Dansk blues rører på sig for tiden. Thorbjørn Risager & Black Tornado holder live-fanen højt både herhjemme og i udlandet, Olsen-Bandens Børge er blevet voksen og udgiver vrissen gammelmands-blues sammen med Morten Wittrock, og der er også en del yngre bands, der rykker. Et af dem er Fried Okra Band, som er på banen med deres fjerde album.
Fired Okra Band er klassisk trio opstilling, dog med den krølle på halen at to af medlemmerne er bevæbnet med guitarer (Morten Lunn og Thomas Foldberg), mens tredje mand tager sig af trommerne (Thomas Crawfurd). Bassen er altså “sparet” væk til fordel for lidt ekstra guitartryk. Man går egentlig heller ikke og savner bassen voldsomt meget, for som regel sørger guitarerne også for godt med tyngde. For eksempel på åbneren ‘Flatland Groove’, hvor den ene guitar buldrer og brummer, mens den anden vrider sig mere blueset.
Tempoet sættes op på ‘Don’t Go North’, der bluesrocker solidt i bund. Det svinger og groover, og blandt andet her kan man virkelig mærke at albummet er indspillet live i studiet. Fried Okra Band kan også tage tempoet helt ned, og det viser de på den dæmpet snigende ‘Never Felt Lost’, hvor Lunn beretter at han “Didn’t know I was lost//Until I was found”, mens intensiteten langsomt stiger, indtil Lunns vokal bevæger sig længere og længere væk i lydbilledet og nummeret klinger ud, godt på vej mod de 6 minutters spilletid. ‘Stay No More’ indleder i samme tempo, men kaster mere dynamik fra trommerne ind, mens guitarerne kører parløb ind og ud mellem hinanden. Igen synes jeg dog det ender en smule uforløst ulmende, med mørke skyer i horisonten og lidt fjern buldren, mens tordenen ikke for alvor får frit løb.
Til gengæld er et nummer som ‘My Kind of Woman’ mere ligefremt rocket, og Fried Okra Band i deres mest radiovenlige hjørne. Her er der også glimrende soloarbejde undervejs til guitar-aficionadoerne, og endda et “uh-uuuuh” kor til lige at toppe det hele. Det fungerer faktisk rigtig godt for Fried Okra Band, og giver samtidig et energistød. Energien fastholdes på ‘I Can’t Help You’, der nok starter i det dæmpede hjørne, men hvor instrumenterne igen får lov at rocke godt igennem. Det gør Fried Okra Band også på ‘Who Is It For’, der er en forsmået kærlighedssang, hvor bluesen er tung og kantet – og det klæder den. Trommerne tramper og stamper og det lyder virkelig som om Lunn og kompagni har the blues. “When you walk out the door//You’re more beautiful than before//And I wonder who is it for//The love you take out the door”. Av.
Humøret kommer lidt op igen på ‘Ten Times Man’, der tromler lidt gumpetungt afsted, og som trods et par stærke instrumentalstykker ikke for alvor får vinger. ‘Whitest Boy Alive’ springer ud på verandaen med en diddley bow, overalls og stråhat, og den måtte næsten godt have været mere skramlet og fedtet for min skyld. Vi bliver på verandaen med udsigt over bomuldsmarkerne med den parentetiske, instrumentale ‘Wacky Shack’, hvor jeg sådan set begynder at savne den tunge blues med smerten uden på tøjet igen – det er der, jeg synes Fried Okra Band er bedst.
Den vender de heldigvis tilbage til på ‘What’s Wrong’, hvor jalousien rykker i Lunn, “You say it’s all in my mind//But is it all in your mind too?”. Her får guitarerne lov at rykke igennem og trommer banker lystigt løs – en god afslutning på albummet.
Fried Okra Band er relativt konservative i deres tilgang til bluesen, og det giver et blues-rock album, som dog ind i mellem taber intensitet. Ikke fordi bandet ikke spiller igennem – og de kan uden tvivl deres blues-kram – men fordi doseringen ind i mellem virker en smule skæv. Jeg synes bandet fungerer bedst i de tungere blues-numre, og dem er der simpelthen for få af. Til gengæld synes jeg ikke de mere dæmpede numre er lige så gode, så balancen er for mig som lytter ikke helt optimal. Samtidig mangler jeg flere numre, der for alvor får mig op af stolen – ‘Who Is It For’ bliver siddende efter endt lytning, men det er der ikke så mange af de andre numre, der gør. Desværre, for Fried Okra Bands tilgang til bluesen er sympatisk og de spiller sgu ganske svedigt og kompetent. Derfor lander Back Into the River på 3 store stjerner – og så er Fried Okra Band føjet til listen over bands, der bør tjekkes ud live.
Du kan finde Fried Okra Band på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
