Depressive tekster der suger en ind og ned, og melodier og stemninger der løfter en op? Aarhusianske Orange Monks er en på samme tid nedslående og opløftende oplevelse, der bæres frem af stærke sange i lækker poppet indpakning, der som samlet pakke er helt oppe og snuse til en topkarakter.
Det er altid en udfordring – på godt og ondt – at lytte til musik, der har rod i depression og tristesse. Men Orange Monks formår med stærke spilleevner, flair for arrangementer/produktion og matter- of-factly levering af tekster at levere stærke sange uden overvæld af positive tanker i en lækker, poppet indpakning – og det fungerer!!
”I’ll erase this cold blood / All I crave is a shotgun / ’cause nothing feels good / Anymore / laa-la- laa-la / laa-la-laa-la / laa-la-laa-la / laa-la-laa-la’. På mange måder er slutningen af nummeret “Casette” en fin beskrivelse af hvad man har mellem hænderne, når man sidder med Orange Monks’ album, Deadstock, i hånden:
Der er ikke meget håb og happiness at hente i teksterne, mens melodier og produktion, samt tekstens levering gør, at det virker underligt positivt… Vi skal som lyttere ikke nødvendigvis hives med ned i de depressive tanker – men får ligesom et løft af musikken, da det hele måske i virkeligheden ikke er så alvorligt – eller måske er det i virkeligheden endnu værre? Måske er det hele bare ligegyldigt, hvorfor vi lige så godt kan lukke ned med halv-manisk lalala? Uanset hvad, så er det djævelsk godt lavet!
Der er tale om en forbandet velindspillet og velarrangeret/produceret plade, og vi bevæger os i genren singer/songwriter. Bandet sammenligner sig med både Beck (tænk her de mere nedtonede, akustiske albums – dog ikke lejrbålalbummet!!) og Eels, hvor især det sidste rammer utrolig tæt på. Der er noget af den samme syre og sarkasme i leveringen af teksterne, som så bliver krydret med gode melodier og stemninger. Ja, selv vokalen kan til tider næsten trække i retning af Mr E.
Men Orange Monks er bestemt mere end en kopi. De har deres eget udtryk, som ikke mindst bæres frem af Peter Fjordbaks produktion. Det er en masterclass i den soveværelselyd, som så mange har jagtet, men så få mestret.
Det er en fornøjelse at høre at der bliver spillet på alle tangenter (bare aldrig på samme tid) og at der virkelig er tænkt over detaljen. Det er også forfriskende at høre et album, der for så vidt er meget navlebeskuende fra sangskriverens side, men som hele vejen er voldsomt selvkritisk – der er INTET Facebook- glansbillede over det her!
”I got the foot in the door / And suddenly / I found you lying on the floor / I’m coming clean: / I don’t like what I’ve become” hedder det i Foot in The Door og Av! Ikke noget filter eller selvpromovering her.
Jeg har en forkærlighed for overraskelser (fx reggae, der viser sig at have dødsmetalstekster), og Deadstock har elementer af sådan overraskelse: Det er nogle pæne, pænt producerede sange, som man snildt kunne høre på en café som baggrundsmusik. Men når man så går lidt ind i teksterne, så sætter overraskelsen ind: Det er ikke for sjov, det her. Vi er helt nede i møget, og bandet beskriver også pladen som handlende om ”at være kørt fast og føle sig som en udgået vare”.
Det fanger man ikke nødvendigvis ved første gennemlytning – men fordi det er så lækkert lavet, vil man opdage det senere. For pladen giver i den grad lyst til at lytte igen. Og igen! Kan man lave pop ud af depression? Kan man tillade sig at slutte en plade på en bridge med ordene ”…and leave behind the thoughts”?
Uanset hvad svarene måtte være på ovenstående spørgsmål, så må man sige, at Orange Monks har begået en lettilgængelig plade, som ikke bare er pop, men som stadig er med én efter sidste tone. Take a bow, lads – det er ikke bare pissegodt lavet, det er helt stille (næsten) genialt! Jeg er virkelig tæt på at gå på allerøverste hylde her, men må alligevel blive på 5. Men det er i hvert fald fem meget store stjerner, jeg vil give Orange Monks’ Deadstock.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Orange Monks på Facebook
