Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The Absent: Old Habits Die Hard (EP) ★★★★☆☆

The Absent: Old Habits Die Hard (EP) ★★★★☆☆

1957
0

The Absent har som band 6 år på bagen. For 3 år siden skiftede de forsanger og EP’en Old Habits Die Hard viser i følge pressematerialet bandets udvikling siden forsangerskiftet. Kvintetten har i fællesskab skrevet musikken, og der er meget der peger frem imod at bandet kan levere et godt album når næste skridt skal tages. 

The Absent består af vokalist Nico Hansen, guitaristerne Jonas Petersen og Ken Wesselhoff, bassist René Jensen og trommeslager Christian Bagger. Jeppe Andersson har sørget for en ren og tydelig, men måske en smule steril produktion, men den klæder bandets udtryk. Stilmæssigt ligger vi i tempofyldt dødsmetal med mere end en snert af hardcore. Der er ikke så mange svinkeærinder i The Absent’s frontalangreb på lyttelapperne, men til gengæld er det ganske groovy og catchy. Det starter med hardcore-agtige råb på ‘Day of the Dead’, inden der hamres potent igennem og vokalen bliver dybere brølende. Selv om der er smæk for skillingen, så er det faktisk ualmindeligt lettilgængeligt, det, The Absent har gang i, for man begynder hurtigt at bevæge nakken i takt til musikken.

På ‘Faceless’ sniger vi os endnu længere ind i hardcore-land efter en ellers grumt døds-metallet åbning. Det er bestemt et plus at The Absent mestrer begge dele, både de tungt bankende riff, de tunge groovestykker, og de lysere guitarstykker – og vi får et breakdown, hvor vokalen så bevæger sig over i hardcore-egne, så man har lyst til at råbe med: “There’s nothing I can do about it!”. Det fungerer glimrende og det er et stemningsfyldt og dystert stykke hardcore/dødsmetal.

Vi bliver i groovy og tempofyldt døds-land på titelnummeret, ‘Old Habits Die Hard’. Og det er ikke fordi, at The Absent går ned i kadence, men jeg savner egentlig hardcore-elementerne fra de to første tracks. Dermed ikke sagt, at The Absent ikke også kan levere kompetent indenfor de rammer, men jeg havde nu alligevel gerne taget lidt hardcore-elementer med – i mine ører giver det de to første numre en ekstra dimension at der bliver varieret i vokalen og arbejdet med nogle effektive temposkift.

På afslutteren ‘Paper Burns’, som i følge pressematerialet peger hen imod der hvor bandet er nu, bliver det dog næsten en tand for meget med variationen. Her er vi periodevis næsten ovre i noget deathcore, hvor der veksles mellem brutal vokal, efterfulgt af stykker med melodisk vokal, hvor den brutale vokal ligger bagved og brøler videre, inden vi skal igennem et stormende stykke med skrigevokal. Det fungerer ellers rigtig godt i den tunge indledning, men så er det som om The Absent vil vise alle de forskellige evner de har – at de både kan spille groovy og tungt, melodisk tungt, midttempo-skrigende og hæsblæsende haglstorm mod ørerne. Især de tunge elementer fungerer ellers virkelig godt, men det kommer til at virke en kende rodet samlet set. Ærgerligt, for der er ellers rigtig mange gode byggeklodser i nummeret.

Som samlet oplevelse er Old Habits Die Hard dog i den positive ende, og og kan The Absent holde fast i de mest velfungerende af de nye byggeklodser og sætte dem sammen med de effektive hardcore-dødsudbrud fra de ældre numre, så står de med en sprængfarlig cocktail, når der kommer et album (indspilningerne er vist allerede i gang – eller måske endda gennemført?). Indtil da er Old Habits Die Hard et lyt værd for folk der trænger til et spark energisk og catchy metal i snotten ovenpå sommerferien.

Old Habits Die Hard udkom i maj. Tjek The Absent ud på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleCosmonks: Meet The Cosmonks ★★☆☆☆☆
Next articleUfornia – Boredom’s the Dynamite – 5/8 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.