Den canadiske særling rider igen ud med trofaste Crazy Horse, på et album der vil glæde store dele af hans følgere, men næppe overvinde tvivlere. En stædig hilsen og hyldest til hippieånden og samtidig et gravmæle derfor. Snup en chillpill og læs videre.
Neil Young har haft et travlt og ganske produktivt år. Ud over den skive jeg sidder med her, så har han netop udgivet en massiv selvbiografi (Waging Heavy Peace) og tilbage i juni måned smed han pladen Americana på gaden. Den har vi anmeldt HER. Pladen indeholdt ikke nogen originale kompositioner, men en række fortolkninger af større og mindre klassikere fra den nordamerikanske sangskat, og et rædselsfuldt cover af “God Save The Queen”. Endelig nyt fra Onkel Neil og hans gamle kumpaner i Crazy Horse, og så var det et sært coveralbum? Selvom pladen var ganske skæg og solid, så var man en smule skuffet, når nu det var første nye plade fra legekammeraterne i fuld besætning siden Year Of The Horse (1997).
Skuffelsen lagde sig dog hurtigt da det kom frem, at Americana blot var en slags opvarmningsplade for veteranerne, der skulle bruges til at banke eventuel rust af spaderne inden indspilningen af nyt materiale. Det der så er blevet til Psychedelic Pill (PP). En lang satan af en plade, der føles som en rejse tilbage til en svunden tid, der garanteret vil tiltale fans af Neil Young & Crazy Horse’s (NY&CH) mere skæve, frit spillende og egenrådige stunder, imens fans af god, gammeldags akustisk Neil må vente til en anden gang. Neil Young har i sin lange og produktive karriere altid gået sine egne, og ikke altid helt lige, veje og gjort nøjagtig hvad der passede ham. Derfor får du næsten aldrig en plade fra hans rystende hånd, som du vil elske betingelsesløst hele vejen igennem, sådan er det bare, men PP kommer alligevel rigtig tæt på. I hvert fald tættere end i mange, MANGE år.
Neil Young har fornylig erklæret, at han har været sprut- og stoffri i over et år, men når man lytter til PP, så kommer man hurtigt i tvivl om det nu kan passe? Om ikke andet, så har Young i hvert fald taget varig skade, for PP virker flere steder som et løssluppent og ukontrolleret trip. Eller også er det bare endnu er eksempel på stubborn old Shakey’s uvilje til, at tøjle eller sortere i idéerne – alt kommer tilsyneladende med, uden meget tegn på efterredigering eller lyst til at beskære noget.
Et glimrende eksempel herpå, er første nummer på pladen, den over 27 minutter lange “Driftin’ Back”. Hvor NY&CH er på et nostalgisk trip, der suger én tilbage til en næsten glemt tid. Nummeret indledes med Young solo på akustisk guitar, inden bandet omkring et minut inde i nummeret slutter sig til – indledningen fungerer som en art tidsmaskine, der transporterer os 40-45 år tilbage i tiden, og tilføjelsen af bandet er der, hvor rejsen tilbage slutter, og den rigtige rejse begynder for alvor. Det er nærmest som om sangen er til stede for, at de aldrende herrer kan spille sig varme. Musikalsk variation er der ikke meget af, men melodien har et eller andet beroligende og meditativt over sig, som gør at man kobler ud og chiller med Neil og drengene. Teksten virker lige så spontan som sangens fremdrift, og lyder som frit fabulerede brudstykker, strøtanker eller passager Neil har sakset fra selvbiografien – nogle steder fungerer det fint, andre steder lyder det som ordenlig omgang pot-koger vrøvl.
Personligt kan jeg godt lide stilen, andre vil nok mene, at der burde være strammet op hist og her, og medgiver da gerne at en spilletid i nærheden af den halve time godt kunne have været skåret ned. Men sådan er det med Young og PP generelt, der har tydeligvis ikke været lyst til at begrænse sig, så nogle gange løber det af med NY&CH. For den moderne musikforbruger, er der sikkert ikke meget ved Young, der giver mening. Arbejdsmetoderne virker gammeldags og ind i mellem halv-gale, men skal man forsøge at finde en mening i galskaben, så må man forsøge at se det i et større perspektiv. Det her er den sidste hippie-dinosaurus der tramper rundt på planeten, som nægter at ændre adfærd eller tilpasse sig tidens luner. MP3 formatet er ifølge Neil Young noget bras, der kun gengiver 5% af musikken, så hvad gør man så? Man opfinder sit eget digitale format, der skulle kunne levere musik i LP kvalitet. Verden lider på grund af forurening, så bygger man da bare sin egen el-bil! På samme måde er det med PP, hvorfor skulle man lade sig påvirke af tidens krav om radiovenlige singler og sange der passer ind i 3 minutters moduler? Disse rock-dinoer her tramper ufortrødent videre, som de altid har gjort det, og så må man forsøge at følge med, eller flytte sig inden man bliver trådt ned.
NY&CH’s holdning er tilsyneladende, at alting var “bedre i gamle dage”, derfor er det heller ikke overraskende at forbilleder, og kolleger fra dengang, som Bob Dylan og The Grateful Dead hyldes på “Twisted Road”. En lille, hyggeligt svingende bagatel, der lyder som en klassisk Folk-sang fra 60erne, med en snert af Don Mclean “Amercan Pie” stemning over sig. Dét nummer handler om “the day the music died” (Flystyrtet, der blandt andre dræbte Buddy Holly), men om musikken i vor tid virker død for Young, skal jeg ikke kunne sige, men det er tydeligt at han i hvert fald fandt den mere levende “dengang”.
Lidt det samme går igen på titelsangen, “Psychedelic Pill”, der smager af gammel syrerock. Vi får nummeret i to forskellige versioner på albummet. Den ene er straight up Crazy Horse rockin’ og på den anden er vokalen sovset godt ind i klassisk psykedelisk mudder effekt – så du kan få trippet med syre, eller lidt mere syre. Et fint nummer, ikke pladens bedste, men dobbelt op på det, er endnu et godt eksempel på Young’s særheder.
Helt hippie nostalgisk bliver klangen på “She’s Always Dancing”, der tøffer i gang med The Byrds (eller CSNY er det vel nærmere) lignende vokalharmoni, inden guitarerne tager over og skærer igennem de dansende. Indspilningen er grumset og vokalen utydelig, som om den vitterligt ER indspillet for knap et halvt århundrede siden. Der er noget længselsfuldt og sørgmodigt over stemningen i sangen, hvilket helt klart er dens største force, for teksten er nærmest kun tilstede som et svævende kald fra baggrunden. Ligesom åbneren, “Driftin’ Back”, rummer den nogle meditative og beroligende kvaliteter, en usleben diamant på pladen, der måske ikke gør meget væsen af sig ved første lyt, men vokser med tiden.
Og det er vel ikke nødvendigt at nævne, at PP kræver lidt tid og kan virke som en ordenlig mundfuld? Både pga. af den heftige og lidt opblæste spilletid, men også for at man kan rumme alle de små excentriske sidespring og omveje som NY&CH tager sig. Rejsen tilbage til fortiden bliver aldrig kedelig og uspændende, men den tester helt klart lytterens tålmodighed. Hvad der virker fedt for nogen, er et lille bump på vejen for andre. Pladen indeholder ikke mange bump for mig, jeg tager gerne på uforudsigelig tur med de trodsige tosser, men et lille et, er dog sangen “For the Love Of Man”. Den rykker ikke rigtig for mig, men det kan være et spørgsmål om, at den bare skal have tid, så det er ikke noget, der trækker voldsomt ned på helhedsindtrykket.
At PP er en art tidsmaskine for Neil Young, er et nummer som “Born In Ontario” endnu et eksempel på, hvor han tager os med på guidet tur helt tilbage til de canadiske rødder. Crazy Horse træder lidt i baggrunden, men leverer en svingende “Folk’et” bund, til et kort nummer, der vugger ubesværet af sted. Noget kunne tyde på, at Young’s skriverier til selvbiografien har givet ham lyst til at se tilbage, det er i hvert fald en helt essentiel del af albummet, disse tilbageblik. De fungerer både som hyldester og romantiske minder, men PP indeholder også en rejse hen imod et opgør med den tid.
Et af de store opgør kommer i den blændende “Ramada Inn”, der er en knap 17 minutter lang episk hilsen til Neil’s kone, Peggy. En kvinde der har fulgt ham i tykt og tyndt, og udholdt mandens mange “ups and downs”, på godt og ondt, det meste af karrieren igennem. Det er der kommet denne prægtige sang ud af, der næsten indeholder alt hvad man kunne ønske sig af et NY&CH nummer. Det er både en undskyldning, en kærlighedserklæring og en udrensning. Og formuleret i tilpas vage vendinger, så den ikke kun står som en privat hilsen, men kan anvendes universelt. Her anvendes spilletiden effektivt og føles ikke for lang, men virker fængslende og opbyggende.
Om den gennemgående stemning af, at der langsomt bygges op til et opgør med fortiden er bevidst eller ubevidst, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det kan være mig der overfortolker og tillægger NY&CH motiver de egentlig ikke har haft under tilblivelsen af PP. Men er det så vigtigt? Det er sådan det fremstår for mig. Der er bygget op til en mægtig afslutning, og den kommer for mig i den fænomenale “Walk Like A Giant”.
I used to walk like a giant on the land
Now I feel like a leaf floating in a stream
I used to walk like a giant
I used to walk like a giant on the land
Me and some of my friends
We were gonna save the world
We were trying to make it better
We were ready to save the world
Then the weather changed
And the white got stained
And it fell apart
And it breaks my heart
To think about how close we came
I wanna walk like a giant on the land
I wanna walk like a giant on the land
Tromles der ud af højtalerne, på den måde kun NY&CH formår at gøre det. Det mægtige nummer, er både en hyldest til de gamle idealer og lyder samtidig som en slags monument over tiden. Teksten er måske nok “stating the obvious”, og kunne sagtens være opstået spontant på stedet imens de indspillede sangen. Simpelt og letforståeligt, men det gør det vel ikke mindre sandt? Basgangen i nummeret lyder som en tydelig reference til “Hey Hey, My My (Into The Black)”, måske et send off til den udødelige linje “it’s better to burn out than fade away”?. “Walk Like A Giant” indledes med fløjten, som blæser ud over den Young’ske prærie som de sidste vinde fra en stor orkan, og afsluttes med buldrende og monotont trampende støj i flere minutter. Er det lyden af den sidste dinosaur, der tramper sin uundgåelige skæbne i møde?
Dette kunne meget vel være den sidste store hippieplade fra én, der rent faktisk har levet tiden (og stadig gør det). Det vil nogen med en mere kynisk tilgang til musikken end mig, sikkert sætte pris på. Jeg nyder den lettere romantiske stemning og tone, der ikke er uden refleksion over fortiden og et forsøg på at gøre op med den. Det kunne være sidste gang man sad med et nyt album som dette, for Young bliver rent faktisk ikke yngre, helbredet har været bedre og et pludseligt acid flashback kan måske riste ham fuldstændigt. Hvem ved, om der kommer mere med Crazy Horse, Neil går måske i frivillige isolation, bakser med sin elektriske bil eller sit digitale projekt? Eller afslutter karrieren med en album trilogi helliget hans store hobby- modeltog.
Neil Young har aldrig lavet musik for dig og mig, men af ren og skær nødvendighed, således også på PP. Han er ligeglad med hvor det tager ham hen, og ligeglad med om man helt kan følge ham, ikke på en arrogant og krukket måde, mere som en konstatering af at Neil’s veje er uransagelige. Dette nye album har sine knaster og bump, men overordnet giver det mening for mig og fremstår som en af de bedste plader fra Young i umindelige tider. Musikken lyder som om den bliver spillet af mennesker af kød og blod, det er på mange måder bagstræberisk, men nogle gange er det sgu befriende, at nogen bare er så forbandet gammeldags. Og at være canadisk særling betyder ikke kun, at man er sær, men også at man er noget særligt.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
