Mandag på Roskilde Festival og Rising Scenen bød på flere store musikalske oplevelser efter den lidt ujævne første dag, hvor vind og lav lyd var medskyldige. Lyden var skruet gevaldigt op mandag og samtidig blev der leveret solide rockudladninger fra især Piss Vortex og The Entrepreneurs… mere musik, lige så meget vrøvl og lidt udenoms snak, let’s roll….
(I nedenstående er “jeg” lig med Ken, der har stået for reportage og anmeldelser. Jonas er vært for dagens udgave af Madhjørnet)
Dagen startede for 2 mands redaktionen med den efterhånden vante rutine, stå op, strække ben, gå gå gå og ind til medieladen, hvor der STADIG ikke var fuld service. Hvor er vores gratis kaffe og toiletter, for pokker!! Nede i volunteer lounge? GodDAMMIT… ok… ok… vi er simple mennesker der ikke kræver meget, altså andet end nogenlunde ordentlige rammer.
Efter chokket over den manglende luksus havde lagt sig, og dagens skriblerier var i bogen, dryssede vi lidt rundt i vores søgen efter noget der kunne ligne morgenmad, resultatet af mavens GPS pejling finder du nederst i vores ever awesome Madhjørne.
Kursen blev sat mod Camping Vest, der blev forplejet lidt vin, som har vist at være en god ven for os i opvarmningsdagene, vores “spot” foran Rising blev indtaget og så blev der ellers etableret den base camp som skulle holde de næste 10 timer. Vi nåede lige at fange de sidste 2 numre fra The Attic Sleepers, som var noget af et tilløbsstykke publikumsmæssigt. Ventetiden til næste navn, Molly, blev brugt på selvfede high fives, og debat om hvad den nye Rising Scene egentlig ligner? Svaret blafrede lidt i sidevinden.
Molly ★★★☆☆☆
Det samme kan siges om Mollys lyd i begyndelsen af koncerten, problemerne fra dagen før viste lidt af sit grimme ansigt igen, da de unge knøse med stor energi og højt humør kastede sig ud i deres 40 minutter lange sæt. Gruppen spiller en art blanding af college punk møder noget grunget, en cocktail der i hvert fald indledningsvis ikke lige tiltalte undertegende synderligt meget. Melodierne var egentlig fine, attituden lige i skabet, og det hele virkede meget i øjenhøjde med publikum, men det virkede lidt som et opkog af noget man havde hørt før.
Vokalen var i den mere flossede og tilstræbt flabede grunge-ende af spektret, ikke vanvittigt stærk rent teknisk, men alligevel med saft og kraft nok i udtrykket så det ikke blev et markant problem. Sammen med musikken giver den Molly et fint afbalanceret udtryk, hvor der både er plads til aggression, ungdommelig kådhed og det melodiske element.
Rigtigt interessant blev det dog først for mig efter “Bagu Bagu”, da bandet begyndte at skrue bissen endnu mere på og spillede et mere fragmenteret og kradsbørstigt nummer. Her følte man endelig, ikke mindst fordi lyden var tilpas høj, til at Rising fik nogle hairy balls og kom over pubertetsstadiet! Det var så, paradoksalt nok, at dele af publikums begyndte at miste interessen og dryssede lidt væk….
Molly lukkede sættet med en herlig omgang støj, kontrolleret kaos, feedback og noget der kunne minde om en sirenes hylen. Mere af den slags vildskab frem for den lidt for artige lømmel rock i begyndelsen, så ryger vi over de 3 store stjerner.
Herefter blev det gøglet. Meget gøglet. Gooms var da om ikke andet en oplevelse! Musikalsk var gruppen nærmest umulige at sætte i bås, hvilket jo er ren gift for sådan nogle kassetænkende anmelder typer som os, men lad os bare kalde det art rock med mere. Bandet blev introduceret med ord om at det var ligesom at zappe rundt på forskellige tv kanaler, og billedet er ikke helt ved siden af. Fragmenter, løst forbundne passager, pludselige retningsskift og spraglede indfald. Problemet er, at hvis man ikke lige er med på legen eller kan se pointen, så bliver det hurtigt en lidt stor mundful at sluge. Is it art? Sikkert. Men som redaktionschefen i et poetisk øjeblik udtrykte det, “det er kraftedeme irriterende, det der”.
Man var tilbøjelig til at give ham ret, især to dansere, klædt med tørklæder for ansigtet, der spjættede, gøglede og løb rundt på scenen, og senere ude blandt publikum, fremstod hurtigt som en lidt enerverende gimmick. Da visuals med de 2 dansere på storskærmen blev afløst af et hakkende live Skype feed filmet fra forreste række, rammede det egentlig koncerten meget godt ind. Flimrende, sløret og belastende at kigge på efter kort tid.
Herefter dukkede vores trofaste sidekick, Mongo, op igen efter lidt selvvalgt eksil med familen på Amager. Pausen havde gjort ham godt, men blandingsmisbruget af whisky, vin og øl fik hurtigt sat en kæp i hjulet, og gennem øret, på det elskværdige væsen. Han nåede dog at opleve Piss Vortex sprætte maven op på os, inden han i en ukoordineret danserus, med møje og besvær fik pakket sit udstyr sammen og med ord om at han skulle i seng forsvandt over mod Get A Tent East. Da var klokken omkring 20.00… men seneste registrerede livstegn for vores uforudsigelige journey man er en facebook update fra klokken 4 i nat, så vi glæder os til at høre om hans oplevelser senere i dag.
Men tilbage til Piss Vortex.
Piss Vortex ★★★★★☆
Sikken en omgang tiltrængte klø vi fik i de knap 30 minutter grindcore-kvintetten fik strakt deres sæt ud til! At nævne enkelte numre er næsten umuligt for mig, selvom jeg har hørt deres debut album fra sidste år en del gange. Det er bare en af den slags fræsende oplevelser, hvor jeg ikke får kigget på titlerne, men blot rystepudset og sandblæst øregangene i små 20 minutter. Sættet bestod derudover også af en række nye numre fra en kommende EP, hvor bandet, om muligt, fremstår endnu mere bistre og afstumpede. Det er også som om, at der er skruet en lille smule op for den metalliske tyngde på disse numre, hvilket tilfører deres kantede, nogle gange næsten antimelodiske og hakkende støj, en ekstra dimension.
Det var en koncert, eller nådesløs nedslagtning af Rising, der især vil blive husket for to ting, ud over Piss Vortex’ kompromisløse skudsalver. For det første deres afvæbnende og til tider tøhø-bøvede snak mellem numrene, og introduktionen af det næste med formuleringer som, “det her er et nummer der handler om at hade at gå på arbejde”. “Den her handler om at man hader at tage bukser på om morgenen… og sokker”.”Den her handler om kønssygdomme”. Lidt fjoget, men det giver dog i det mindste Piss Vortex et menneskeligt ansigt midt i det sønderlemmende inferno der bryder ud, når bandet lader musikken tale.
Det andet mindeværdige ved denne koncert, var det særdeles tændte og medlevende publikum. Hold nu op folk gav den gas og fik endelig sluppet noget vildskab og lidt uforudsigelighed løs på Rising. Der blev moshet, cirklet og crowd surfet, hvor det absurde højdepunkt var en der crowdsurfede siddende i en indkøbsvogn. Det TROR jeg ikke jeg har set før, og et dejligt Roskilde moment.
Umiddelbart virkede crowd safety til at tage den nogenlunde med ophøjet sindsro, som de også burde, ned med folk når de når op til hegnet, en henstilling og så er vi ligesom videre, MEN, rygter og nogenlunde bekræftede historier florerer på nettet lige nu, vi håber så sandelig de er det pure opspind eller overdrivelser. For, Piss Vortex satte åbenbart rekord for flest klippede armbånd under en koncert på Roskilde? Klippede armbånd? Vi håber inderligt, at der er tale om situationer, hvor folk har fået klippet deres armbånd og fået det erstattet af et “advarselsarmbånd”, der indikerer at “næste gang er det ud”.
Er der tale om regulær klipning og “farvel for i år”, så er det ikke bare en overreaktion, men decideret pinligt. Der findes folk ude på Camping området der hvert minut opfører sig vildere, mere tåbeligt og meget mere til fare for andre og sig selv, end det der sker under en koncert, hvor folk får lov til at skeje lidt ud. Regler er regler, det er vi klar over, men det handler også om at give lidt råderum, lade festen styre sig selv og være lidt fleksibel.
Nå, nok om det, vi håber der er tale om en fjer der er blevet til fem høns. Piss Vortex raserede hønsegården som en flok grådige og hungersramte ræve med rabies, og ender med at få 5 stjerner herfra for hele oplevelsen.
Efter sådan en omgang trængte vi til mere mad og vin, mens Rising Scenen blev dekoreret med stueplanter og folk klædt i hvidt dukkede op og lavede lydprøver, bare lige for at gøre kontrasten til det vi lige havde oplevet endnu mere skarp og mærkværdig. Grunden var de drømmende indie poppere Lowly, som endte med at gøre en rigtig fin og behagelig figur med deres smooth og vellydende toner. Vi var en smule ukoncentrerede efter de foregående timers sansebombardement, men det var en af den slags “læne sig tilbage i stolen” koncerter, som der altid er plads til. Lowly fortjente egentlig at blive meget mere end et sympatisk baggrundsbekendtskab, men det må så blive en anden god gang. Ind i mellem Lowly og aftenmørket spillede De Underjordiske, og deres koncert finder du anmeldt for sig selv andetsteds på siden.
Da mørket stille og roligt faldt på dagen før, begyndte folk også stille og roligt at sive væk fra Rising området, inden det sidste navn, Black Book Lodge, gik på. Det var ikke tilfældet igår, hvor buzz og hype tydeligvis var løbet The Entrepreneurs i forvejen. Jeg har ikke rigtig orket at sætte mig ind i hvorfor deres navn er dukket op så mange steder de seneste par månender, det erkender jeg blankt. Faktisk har jeg kun fået hørt et enkelt nummer med duoen, der live er udvidet til en trio, og arkiveret det under “jeg skal sgu nok selv bestemme hvem jeg synes der fortjener hype”. Ja, jeg er et skrækkeligt menneske… men også ét der, når fanden tager ved én, gerne lader sig overraske og rive med. Du skal bare arbejde urimeligt hårdt for sagen.
The Entrepreneurs ★★★★★☆
De tog så totalt fusen og bagdelen på mig, og lad os bare få det af vejen, jeg forstår nu udmærket hvorfor det har været lidt i vælten rundt omkring på nettet. Fra det indledende “HEY” til de lukkede ned med et ekstranummer, et helt nyt et åbenbart, var The Entrepreneurs lidt af en lille åbenbaring for mig og havde publikum i et temmeligt overbevisende fast greb. Musikalsk er deres lyd måske ikke super nyskabende, men man behøver sgu heller ikke være banebrydende, hvis bare man har nogle gode sange. Dem havde The Entrepreneurs rigeligt af, endda nogle der var decideret fremragende skruet sammen og leveret med så meget power og pondus, at man nærmest ikke havde andet valg end bare lade sig forføre af deres blanding af støj, post punk, melodisk garage and what not. Og en helt igennem glimrende vokal.
Jeg var kort sagt temmelig imponeret, og chefredaktøren lige så, det betyder måske umiddelbart ikke så meget, men tag det som en kompliment. Styrken ligger i forbilledlig timing, sans for opbygning og meget overbevisende dosering af virkemidler, hængt op på numre der både virkede genkendelige og helt friske. Støjrockens drømmende og længselsfulde guitarflader gik hånd i hånd med labert eksekverede omkvæd og rytmer der bare var meget vanskelige at modstå. Sangtitler fik jeg ikke fat i mange af, så det er bare et løst skud når jeg kalder det absolutte højdepunkt “Believe” eller måske “Call Me A Believer”?
Den faldt lidt over halvvejs i sættet, efter bandet havde lagt ud med en række medrivende numre, der næsten kunne virke som hit på hit – blandt andre “It Strikes Again, Love”. Resultatet var, at de havde publikum lige hvor de skulle have dem til resten af sættet, hvor bissen blev skruet en lille smule på med den knap så crowd pleaser klingende “Brutal Summer”. Det hele mundede ud i det lange, indledningsvis næsten vuggende ballade-agtige afslutningsnummer, der endte med at strække sig i omkring 10 minutter. Lidt af et ballsy sats efter man havde fået folk på krogen med de mere imødekommende numre, men et der også hiver sejren og de 5 stjerner helt sikkert i land. Og så var det skruet OP for lyden, så man fik et ordentlig sus!
Nummeret, hvis det da var eet sammenhængende nummer og ikke 2, jeg kan være blevet snydt af mit mangledne forhåndsbekendtskab til deres musik, udviklede sig i mere støjende og ulmende retning inden det hele blev sat fri i et nødvendigt klimaks. Her kunne de sagtens bare have trukket stikket i stedet for at komme tilbage til med ekstranummeret, sejren var i hus.
The Entreprenuers har umiddelbart “hele pakken”, styr på deres stil og lyd, kan appellere nogenlunde bredt og udenfor en snæver niche eller tillukket undergrund, men uden at miste kant og virke for mainstream.
Hold øje med dem fremover, det er jeg i hvert fald nødt til nu!
Madhjørnet
Madhjørnet var, som altid, en blandet omgang. Vi startede dagen med morgenmad omkring volunteer lounge i backstage-området, hvor en lang kø til pølsevognen (okay, den var ikke så lang, men vi var sultne!) gjorde at vi i stedet søgte over til vognen ved siden af, der havde udsolgt af boller, men til gengæld havde bake-off snegle og spandauer til en 10’er stykket. To af sådan nogle pr. mand, og så var vi kørende på lidt sukker-rush. Hæderlig pris, meh kvalitet. ★★★☆☆☆
Solidt plantet ved Rising kom eftermiddagsmaden til at bestå af falafel med aubergine fra Ahaaa. Måske blev vi straffet for det vegetariske valg og for at spise dyrenes mad, for der var i hvert fald ikke for meget af den. Smagen var egentlig ok, men 55 kr. for noget, der burde have kostet 30 kr er ikke okay. Der var vel højest 3 stykker aubergine proppet ned i det ikke nær fyldte fladbrød. ★★☆☆☆☆
Så var der til gengæld til appetit til aftensmaden, som bestod af burger fra Giant-boden i Servicecenter Vest. Burgeren var måske ikke ligefrem gigantisk, men en hæderlig kraftkarl, der lå godt i hånden. Men mindre kan man heller ikke forvente for 70 kr. Den kan fås uden ost til 65, i øvrigt. Smag var der også noget af, og især Jonas’ udgave var smurt ind i voldsomt meget dressing – det var næsten for meget af det gode. Samtidig var bollen overristet. Igen, for dyrt, men vi lander på: ★★★☆☆☆
Natmad skulle vi også have på vejen hjem og da vores suppe-favorit var udsat for belejring af en lang kø af sultne festivalgæster, valgte vi i stedet den økologiske bagerbiks i nærheden. Her valgte Ken to pølsebrød til 40 kr, mens undertegnede valgte en sandwich med spegepølse og ost til 45 kr. Kens oplevelse var: Okay kvalitet, men for dyrt, så pølsebrødene lander på to stjerner. Sandwichen var til gengæld umiddelbart et godt valg, solid bolle, gode råvarer og også noget smag – men den kunne godt have været større. Derfor lander vi samlet set på: ★★★☆☆☆
Ja, de musikalske oplevelser var bedre end de gastronomiske, og sådan skal det selvfølgelig helst være på en musikfestival. Men vi glæder os nu til der kommer lidt et lidt større udvalg af madboder, når pladsen åbner.
Af Jonas Strandholdt Bach og Ken Damgaard Thomsen
Fotos: Jonas Strandholdt Bach/GFR
