Roskilde Festival 2015 er fortid, støvet har nærmest kun lagt sig, men vi har alligevel lige haft et par dage til at lade det hele synke ind, fordøje og, nå ja, hoste af. Her følger de sidste tanker om 2015 årgangen af Roskilde Festival.
På mange måder blev det jo en Roskilde festival som mange andre, med fede koncerter, nogle skuffende, masser af store oplevelser, grin, frustrationer og alt det andet der lige som er en del af Roskilde oplevelsen. De sådan helt overordnede linjer og tanker om Roskilde kiggede vi på tilbage i slutningen af marts i indlægget HER, dem har årets udgave, i hvert fald i de store linjer og overskrifter nok ikke rykket så meget med, men lidt længere nede dykker vi ned i nogle lidt mere personlige oplevelser, og måske de knap så store linjer – der alligevel er med til at tegne det samlede billede på en eller anden vis.
At opsummere, kategorisere, putte i kasse og arkivere en hel Roskilde Festival er jo naturligvis en helt håbløs, uoverskuelig og i bund og grund unødvendig opgave. Det kan nærmest ikke lade sig gøre, for der sker simpelthen for meget til at man kan tage det hele ind, huske alt, plus at der er utallige ting man går glip af, da man jo kun kan være et sted af gangen. Det bliver ikke mindre overvældende, hvis man som os, tager den udvidede pakke og er der fra første dag…
Hvad er det så vi har taget med fra Roskilde Festival 2015? Her kommer 5 bud, tanker, oplevelser, indtryk, what ever, som på en eller anden måde har defineret eller er noget af det der hænger ved fra 2015.
Ken:
– Noget af det der fylder mest efterfølgende, er naturligvis de musikalske oplevelser man har haft. Jeg har sgu godt nok fået en del, og meget forskellige, igen i år, noget af det flyder sammen, noget af det var middelmådigt, ganske lidt var direkte dårligt. Rent frekvensmæssigt var det et ret stærkt år med nogle generelt gode koncerter på Rising og ikke så få glimrende inde på pladsen. War On Drugs, Honningbarna, Lars H.U.G. og Lamb Of God leverede alle til lige omkring de 5 stjerner. MEN, en koncert overstråler dem alle, og har været svær for mig helt at ryste af mig eller slippe. Father John Misty. Efter den formidable opvisning på Avalon havde jeg meget, meget vanskeligt ved helt at føle mig revet med, imponeret eller tilstede resten af festivalen.
Efter jeg vendte tilbage søndag eftermiddag og indtil nu, mandag eftermiddag, har jeg hørt hans seneste album, I Love You, Honeybear, 3 gange allerede. Numrene fra koncerten kører stadig på en form for loop i baggrunden af skallen på mig, mens den indre film også for lov til at rulle, når jeg lige har et par minutter til overs. Enestående godt.
– Orange Scene er i disse år fremmed land for mig, og til dels også for de store rock og/eller metal oplevelser. Sidste år måtte Deftones slås med magert fremmøde, i år var der ikke et eneste metalnavn på Orange – hvilket var helt forståeligt og rimeligt nok. Til gengæld ser det ud til at folk er ved at kunne finde ud af at møde op og bakke op om koncerter med hegn på de mindre scener, og den knap så lille Arena. Det er jo glædeligt! Jeg savner naturligvis de store rock-oplevelser og sus på Orange, men hvis hverken tiden, navnene eller navnligt publikum er til det, så accepterer jeg også det og afgiver Orange til dansefester, elektronisk musik, hip hop, eller hvad de unge nu vil have. Helt ok – bare lortet fungerer på Orange, og der opstår en eller anden form for massiv og bred fællesskabsfølelse for nogen, så pladsen ikke enten virker halvtom eller uden puls.
Det lykkedes vist fint i år uden større deltagelse fra min side!
– Det er fandeme dyrt at gå på festival efterhånden! Ikke fordi hverken mad eller drikkevarer er blevet kvalitetsmæssigt dårligere, eller udbuddet er blevet mindre, men er det ikke som om at priserne efterhånden har nået bristepunktet – især hvis man kigger på value for money, ikke mindst hvad angår maden. Kunne man måske begynde at kigge på nogle discount muligheder/alternativer, som ikke behøver være det rene lort? Hvad med en rugbrødsbiks eller havregryn – til næsten indkøbspris, tak!
– Har diversiteten fået et lille comeback på Roskilde Festival i år? Det er stadig de grotesk store anlæg med musik jeg hverken kan eller vil forstå, der dominerer på store dele af campingpladsen. Det er fint nok, vi tog konsekvensen og flyttede ud fra partyzone for et par år siden, da lydtrykket blev for massivt. Er vi forresten ikke også ved at nå et bristepunkt der? Altså for store anlæg? Nogle af dem er efterhånden på størrelse med de busser der parkerede på camping områderne i 90’erne, og spiller højere end nogle af de koncerter vi var til! Da skulle Roskilde måske til at kigge på nogle restriktioner, inden det ryger helt ud af kontrol.
Nå, det jeg egentlig ville sige var, at de seneste par år, i takt med at musikbranchen blev mere og mere fragmenteret og flimrende på grund af det uoverskuelige internet, og genrerne var så mangfoldige at det kunne være svært at se nogle tendenser og klare linjer man kunne booke et program efter – endsige finde de helt store fællesnævnere mellem musiklyttere og grupperinger. Det var som om, at Roskilde Festival var ved at blive splittet op i en masse små, mere eller mindre tydeligt afgrænsede festivaler i festivalen, hvor man ikke rigtig overskred “grænserne”. Det har haft sin charme, men har også taget noget af den kaotiske og spraglede diversitet fra Roskilde og koncerterne.
Men i år, og det er muligt det bare er indbildning, eller rent tilfælde, var det som om at disse “grænser” var lidt mere udviskede. Jeg så folk i battlejacket og heavy gear til Run The Jewels, hippier komme dansende fra Apollo, hip hop ungdommen hoppe rundt til Honningbarna og hele spektret til Lars H.U.G., af alle steder?! Det føltes sgu meget fedt, så mere åbenhed og blanding på kryds og tværs, færre grænser!
– Roskilde Festival føltes for første gang i mange år, som om de turde slippe festen lidt mere fri igen. Der er al den sikkerhed man kunne ønske sig, og som der skal være, det bliver aldrig anderledes. Men jeg ved ikke om det var de nye high energy concert markeringer, koncertgængerne, sikkerhedspersonalet, en blanding af det hele og den generelle stemning i luften, og øjeblikket – men det hele virkede lidt mindre kontrolleret og mere løssluppent, end i de seneste mange år. Og tak for det – ellers lærer næste generation, der ikke var på festival i 90’erne, aldrig hvordan man gebærder sig, eller går amok på “den rigtige måde”, så ingen er i fare, når det går heftigt til, til en koncert.
Learning by doing. Crowd Surfing bliver nok aldrig tilladt igen, det forstår jeg godt, selvom man bare kan tage på Copenhell og se hvordan det kan og skal gøres, uden at det er en lurende katastrofe, men det er lang tid siden, jeg har set så mange tage chancen alligevel – og fået en sejltur hen over publikum. Det giver så åbenbart et “advarselsarmbånd”, fair nok og fred være med det. Men der sker ting hvert minut ude på camping området, som er mere farligt, hensynsløst eller direkte dumt….
Men altså, det hele virkede lidt mere frit og lidt mindre stramt, sådan helt overordnet set i år. Det er jeg stor tilhænger af. Og så så man jo for pokker en der crowd surfede i en indkøbsvogn under Piss Vortex. På Rising Scenen! Det var sgu da et skønt Roskilde moment.
Jonas:
-I år var min 13. Roskilde Festival, og selv om det ikke syner af meget i forhold til de to andre redaktionsmedlemmer, Thomas med nr. 21 og Ken med nr. 17, så kan jeg efterhånden se tilbage på mange forskellige festivaler, og måder at være på festival på. Det, jeg vil huske fra denne festival er, at de største oplevelser egentlig kom under spontane afstikkere og til mindre koncerter. Det er værd at huske på i planlægningen til næste år, for de senere år har budt på et sted omkring 35-40 koncerter, hvor der næsten altid har været et formål om at anmelde eller rapportere fra dem. Det tager noget af spontaniteten ud, men i år lykkedes det faktisk at give lidt plads til det igen. Nogle gange er det bedste ved Roskilde at give sig tid til at drive lidt med strømmen, og følge med forskellige venner til vidt forskellige koncerter og på den måde opleve noget nyt – eller bare uventet.
-Rising viste igen at der er rigtig mange spændende navne i det danske rock- og metal vækstlag. Faktisk kunne man godt ønske sig at flere af dem blev lukket ind på pladsen, for mange af de mere tamme koncertoplevelser i år kom fra rutinerede og tilsyneladende halvtrætte navne. Kunne man ikke erstatte bare nogle af dem med spirende danske navne udenfor P3 segmentet og give et bredere publikum muligheden for at få nogle af de oplevelser vi havde, med for det meste relativt få mennesker på Rising?
-Roskilde var i år et rigtig behageligt sted at bevæge sig rundt, i hvert fald der hvor jeg var. Måske var det sommervejret, der smittede af på stemningen. Samtidig oplevede jeg, som Ken også har bemærket, at der blev slækket lidt mere på kontrollen, og det bidrog måske også til den gode vibe. Sådan skal det være at være på Roskilde Festival, så bekymrede forældre trygt kan sende teenagerne afsted, og vi lidt som er lidt ældre kan føle at vi også kan være der.
-Ingen år er perfekte og igen var det som der var nogle fejlplaceringer af navne kontra spilletidspunkt og scene. Ryan Adams var for eksempel tydeligvis fejlplaceret på Orange, hvor han nok leverede fint musikalsk, men aldrig for alvor udfoldede sig tilnærmelsesvist som han kan når han får tiden og rammerne til det. Father John Misty, som spillede samme tidspunkt på Avalon, kunne omvendt godt have fået en større scene, og så videre. Det er et kæmpe logistisk puslespil der skal gå op, jeg ved det, men derfor er der alligevel altid noget, der kan forbedres. Nå ja, og så er der lyden, der på Arena svingede fra god til dårlig. Run the Jewels manglede for eksempel ordentlig lyd, især på vokalerne. Og de er som bekendt ret vigtige i hiphop.
-Musikalsk står The Entrepreneurs tilbage som den stærkeste koncert på Rising-scenen (hold øje med dem!), mens Pallbearer og Lamb of God slog et slag for metallens tilstedeværelse på festivalen. WhoMadeWho leverede dansabelt og energisk, Honningbarna vandt en sveddryppende sejr på Pavilion, og på Orange spillede Muse præcis som man kunne forvente med metronomisk præcision. Det gav fællessang, men efterlod også én lidt tom indeni. Nå ja, og nu kan jeg også sige at jeg har oplevet Sir Paul McCartney. Jeg ved ikke lige om nogen af oplevelser kommer til ligefrem at stå malet i min hukommelse, som tidligere Roskilde koncert-moments, men det er egentlig også okay. Generelt var det musikalske niveau til den bedre side, og selv om jeg måske ikke havde mange personlige hovednavne i årets program, så var der nok spændende navne at plukke af. Jeg kan således ærgre mig over især at jeg ikke så Father John Misty, men også navne som Gretchen Peters, Einstürzende Neubauten og Thåström ville jeg gerne have nået. Dem må jeg sørge for at nå en anden god gang.
Årets brokker
I vores reportager og opstød ude fra pladsen har vi måske til tider lydt lidt kritiske eller medie-fornærmede, det kan både skyldes at vi er nogle værre krævende snobber, at det er spontane reaktioner og udbrud fra parallelverdenen “Roskilde” og at vi faktisk mener at vi ikke er helt urimelige. Det bliver lidt ananas i egen juice og navlebeskuende, medier der snakker om medier og medie-forhold. Vi ved godt, at vi er meget små fisk i en meget, meget stor sø, men vi mener at vi efter bedste evne forsøger at få det optimale ud af vores evner og tid – derfor ærgrer det os, når rammerne sætter en kæp i hjulet på vores arbejde. For vi arbejder faktisk, tro det eller lade være! Gratis, eller man skulle måske hellere sige, at vi betaler faktisk for at få lov til at bruge tid og energi på at arbejde og skrive på festivalen.
Derfor var det mildt sagt frustrerende da vi, som et af meget, meget få medier så vidt vi kunne tælle os frem til, møder op for at få de første skriverier i kassen ved den dertil indrettede lade i mediebyen, på det tidspunkt (kl. 10.00) søndag formiddag, hvor lokaliteterne i følge vores oplysninger skulle åbne. Det der mødte os var en byggeplads, hvor der hverken var strøm, internet, vand, åbne toiletter (og, nå ja, kaffe), men i stedet for håndværkere i fuld gang med at hamre, banke og save. Der var ingen oplysninger at få om hvornår faciliteterne ville være klar, så vi måtte improvisere os igennem dagen med net fra mobilen.
Vi forlanger virkelig ikke meget, og skidt med kaffen, det var mest for sjov vi brokkede os over den, men strøm, internet og toiletter? Come on…. Det hele føles ikke som et mindre slap in the face når samtlige faciliteter først er oppe i gear flere dage senere, I ved, når de “rigtige” medier begynder at komme dryssende, for gud forbyde at de skulle mangle noget – faktisk er hele mediebyen først bygget færdig og køreklar med madboder og deslige på den dag hvor festivalpladsen åbner. Det vil sige, sjovt nok når alle gratister, medievedhæng, kendiser af forskellig grad og hele slænget af backstage hang arounds der er på deres årlige festival turistur, når frem. Kort sagt, de der VIRKELIG bidrager med noget til Roskilde Festival!
Not cool!
Årets optur
Det er Roskilde Festival, for pokker. Og man er åbenbart stadig ikke blevet for gammel til det her ræs, hvis man bare tilpasser tempo og indsats nogenlunde! Tænk at man kan være så heldig og privilegeret. Og så må man bare give Roskilde Festival, der i hvert fald på langt de fleste punkter kører på skinner – især når man tænker på hvor stort et apparat og en totalt uoverskuelig logistik, der ligger bagved det hele. Og respekt til alle jer, der holder festen kørende, når vi går og mukker over manglende kaffe bag kulisserne. KAFFE!
Vi ses sgu nok næste år alligevel – og vi glæder os allerede lidt.
Samtlige daglige reportager, samt korte og længere anmeldelser fra Roskilde Festival 2015 kan du finde HER. Vi har stadig 2 interviews, der røg i kassen under festivalen, i baghånden, som vi håber på at få gjort færdige i denne uge. Tak fordi I gad læse med, både når vi vrøvler, tuder lidt og er über-awesome!
Af Jonas Strandholdt Bach og Ken Damgaard Thomsen
Fotos: Thomas Bjerregaard Bonde og Jonas Strandholdt Bach/GFR