Første dag på Uhørt Festival bød på den næsten forventede blanding af fine koncerter, et par halv-sløje og en enkelt virkelig fremragende, på den lille upcoming festival som i den grad er et besøg værd – og fortjener at bide sig fast på markedet.
Det tror jeg nu også den gør, hele viljen, ånden og opbakningen omkring projektet ude på Refshaleøen lader til at være ved at have støbt et solidt fundament for festivalen. Sidste år var første gang jeg besøgte den, hvor jeg grundet arbejde desværre kun nåede lørdagen, så sammenligningsgrundlaget er lidt skævt (længere tanker og betragtninger om Uhørt kan læses i sidste års reportage). Men alligevel.
Det virkede som om der var lidt flere mennesker (nu var vejret jo også rigtig godt), plus det føltes som om der, i hvert fald senere på aftenen efter en lidt døsig start, var mere gang i folk. Uhørt afholdes på en lille grøn flække mellem de gamle industribygninger ude på Refshaleøen, som man så kan gå og fornøje sig med at gætte på hvad rummer. Arealet svarer vel cirka til en fodboldbane, med den hvide telt scene placeret ved indgangen, den store Tak Rock Scene i den anden ende, lillebror, den indendørs Sort Scene placeret lidt ude på fløjen i nogle ældre bygninger. Imellem finder man nogle øl salg, 3 madboder, en bar og “diverse”.
Hvis du tænker, “nå, det var da dårligt forklaret, det kan jeg ikke se for mig”, jamen så tag et smut på Uhørt og tjek det ud! Der er hyggelig og høflig atmosfære, stille og roligt, og en sjov blanding af de mest eventyrlystne branche/mediefolk, børnefamilier, ældre ægtepar, teens, et par metal dudes, poptøser, hipsters og alt midt i mellem. På den måde virker Uhørt, både størrelses-, udseende- og tiltrækningsmæssigt som en art mikrokosmos af en “normal”, større festival.
Logistisk set fungerer de små, intime rammer næsten upåklageligt. Det lader til, at der er toiletter nok, du kan både vælge skurvogn eller den klassiske tønde, samt kummer til herrerne. Der er endda desinficerende håndcreme – som ikke ser ud til at blive nakket? Barer fungerer som de skal, og fadøl til 30 kr. får ingen sure miner herfra. Til gengæld er der lidt med maden. Udvalget begrænser sig til 3 små madvogne, det er sådan set fint nok. Men de står lidt tæt placeret, med bordebænke lige foran, så det hele virker lidt trangt, og små køer kan pludselig se lidt voldsomme ud, fordi de blandes sammen med bord-bænke folket – kunne man ikke lave lidt luft der, så man undgik mad-klynge?
Og så er der selve maden. Den er måske lidt i den dyre ende, også set i forhold til value for money princippet. Jeg nåede en “pizza klapper” fra Gorm, og for de 50 kr. var der sgu ikke ligefrem grund til at klappe i hænderne.
Nå, jeg spiser bare hjemme fremover, eller giver pølsemanden en chance – lad os komme i gang med det, det hele (burde) handle om.
Vi ankom til Uhørt lige som Ladylion gik på Hvid Scene som festivalens første navn, men første halvdel af koncerten gik desværre med at få presseakkrediteringen på plads (NOGEN havde glemt at notere undertegnede, AHÆM). Nuvel, hjælpsomme frivillige fik tilkaldt en ansvars-person (undskyld, så ikke lige dine striber, så ved ikke hvad den korrekte titulering er?) og den lille ønskede forhindring blev glattet ud og løst med smil og venlighed. Sådan!
Til tonerne af det eneste nummer jeg lige umiddelbart kender med Ladylion (jeg hader halve koncerter, så vi dryssede lige lidt rundt), “Monster”, fik vi forplejet, besigtiget staldene og placeret os godt, lige i solen, til Paper Tigers på Tak Rock Scenen kl. 17.30.
Paper Tigers ★★☆☆☆☆
Det var godt nok ikke fordi dagens første koncert på Tak Rock Scenen var det store tilløbs stykke – og de der dukkede op skulle liiiige justere krop og sjæl på livemusik, lod det til. Man skal også lige i gang, ikke, og have en mulig arbejdsdag ud af kroppen (det er jo ikke alle der har ferie længere).
Så det er jo, desværre, lidt de omstændigheder de første bands på en festival må leve og arbejde med. Nogen skal jo spille først, og denne dag blev det Paper Tigers. Man kunne formode at bandet var udset til tjansen fordi de er nogle rutinerede gutter på en scene, og dermed efterhånden må have set en del. Plus at deres guitardryppende brit pop, som er nært beslægtet med eksempelvis Oasis, er en lettilgængelig genre der burde kunne ruske lidt op i folk.
Det kom aldrig rigtig til at ske, de foldede arme forblev foldede blandt de få, der gad slæbe sig op til scenen. Det er naturligvis ærgerligt, men bandet på scenen var bestemt ikke uden skyld – og det skuffede mig ærlig talt! Jeg havde forventet, at Danmarks selverklærede bedste liveband ville have taget denne udfordring op, og spillet røven ud af bukserne for at omvende folk eller bare lave et statement – eller i det mindste have taget det med ophøjet pande og i stiv arm. Shit happens, deal with it.
I stedet virkede bandet, og især forsanger Linus Valdemar, decideret fornærmede, irritable, arrogante og til tider direkte ubehøvlede (hvilket der med den rette indsats KUNNE være kommet noget fedt ud af). Eksempelvis da han, henvendt til de siddende til venstre for scenen, brokkede sig over at “der er søreme mange unge mennesker der sidder ned, hva?… havde de så bare været lækre!”. Måske var det fordi han bar solbriller i på det tidspunkt overskyet vejr, at han ikke kunne se de fleste af dem var børnefamilier…..
Det var som om det begyndte at dæmre for bandet mod slut, at de var ved at grave et fint hul til dem selv og pludselig fik piben en anden lyd. Så var alle pludselig velkommen til at dukke op i merch-salget efter koncerten til kram og kys. Den var der vist ikke rigtig nogen blandt publikum der hoppede på.
Arrogance, flabethed og coolness går sådan lidt hånd i hånd, balancen kan være hårfin, og jeg synes faktisk det er fedt når nogen pisser lidt på janteloven, tror på sig selv og udstråler det – især hvis de har lidt at have det i! Paper Tigers har uden tvivl de musikalske evner på en scene, og lidt af udstrålingen, til at bakke selvtilliden op. Men de har hverken karismaen, personligheden eller sangene til at lege brødrene Gallagher! Det understregede denne koncert også.
Jeg var egentlig ganske godt underholdt af deres Head Over Heels album fra sidste vinter, men et genhør inden jeg tog på Uhørt fangede mig ikke helt. Live faldt materialet sgu yderligere til jorden. Bandet spiller fedt, det kan ikke diskuteres, også selv om de denne dag virkede som om de slog autopiloten til efter den vrisne første halvdel. Men sangskrivningen halter lidt, føles lidt stiv og uopfindsom, ja, det lugter faktisk lidt af stiløvelse. “Devil May Care” er et ret fedt nummer, men også så Oasis’sk at Noel ville tænke, “ahr, den går vist ikke igen”.
Titelnummeret er også fint kørende, hvorimod et nummer som “Better Than Nothing” ikke rigtig gjorde indtryk. Der mangler ganske enkelt sange, hvor man føler at det potentiale, der synes at være til stede i bandet, bliver foldet helt ud.
Sker det, så kan det da godt være Paper Tigers kan slippe afsted med at lege tøsefornærmede og mangle selvindsigt – men vi er altså stadig langt fra at stå på Orange Scene. Med denne indsats som pejlemærke er de ikke engang tæt på Rising. En skam, for de burde være bedre end det her og for rutineret til at lade sig gå på af omgivelserne.
Solen var kommet frem under Paper Tigers, så vi fik forplejet lidt, socialiseret og gjort klar til at få lidt kulør under næste koncert på Tak Rock Scenen kl. 18.50
Vampire Blow ★★★★☆☆
Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at anmelde retro-rockende, og bestemt ikke genre-kræsne, Vampire Blow på albummet Unicorn. Siden har trioen haft godt med vind i sejlene, hvilket blandt andet har medført koncert på Spot Festival og en tur i DR’s Karrierekanonen. Nu er det jo ikke nødvendigvis en garanti for kvalitet, men da alligevel nok til, at man med rette kunne have nogle forventninger til bandets optræden og formåen.
De skuffede da heller ikke. Klædt helt i hvidt, som en formindsket udgave af The Polyphonic Spree indtog de med autoritet den til lejligheden med stueplanter og grønt udsmykkede scene. Få og enkle, men ret virkningsfulde, visuelle virkemidler, der gjorde at man trods de kun 30 minutter til rådighed følte at de forsøgte at gøre lidt ud af det og efterlade et indtryk. Derud over var det lidt som om at den visuelle del sammen med musikken fik skabt et lille Vampire Blow’sk parallelunivers.
Musikalsk er det ikke super indviklet, ej heller videre nyskabende, det trioen serverer. Catchy, tempofyldt og smittende rock og rul fra da far gik i trompetbukser – med en snert af noget mere moderne 00’er dansabel alternativ rock. Det er en blanding som, når den virker, er elementært medrivende, men også hvor det hurtigt kan ryge lidt ud i glemslen igen.
Ganske velvalgt blev der lagt fra land med den simple feststarter “Let’s Go Out”, der er så enkel i sin opbygning at det næsten er kriminelt, men utroligt svær ikke at klappe med på og små-steppe lidt i græsset til. Aftensolen skinnede om kap med den efterfølgende “I Really Think You’ll Let Me Go”, en herlig og ganske uimodståelig solskins-rocker. De kan sgu rocke meget godt igennem, de her 3 fyre!
“Hva’ så blomster?” lød første hilsen til det ret imponerende fremmøde. I det hele taget hang der en ret behagelig, rar og venlig stemning i luften, som ikke mindst skyldtes bandet på scenen og deres udstråling. Så kan man så diskutere om rockmusik eller rockbands skal være decideret flinke….
“I’m thinking about the time I’m wasted with you”, eller noget i den retning, lød det i et nummer jeg ikke lige fangede titlen på, eller kunne genkende. Den var sgu meget fed! Det samme kan siges om den efterfølgende “Sundown”, som er Vanmpire Blow i deres lidt mere tilbageholdende hjørne. Det er stadig ret fængende, men ikke så pågående som nogle af deres andre numre. Det mere stenende, som her, klæder egentlig bandet rigtig godt, selvom det var lige ved at svæve og stene lidt for meget ud midtvejs igennem “Gimme Some”.
Så var det godt at den ultra catchy “It’s Alright” fik sparket gang i løjerne hen imod slutningen af bandets 30 minutter i solen. Et eller andet sted er det nok bandets stærkeste nummer, eller i hvert fald det der sætter sig bedst fast i skallen på undertegnede. Ikke mindst det hakkende omkvæd – smut ud af mit hoved!
Herefter ville jeg egentlig have taget mig en rock-pause og tjekket ud hvad pop-duoen Moses: “Andreas” har at byde på, men den lille indendørs scene, Sort Scene, havde ligget direkte i solen det meste af dagen. Så lokalet, der minder om et lille, meget lavloftet, øvelokale var simpelthen så stegende hedt, at jeg ombestemte mig og i stedet søgte mod skyggen under Hvid Scenes pavilion.
Her blev der serveret indie-rock fra Palace Winther kl. 19.30. Bandet består officielt af den australske singer-songwriter Carl Coleman og den danske producer og pianist Caspar Hesselager – live er de dog udvidet til fuld bandopstilling. Palace Winther har kun 2 sange tilgængelige på nettet, og så vidt jeg har forstået det, kun én koncert på cv’et inden denne – men alligevel har de fået positiv omtale rundt omkring.
Det er muligt, at bandets yndige, nydelige og sagte indie fungerer rigtig godt i studieversionerne, men som med en del andre tilbageholdende grupper med små armbevægelser, der forsøger at lade musikken ulme og langsomt rive en med, så har jeg svært ved at blive hooked live. Derhjemme, hvor man kan læne sig tilbage og stene væk, da går det an. Live, da skal man godt nok have nogle virkeligt stærke kompositioner for at jeg ikke begynder at kede mig. Det har Palace Winther, trods gode intentioner, ikke endnu. Weiter im text.
Shy Shy Shy ★★★★☆☆
Tilbage i den nu nedgående aftensol ved Tak Rock Scenen stod den på pop-musik, joooh, jeg fandt skam dagens pop-indsprøjtning. Da uret viste 20.10 strømmede de første lidt dvaske og halv-søvnige toner ud af forsangerinde Astrid Cordes’ keyboard. Indledningsvis ringede min indre alarmklokke lidt og jeg havde svært ved helt at blive indfanget af de bløde toner, men som nummeret foldede sig ud og resten af bandet, ført an af officielt medlem nummer 2, guitarist Simon Kjeldgaard + 3 yderligere livemusikere, så begyndte der at ske noget.
Kombineret med et perfekt spilletidspunkt og flotte skumringsrammer, så imponerede Shy Shy Shy fra nummeret “Palm Of My Hand” og koncerten ud. Velspillet, charmerende og ganske forførende drømmepop, som nok ikke helt ville fange mig på plade, men som strålede om kap med det sidste stråler af aftensolen i denne open air setting. Samtidig virkede bandet, når de på rolig og afvæbnende vis snakkede lidt mellem numrene, oprigtigt benovede, ydmyge og lidt overvældede over det store fremmøde foran scenen – og den gode modtagelse de rare toner fik fra den godt fyldte plads.
Det kunne sagtens være blevet for venligt og imødekommende det hele, men genren og fremtoningen til trods så var der alligevel nok pondus i sangene og fremførelsen til at Shy Shy Shy bed sig fast og fremstod som nogen, der har noget at byde på. Bandet troede tydeligvis på materialet, spillede med stor glød og indlevelse, så det ikke kunne undgå at smitte af. Mod slut kom der godt med tempo og mere gang i musikken, så det hele peakede indenfor den lidt begrænsede 30 minutters ramme.
Det giver 4 af de ret store stjerner, og lyst til at høre mere!
Så var det efterhånden blevet køligt nok, troede jeg, til at man kunne snige sig ind i det sorte trykkammer. På Sort Scene blev der kl. 20.50 lokket med dagens eneste metalliske indslag – det måtte tjekkes ud.
Aarhusianske Ascendant leverede muligvis årets koncertmæsssige højdepunkt på Uhørt, noget du kan læse meget mere om i en separat anmeldelse her på siden.
Det blev samtidig også en form for punktum for første aften på Uhørt for vores vedkommende, resten blev lidt en stille outro, hvor Ascendant stadig sad i kroppen og ikke rigtig ville slippe sit tag. PALA på Tak Rock Scenen indledte med funky rytmer lige bagefter, noget jeg overhovedet ikke var klar på, så vi trak væk i mens koncerten udviklede sig til lidt af en dansefest. Det lød kompetent og medrivende, hvis man lige havde været i det humør – men vi var blevet sultne.
Den tidligere nævnte Gorm skuffelse sad stadig alt for frisk i erindringen da norske Chain Wallet gik på Hvid Scene kl. 22.10. Måske skyldes det et kombineret hul i maven og fordøjelse af klapper-rester at heller ikke en kølig norsk version af indie bed på mig denne aften. Eller også var man bare musikalsk mættet?
Udsigten til 1 ½ times hjemtransport og familiære forpligtigelser fra morgenstunden sendte os ud i mørket inden vi nåede ulvetimen – men vi vender sulten tilbage lørdag
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen
