen der kalder det, det er vist et skældsord. Det lader nu ikke til at bekymre møl – og det burde det heller ikke.
Det de burde koncentrere sig lidt om, og fokusere på, det er at arbejde lidt med den musikalske palet og få udvidet den. Selv med kun 30 minutter til rådighed, så begyndte opbygningen af numrene, og virkemidlerne, at fremstå en kende ensformige. Sangskrivningen skal kort og godt løftes lidt, så de får flere numre som den glimrende “Sundrowned”, fra deres fine debut-ep, der tårnede sig op som bedste nummer cirka halvvejs igennem sættet.
Bandet blev så heller ikke ligefrem hjulpet af scene placeringen og den blå himmel, Tak Rock Scenen var nok stadig en lidt for stor mundfuld, i hvert fald på en ikke-metal festival med så blandet publikum som her. Mørke havde nok hjulpet på det samlede indtryk – eller en placering på Sort Scene. Men altså, sådan var vilkårene – selvom de spillede lidt unfair ind.
Samtidig var lyden måske ikke helt på deres side heller, jeg ved ikke om det er meningen, men det var som om at kun guitaren fik lov til at fylde noget i lydbilledet – udover den skingre og velfungerende skrigevokal. Hvor var bas og trommer? Jeg tøffede lidt rundt, fra helt op af højtalerne, til 50 meter fra scenen, uden at finde en placering, hvor jeg fik et sug i dunken. Mere bas og trommer, tak – ellers er det lidt vanskeligt at føle sig blæst bagover, eller revet med. Hvilket den atmosfæriske og ofte intense musik ellers indbyder til.
En sidste ting bandet kunne arbejde lidt med, og den er måske lidt svær, man er som man er. Men, selvom genren bestemt ikke lægger op til et sprudlende festfyrværkeri af en performance, snak mellem numrene og alt det der, så savnede jeg lidt udstråling der matcher lyden. Det ER en kig på skoene genre, hvor musikken helst skulle tale for sig selv, men når man ikke helt har sangene endnu, så kunne det måske hjælpe på helhedsindtrykket med mere personlighed af en art på scenen.
Det sagt, “Sundrowned” er mega fed og den hidsige afslutning på koncerten smagte også af mere – da begyndte det sgu at gløde lidt.
Så blev jeg lige afledt/forsinket af “personlige omstændigheder”, så Jet Black var lige gået på Sort Scene, da jeg nåede frem kl. 18.02. Det betød så også, at det lille lokale, endnu engang, var stuvende fuldt. Heldigvis var der et åbent vindue, hvor man havde fint udsyn til scenen, ligesom lyden var helt ok – men føler dog det ville være lidt unfair forhold at kaste stjerner efter bandet under (ok, 4!). Man kunne nok godt have sneget sig ind senere, men så er vi ude i noget med at ankomme midt i et orgie – hvem gider det? Jeg vil være med fra start…
Stilen er rå, upoleret, simpel og møgbeskidt skraldebang garage-rock, korte numre, ikke så meget pis og godt med forvrænget ekko på vokalen. Jet Black brummede, rumlede, skramlede, hamrede og svedte igennem i samtlige koncertens knap 30 minutter. Vi kunne vist lige snige os til, at duoen fik strakt materialet til at vare 28 minutter. Det var måske også lidt en svaghed ved den korte rusketur – det begyndte at føles en smule langtrukkent og monotont mod slut.
Måske en trimmet og højpotent 20 minutters energiudladning ville klæde et sejt rockende band som Jet Black bedre?
Så var det tid til at hvile bentøjet og ørerne lidt, så Kejthåndet blev indtaget siddende, på lidt længere afstand end jeg ellers normalt ville have gjort. Bandet er endnu et der helliger sig det danske sprog, pakket ind i en lyd der synes at være godt oppe i tiden. Synth-båret, dansevenlig pop, som man kender den fra 80’erne.
Stilen er nok en kende mere pågående, tungere dunkende og knap så spæd i sin lyd end den der indtog radioen for 30 år siden, men slægtskabet synes tydeligt. Bandet lukkede med den ret iørefaldende “Det Ville Vokse”, der ganske fortjent allerede har fået noget airplay, men bandet havde nu flere fine skæringer i løbet af sættet, som burde kunne nå radiobølgerne.
Så var planen egentlig at få ørerne renset af de aalborgensiske thrashere Chronicle på Sort Scene kl. 19.20, jeg nåede da også over til pladsen foran svedboksen i tide, men der gik sgu hyggesnak og socialisering i den. Networking måske endda? Jeg ved ikke rigtig hvordan den slags foregår, men tror måske det var det der skete, i mens Chronicle buldrede løs for fuld hærg i den meget nære baggrund. De lød som om de var værd at tjekke ud ved en anden lejlighed!
Nå, så havde jeg vist også fedet den nok, så for at undgå flere forsinkelser og afveje fik jeg placeret mig korrekt og tidsnok foran Tak Rock Scenen, inden Velvet Volume gik på kl. 20.00. Jonas var ret begejstret for de 3 unge kvinder, da han oplevede dem på HeadQuarters i Aarhus.
Velvet Volume ★★★★★☆
Da må de godt nok have været unge! For trioen blev introduceret med ordene om, at i næste uge begynder de i 3G. 2 på 18 og 1 på 16 – og rockhår på brystet som Lemmy ham selv!
Det er lidt nemt at blive benovet over, eller overdrevet imponeret, “bare” fordi unge kvinder spiller høj, larmende og potent rock i en ellers mandedomineret genre. Men Velvet Volume var sgu en lidt imponerende oplevelse, og man kunne næsten ikke andet end at tænke “hvordan kan 3 teenage tøser rocke så tungt og sejt igennem?!”.
Stilen er en tungt rumlende blanding af støj-rock, mere melodisk og catchy garage og stedvis nogle knastørre vinde fra ørkenrock ala Queens of the Stone Age. I mine ører. Man kunne også bare sig pissesej ROCK. Og højt var det dæleme også, på den gode måde, selvom bassen lige skulle finde sin plads i det indledningsvis lidt skæve lydbillede – det kom.
Den garage-støjende “Honey”, med tilstræbt snerrende, halv-doven vokal ramte plet i første halvdel af sættet, men højdepunkterne kom i anden halvdel. “Here Comes The Man” var eneste nummer jeg havde nået at høre inden koncerten, et fedt nummer der også fik lov til at brumme, skære og sprutte lidt ud sidst i koncerten – inden der blev lukket med “This Is How Love Ends”.
Inden det, der hvor jeg følte koncerten peakede, var vi blevet præsenteret for de 2 numre der kommer til at udgøre deres kommende dobbelt single. Nummer 2 hed noget i retning af “I Think I Need You”, den var fed, men det var den første, som jeg ikke fangede titlen på, der var koncertens højdepunkt for undertegnede. Lyden på begge var lidt mere imødekommende, melodisk og inviterende – noget der bestemt klædte de kommende 3G’ere!
Ud over de fine musikalske meritter, så fremstod trioen noget så jordbunden og oprigtigt overvældede når de kommunikerede på afvæbnende, tyk aarhusiansk med adskillige taksigelser mellem numrene. Har i set Kundskabens Træ? Any way, super seje tøser, ben i næsen, musikalske nosser og en næsten nuttet ydmyghed når de kradsbørstige toner ikke lige hang i luften. Meget mere kan man næsten ikke forlange på 30 minutter.
Vi sniger os sgu lige op på 5 stjerner på grund af likeability.
Så var punk-damen i front for The No Go Girls straks mere konfronterende og pågående i sin attitude. Bandet leverede god, gammeldags, no bullshit 80’er punk af den amerikansk klingende skole på Hvid Scene kl. 20.40
Da var mine ører dog ved at være lidt trætte og jeg var så småt ved at løbe tør for ord, så tror jeg gemmer de indsigtsfulde og kloge betragtninger til en anden god gang. The No Go Girls spiller en genre der bestemt er hørt før, og som kan virke lidt svær at fucke op – det gjorde de nu heller ikke på nogen måde. Det gik bare lidt for stærkt til morfar her denne lørdag.
Den 3 årige festival novice var dog helt opslugt af punk-udskejelserne og insisterede på at komme helt op foran, ligesom tilfældet var til Chronicle tidligere på dagen. Men hun var jo også iført høreværn, så kom ikke her og sig hun var sejere end os ældre medborgere!
Trætheden satte ind (ved hele følget), der var lidt af et hul i programmet på en times tid inden Deadpan Interference gik på kl. 22.00. Så lidt rådslagning, et blik i det resterende program for aftenen og en fyldt notesbog, resulterede i, at vi rullede klapvognen ud fra Uhørt for i år. Kurs Herlev – med et stille håb om, at transporttiden ikke røg op over 2 timer igen.
Deadpan Interference kan opleves til Copenhagen Psychfest til september, da satser jeg på at fange dem i stedet for. The Entreprenuers og Whores & Thieves, som lokkede meget som kvalitetsnavne sidst på aftenen, har vi anmeldt live tidligere – og kommer til igen når der kommer albums.
Så, vi ses derude allesammen, og Uhørt – vi ses igen!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen
