En tur i helvede venter forude, spilleplanen er lagt, håret slået ud og maven ikke trukket ind. Kort sagt, det er ved at være Copenhell tid. Vi har kigget i programmet og spilleplanen, her kommer lidt tanker om det hele, bundet op på den rute vi nok ender med at tage. Er det lidt en sludder for en sladder? Måske, men så hygger vi os da med det i ventetiden! Torsdag har vi kigget på HER (med samme intro, så scroll scroll scroll ned til breaker-billedet), nu er det tid til fredag d. 19/6.
Lige lidt overordnede strøtanker og holdninger til programmet i år – det ser ganske fornuftigt ud! Efter sidste års festival var jeg en smule kritisk overfor Copenhell, eller brugte i hvert fald min lille ølkasse til at stille mig op og mane lidt til forsigtighed. Pointen var vist, at jeg dengang syntes, at festivalen skulle tænke lidt over hvilken slags festival den gerne ville være, og hvem den henvendte sig til. Og måske passe på ikke at støde kernen, og de der har støttet op om projektet fra starten, lidt fra sig, ved at sigte for bredt eller stort. Et besøgstal i størrelsesordenen 10-15.000 virker helt passende, hvis man gerne vil trække et dedikeret kernepublikum og ikke Hr og Fru Danmark.
“Problemet” har løst sig selv ved, at der ikke lige var et Iron Maiden at booke i år, hvilket så straks affødte bemærkninger om et tyndt program og et der mangler headlinere. Der kunne måske godt liiiiige have været 1 eller 2 virkelig store navne mere på plakaten i år, det ene hedder Faith No More (eller Marilyn Manson eller Judas Priest, hvis det havde været muligt?), som i stedet for er blevet sendt på selvmordsmission i en skov udenfor Odense ugen efter. Som altid med danske festivaler, kan man diskuterer frem og tilbage om programmets sammensætning, størrelsen af navne den ene og den anden vej, og hvorfor puslespillet lige kom til at se ud som det gør i år. En både interessant, kompliceret og alt for stor diskussion at kaste sig ud i (det orker jeg sgu ikke!).
Forholder man (jeg) sig i stedet for til, at bedømme programmet som det nu engang ser ud, så synes jeg, ud over en manglende headliner eller to, at det er mere end godkendt. Man får sådan lidt af det hele, eller i hvert fald et varieret udbud, både i genre, størrelsen af bands og aktualitet. Der er blandt de største navne en vis overvægt af navne af ældre dato kontra nyere, det er igen en diskussion jeg ikke orker at tage – men en Devolution har kastet sig ud i flere steder. Jeg konstaterer blot, at der er en klar overvægt af navne, gamle som nye, som jeg ikke selv har set tidligere – det er det vigtigste for mig. Fordelingen på vægtskålen kan man altid diskuterer, jeg er altid fortaler for at så mange små, gerne danske, bands som muligt får chancen – men det er så også det man har mindre festivaler, arrangementer og spillestederne til. Copenhell er et lidt andet bæst, der skal forsøge at finde en passende balance der tiltaler “metalfolket”.
Og ud fra denne præmis, så synes jeg helt overordnet, skudt fra hoften, at programmet for 2015 er til 4 stjerner (hvis man skal bruge en skala) – og er tilbage på den kurs der har holdt festivalen i live siden 2010.
Fredag d. 19/6
Efter sikkert at have brugt formiddagen på at skrive, skrive, skrive, kaffe, kaffe, kaffe og hoste, harke, nyse, så er vi klar til en lang dag i helvede, for målet er, at troppe op fra start. For allerede kl. 12.45 står danske SEA klar til at åbne Pandæmonium med et ordentlig skud klassisk heavy rock. Jeg har med stor dygtighed undgået at se bandet live, så nu skal det være. Bandets debutalbum fra sidste år har fået rigtig flotte anmeldelser rundt omkring, men jeg var af en eller anden grund lidt små-lunken. Måske fordi jeg ikke har fået live-oplevelsen, hvor bandet virkelig skulle give den gas? Det må undersøges!
“Verdens mest velklædte metalband?”, sådan præsenteres Upon A Burning Body, der indtager Pandæmonium som næste band når klokken rammer 14.00. Høj og hektisk deathcore med et band klædt som karakterer man forbinder med noget fra en klassisk mafiafilm? Det lyder som en automatisk FAIL på flere punkter for mig, men man kan jo altid blive hængende og give det en chance – eller undersøge toiletfaciliteterne ved siden af scenen og høre dele af koncerten derfra!
Helt efter bogen, så skal vi til etwas ganz anders kl. 15.30, hvor finske Ensiferum åbner Hades med en folk-metal indsprøjtning. Episk og kompleks heltemetal der smager af øl-dryppende viking? Det kan gå begge veje for mig den slags, alt efter humør og stemning, men som Amon Amarth beviste forrige år, så kan den slags være en særdeles medrivende oplevelse- så det skal tjekkes ud!
Er det for gøglet eller smager lidt fladt, så kan man også sprinte tilbage til Pandæmonium, hvor den står på klassisk tysk dødsmetal fra industribæltet i syd, leveret af Morgoth kl. 16.00. ved I hvad, det kan sgu da godt være at det i virkeligheden er bedre end finsk-folke fest? En tung og ond oplevelse til lige at ruske en helt i gang, inden det virkelig går løs. Er det heller ikke lige dig, så er der som end mulighed for musikalsk adspredelse allerede kl. 16.30, hvor Black Stone Cherry sparker liv i Helviti med amerikansk hardrock, tilsat blues og masser af melodisk groove – det er måske oplagt til en eftermiddagsstener på bakken, hvis vejret tillader det. Nå ja, og hvis du er til DEN slags!
Men du skal fandeme være oppe og rørig klokken 18.00, da står de svenske legender At The Gates (der åbenbart har byttet plads i programmet med Primordial, i forhold til det først annoncerede) nemlig klar til at pløje pladsen op foran Hades, med melo-død af Göteborg skolen. En skole de selv var med til at danne for 20-25 år siden. Jeg oplevede selv bandet på en doven og på alle måder tung søndag eftermiddag på Arena, på Roskilde Festival, for nogle år siden – så jeg ser frem til at opleve dem i mere optimale rammer… og forhåbentlig i bedre personlig form.
Det kommer, for mit vedkommende i hvert fald, så lidt til at gå ud over Krokodil, der indtager Pandæmonium med en omgang britisk sludge kl. 18.15, men valg og fravalg er jo en del af festivallivet. Herefter er det tid til at blive politiske, hvis gårsdagens valg til folketinget ikke har kvalt enhver lyst til den slags (tillykke Helle, farvel Lars, eller, tillykke Lars, farvel Helle?). Rise Against står i hvert fald klar kl. 19.00 på Helviti med politisk ladet og socialt bevidst punk fra Chicago. Bandet er muligvis blevet lidt mere melodiske med årene, men viljen og ilden virker stadig intakt – så har du ikke fået afreageret over alt det der dagpenge-halløj i Smadreland, så kan du gå fucking mental her (men kun sammen med de der med på legen!).
Hvis luften er til det, kan du skridte over til Pandæmonium, hvor der er tung hardcore-punk fra Code Orange kl. 20.00.. De startede ud som Code Orange Kids da de var i deres tidlige teenageår – og de ser sgu stadig ganske unge ud på billeder. Det er ikke lige et navn jeg er bekendt med, så om jeg skal smage på nye toner kommer lidt an på formen, og allerede en halv time senere går det løs igen på Hades, med en af mine personlige favoritretter på årets menukort, nemlig Primordial. Det er så samtidig årets “Hej, jeg hedder Tom G Warrior og burde have spillet med Triptykon når det var blevet mørkt”-booking. Aber so ist das leben eben, og jeg har nok tudet færdig inden Alan Averill (aka A.A. Nemtheanga) sætter gang i den irske sortnede helte-dødsmetal maskine. Bandet udsendte sidste år Where Greater Men Have Fallen, ikke bare noget af et storladent og tungt opus, men også en af årets bedste metalplader, hvor især titelnummeret, “Babel’s Tower”, “Ghosts of the Charnel House”, “Born to Night” og “Wield Lightning to Split the Sun” (en rigtig “man-hug” sang) tårner sig op. Masser af højdepunkter, og et af de bands, hvor jeg håber at de nærmest kun spiller nyt, selvom der også er masser af guf blandt de ældre numre.
Formkurven er også stigende i programmet, hvor næste højdepunkt er de tyske thrash-konger Kreator på Helviti kl. 21.30. Selvom bandet virkede som om de kørte en lille smule på rutinen på Roskilde Festival 2013, så var koncerten stadig lidt af et brag. Altså for dem der ikke dansede til Rihanna og hendes umbrella imens…. det gjorde vi ikke! Endnu mere begejstret var jeg for deres mesterlige skive Phantom Antichrist fra 2012, jeg har på grund af strømmen af nye udgivelser ofte ikke tid til at kigge for meget tilbage, men dét album er et jeg stadig jævnligt smider på. Smækfyldt med fantastiske riffs, medrivende melodier og generelt bare gode sange, der virker uopslidelige. “UNITED IN HATE”!!!
Til dessert har du 2 valgmuligheder kl. 23.00, 2 temmelig forskellige smagsvarianter må man sige. Skal det være stoner rock og rul med Red Fang på Hades, fra Portland, Oregon eller Danmarks black metal bannerførere, Solbrud, på Pandæmonium? Har egentlig revanche til gode hvad Red Fang angår, efter deres koncert på Odeon på Roskilde Festival for nogle år siden endte i lidt af et afbrudt samleje med en meget lang strømafbrydelse, men på den anden side trækker det også lidt i mig at opleve Solbrud spille netop solen ned, open air, efter at have oplevet dem med tag over hovedet en del gange efterhånden.
Solbrud har vi både rost for sidste års suveræne udgivelse Jærtegn, og anmeldt live da de besejrede Pavilion Junior Scenen på Roskilde Festival 2013, til MTV Headbangers Ball senere samme år og tidligere i år, da de gæstede Radar i Aarhus.
Så dribler vi tilbage til Helviti, hvor Primus er klar til at underholde med gak og løjer når uret passerer midnat. Om de er “store” nok til at være fredagslukker kan måske diskuteres, eller det vil vise sig. Bookingen har tydeligvis glædet en del, mig selv inklusiv, så vidt jeg har kunnet se på reaktioner rundt omkring. Men spørgsmålet er, om det ikke bliver en funk,prog, metal og meget, meget andet fest for de i forvejen indviede, når Primus slipper den gale gæk løs? Det er der jo bestemt heller ikke noget dårligt i!
Hvis man stadig har mod på mere bagefter, og da er jeg sgu nok ved at være godt mør efter en lang dag på kontoret i helvede (I love my job!), så er der stoner/doom til de sejlivede på Pandæmonium kl. 01.30. her lukker svenske Monolord festen ned for fredagen, med noget de selv kalder “groovy ‘n doomy” – det skal nok udtales med Göteborg-svensk accent?
Alt i alt er det en på papiret alsidig dag der er i vente, og nok også den dag hvor jeg synes programmet er stærkest. Vi kommer godt rundt i genrer, der er nogle personlige hovednavne på programmet, og blandt dem og de andre bands, er der også en del imellem, som jeg ikke har oplevet live tidligere. Så kan man da næsten ikke forlange mere? Det skulle da lige være et kæmpe kram fra en stor behåret mand (der ikke er mig selv), men det kan jo så være dagens del-mål udover musikken! Next up: lørdag!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
