Den danske veteran, Lars H.U.G., beviste fredag aften, at han er et godt stykke fra at burde gå på efterløn, og ikke i nærheden af at være pensionsmoden, selv om dele af hans publikum måske burde overveje det, hvis de ikke har tålmodighed til andet end ren hitparade.
Det var egentlig ikke ment som nogen kæmpe sviner, for folk var generelt godt med, men hvis man er gammel fan, hvilket en del lignede, så burde man måske have lidt mere tålmodighed, end at udvandre fra teltet halvvejs inde i sættet – bare fordi han ikke lige havde spillet 2 hits i streg.
Hits var der ellers nok af, især i starten og slutningen af sættet, men den aldrende pop-kunstner var ikke KUN kommet for at agere Grøn Koncert jukeboks, og viste flere gange i løbet af koncerten, at drillesygen, nysgerrigheden og lysten til at lege med folks forventninger stadig er nogenlunde intakt. Godt nok var et langt medley midt i Kliché-klassikeren “Bravo Charlie”, hvor han kom omkring alt fra CV Jørgensen, lune Larsen, Gnags og Tv2 med mere, lige ved at stikke af for det ellers velspillende band H.U.G. havde med – det blev lige lidt for gøglet. Men mon ikke det var en lille hilsen til de hithungrende, “værsgo, så får I sgu en ordentlig bunke singalongs lige i smasken!”.
Jovist, der er måske gået lidt tilbagelænet hyggeonkel i den hist og her, men man mærkede heldigvis flere gang i løbet af seancen, der blev præsenteret som “with special guests”, at den kunstneriske glød stadig brænder inde i hovedpersonen. Det der speciale guests betød, ud over et udvidet band (var de 12-13 stykker paa den scene?), gæsteoptræden fra ham der human beatbox duden fra noget talent halløj og en duet med Oh Land. Begge dele kunne jeg godt have undværet. Faktisk, uden at nogen kommer rigtig til skade, så kunne man passende proppe Oh Land i samme kanon som den lydmand der prøvede at slå Run The Jewels ihjel senere på aften – og skyde dem til månen.
Det var også under Oh Lands visit på “En Skønne Dag”, og de efterfølgende par numre, at koncerten døde lidt for de brede masser, hvor H.U.G. efter en sand hitparade indledning, tog tempoet lidt ud af sættet og gav et par stille numre. Det fik godt nok lagt en dæmper på den byfest-stemning der havde bredt sig inden… men det var måske egentlig et meget godt træk, så der ikke gik ren karaokefest i den.
Det var ellers tæt på under en helt forrygende udgave af John Mogensen traveren “Saa længe Jeg Lever”, hvor syng-med-koret var ved at blæse taget af Arena. Da fik jeg sgu, indrømmet, lidt gåsehud, ikke kun fordi det lød fantastisk, og gæsteguitarist Peter Peter fik lov til at snurre godt igennem på guitaren sangen igennem (han var forresten en fornøjelse at lægge ører til hele koncerten igennem), men også fordi at jeg hørte meget Mogensen da jeg var ganske ung teenager (af en eller anden grund? Måske var det den eneste nogenlunde brugbare cd i mine forældres samling?), og jeg senere er blevet meget glad for H.U.G.’s glimrende cover album, Kopy, hvorfra nummeret stammer.
H.U.G. er nemlig en fremragende fortolker af andres materiale, hvilket en følt version af Grethe Ingemans “Dansevisen” også understregede tidligt i sættet, vi manglede nærmest kun “Solen Er Så Rød Mor”. Sin egen fortid er han nu heller ikke så sky for at gribe fat i, som man måske kunne frygte når man har med en ægte kunstner som Hr H.U.G. at gøre. Klichés gamle supertanker, “Havets Blå” agerede landgangsbro for koncerten, der dermed blev skudt i gang med lidt af en crowd pleaser. Leveret i en noget kantet udgave, ledsaget af trykluftsbor, mens de i arbejdstøj klædte bandmedlemmer sørgede for en herligt ruskende bund. Hvad er det med H.U.G. og hans fascination for vejarbejde, store maskiner og den larm der hører med? Jeg var på, det ved jeg ikke om alle var som koncerten skred frem – ikke mindst mod slut hvor der næsten gik dekonstruktion i den og the power tools fik lov til at fylde godt i lydbilledet.
Selv om fortiden fyldte en del mere end en lille natsværmer, så blev der også plads til titelnummeret fra multikunstnerens nyeste album, “10 Sekunders Stilhed”. Nuvel, det er måske ikke et nummer der er på højde med, eller skaber lige så stor begejstring som, “Når Lygterne Tændes”. Den fik vi i en skøn og virkelig medrivende version i den hitspakkede første halvdel af koncerten.
Efter den lidt træge midterdel (måske skulle man lige have shufflet sætlisten lidt der og spredt hitsene ud), fik den stadigt velsyngende gråsprængte herre hevet koncerten flot over målstregen. En rocket og potent udgave af “Militiskvinder” var igen ved at få teltdugen til at lette, mens lykken svævede ud i den varme sommeraften, da H.U.G. og co spillede klassikeren “Elsker Dig For Evigt” mod slut.
Herefter var jeg ved at gå i koma i ren og skær begejstring over at vi fik “Masselinjen”, med sit udødelige, messende og repeterende “folket og kun folket, er drivkraften, i skabelsen af verdens historie”. Da følte jeg mig sgu lykkelig og summede ud sammen med resten af koncerten og den ekstra lille krølle på halen i form af “Altid Lys”.
Lars H.U.G. optræder, og synger og performer, måske ikke med den flammende nødvendighed, som han gjorde op igennem 80’erne og start 90’erne, men ren nostalgisk morfar er han, heldigvis, ikke blevet. Langtfra faktisk. Jeg kvitterer med 4 (meget) store stjerner for den samlede oplevelse, hvor der i glimt var en femte at skimte under Arenas støvede oversejl.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach
