Der er allerede skrevet en syndflod af positive anmeldelser af Father John Mistys Roskilde koncert tidligt torsdag aften, og de er en samstemmende strøm af 5 og 6 stjernede skamrosninger. Og det var helt fortjent. Nu er der flere og helt subjektive grunde til at den slags sker, så her følger en anmeldelse, hvor den personlige oplevelse er mere i fokus end det rent objektive.
For, objektivt set, så er en festival setting måske ikke helt optimale rammer for Father John Mistys ordrige og intelligente tekster, hvor disse og vokalens fremførelse af de humoristiske, spydige, sarkastiske og sekvudleverende tekster er en stor del af oplevelsen. Lige som man kan diskuterer om scenen var for stor til hans albumproduktioners fine nuancer, og for lille til helt at kunne rumme den menneskemængde der strømmede til Avalon for at se giraffen. Paradoks.
Josh Tillman, der gemmer sig bag den opdigtede Father John Misty karakter, var nemlig en af festivlens mest hypede navne på forhånd. Den slags er altid farligt, især når han så placeres i forholdsvis intime rammer. Jeg ankom i god tid, og cirklede over i højre side af teltet, hvor man helt ubesværet kunne gå ind og stille sig omkring 10-15 meter fra scenen. Der blev da fyldt fint op bagved, men aldrig proppet – modsat de tilstande udenfor telte jeg hørte om fra andre efterfølgende.
Det jeg vil frem til var, at jeg selv havde nær optimale rammer til at opleve Father John Misty og hans velspillende band, omgivelserne taget i betragtning – stod du et andet sted, så var det måske ikke den samme store oplevelse. Kun under første nummer, “I Love You, Honeybear”, fra albummet af samme navn (en af årests bedste plader!), skulle jeg stå og gribe lidt ud efter vokalen. Den fandt dog hurtigt et fint leje i lydbilledet, hvor jeg ganske klart kunne høre de fleste af faderens lyriske guldkorn.
Musikalsk burde han apellere temmelig bredt med sin umiddelbart bløde west coast 70’er pop/lounge/crooner sound, men det er blot det øverste, lidt glatpolerede lag. Nedenunder lurer og ulmer det forvoksede mandebarn, Father John Misty. En karakter der lyder som noget fra en Nick Cave sang. Han er kvindebedårer, levemand, bodega bums, poet, primitiv, sofistikeret, manipulerende, elskværdig, forelsket og hadende. Det er DER, fidusen ved det hele er.
Det virker enormt tilforladeligt og labert når han pop-valser sig igennem et smukt klingende nummer som “Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins)” mod slut i sættet, men så er der pludselig flere tusinde mennesker i fællessang der synger linjer som:
I wanna take you in the kitchen
Lift up your wedding dress someone was probably murdered in
Forbløffende. Lige som hovedpersonens skræmmende evne til generel folkeforførelse. Tag ikke fejl, det virker som gak, løjer og tosserier når Misty danser, svanser og vrider sig rundt på scenen, eller bestiger trommesættet i tide og utide, mens bandet følger hans mindste bevægelse og krumspring. Men Father John Misty er i total kontrol over situationen, hvor han har sit publikum og hvornår hvilke tricks skal tages i brug. Vel at mærke UDEN at det virker indstuderet eller kalkuleret, det hele har et elegant og naturligt flow. Som en slags delvist improviseret musikteater, hvor Misty karakteren rabler rundt på en scene, der både består af den fysiske du kan se, men også en, der eksisterer for ens indre øje, som de billeder og den verden de sublime numre bygger op.
“The Night Josh Tillman Came To Our Apartment”, du er helt tilstede, i en eller anden parallelverden når Misty sammenbidt konstaterer:
Oh, I just love the kind of woman who can walk over a man
I mean like a god damn marching band
Du føler smerten, erkendelsen, selverkendelsen, nederlaget og den frihed det giver at få det ud (og hænge den kvinde lidt ud?), som Father John Misty lægger han ingen fingre imellem, og får sat ord på det, som bagmanden, Josh Tillman, ikke selv kan. Det føles både enormt ægte, nærverende og meget intenst at være vidne til en, der krænger det inderste af sin sjæl ud på den måde på en scene. Hvor hver eneste bevægelse, grimasse og velsungne ord lader til at have en dybere, smertelig, sandhed bagved. Men, det er også løgn, latin og masseforførelse på samme tid!
Og det er HER det for alvor bliver mesterligt. Er det virkeligheden, det Father John Misty præsenterer os for? Noget af det er tydeligvis løgnhistorier, som det country rablende selvportræt “I’m Writing A Novel”, hvor vi får karakterens skabelseshistorie, der kort fortalt handler om et møde med en canadisk shaman. I interviews har Tillman, i eller ude af karakter, det ved man aldrig, derimod forklaret at Father John Misty karakteren og navnet kom til ham i en svamperus på en californisk strand, og karakteren opstod fordi han havde lyst til at rive alt ned som “J. Tillman” og hans kuldsejlede solokarriere som musiker handlede om. Det er nok lidt nærmere sandheden, men du kan ikke vide det.
Lige når man tror man har regnet Father John Misty ud som kunstner eller performer, så galoperer han ud til publikum, lægger sig lidende og teatralsk på knæ på scenekanten, vælter et keyboard, springer ned til publikum eller fyrer selvironiske og/eller udslettende jokes af, som “Im like a low budget Bono”. Når han da ikke lige gik i selvsving over den klassiske “alien knepper ko”, der også var til stede, “leave that cow alone, dude”… “I used to be in a relationship just like that… I was the alien”. Hele tiden, tilsyneladende, på gransen af et manisk sammenbrud, sindssygen lurer lige om hjørnet, men stadig med publikum i sin hule hånd – det er simpelthen dybt fascinerende, og en overdreven overlegen opvising i showmanship, at være vidne til. Og en del af. For man lader sig gerne forføre, bare for at se hvor det kan tage én hen, mens man står og brøler med på:
We sang “Silent Night” in three parts which was fun
Til she said that she sounds just like Sarah Vaughan
I hate that soulful affectation white girls put on
Why don’t you move to the Delta?
Under “Bored In The USA”, som han præsenterede som “a massive hit in the states”, blev der helt stille og koncerten, der ellers havde haft noget af en rocket kant i forhold det studieudgaverne, ramte et af sine peaks – et roligt, betagende et af slagsen. Hvor Misty, nærmest opgivende og med nederlagets skuldertræk med et lyrisk snit skærer helt ind til benet af Amerika og hans generation. “Save me ,white Jesus”! Publikum var helt med på hvor vi skulle hen, så der fra det lummer varme telt blev hujet og grinet med, der hvor der i studieindspilningen kører et laugh track. Jeg elsker når folk ved, hvilken slags koncert de er til.
“Only Son Of a Ladies Man”, “When You’re Smiling and Astride Me”, “Nothin Good Ever Happens At The Goddamn Thirsty Crow”, højdepunkterne faldt som de berømte perler på en snor i løbet af den 60 minutter lange prædiken. Man glemte helt, at Father John tilsidesatte en stor del af hans ellers fantastiske materiale fra hans første album, Fear Fun, og til gengæld spillede næsten hele I Love You, Honeybear. Han kunne også have gjort det omvendt, og man havde stadig været forført og blæst bagover.
Det er svært helt at sætte ord på, endsige fordøje, sådan en koncert som denne. Den gjorde kort sagt indtryk. Ikke på en måde, hvor jeg under koncerten følte mig dybt berørt, eller fældede en tåre, eller noget. Det er ikke på den måde Father John Misty rammer, det er universet alt for sarkastisk og ind imellem bistert til. Jeg følte mig….. tømt, renset og fyldt helt op bagefter? Så meget at jeg ikke havde lyst til, behov for eller kunne rumme koncerter i flere timer efterfølgende. Selv nu, mens jeg skriver, føler jeg mig fyldt godt op og har svært ved at tænke på andre koncerter jeg oplevede igår. Jeg forstår godt hvorfor… og har ingen anelse på samme tid – jeg er bare ramt af Misty feberen.
But my baby she does something way more impressive than the Georgia crawl
She blackens pages like a Russian romantic
Gets down more often than a blow-up doll
Af Ken Damgaard Thomsen
Shitty mobil foto: Ken Damgaard Thomsen
