En tur i helvede venter forude, spilleplanen er lagt, håret slået ud og maven ikke trukket ind. Kort sagt, det er ved at være Copenhell tid. Vi har kigget i programmet og spilleplanen, her kommer lidt tanker om det hele, bundet op på den rute vi nok ender med at tage. Er det lidt en sludder for en sladder? Måske, men så hygger vi os da med det i ventetiden! Vi lægger ud med torsdag d. 18/6.
Lige lidt overordnede strøtanker og holdninger til programmet i år – det ser ganske fornuftigt ud! Efter sidste års festival var jeg en smule kritisk overfor Copenhell, eller brugte i hvert fald min lille ølkasse til at stille mig op og mane lidt til forsigtighed. Pointen var vist, at jeg dengang syntes, at festivalen skulle tænke lidt over hvilken slags festival den gerne ville være, og hvem den henvendte sig til. Og måske passe på ikke at støde kernen, og de der har støttet op om projektet fra starten, lidt fra sig, ved at sigte for bredt eller stort. Et besøgstal i størrelsesordenen 10-15.000 virker helt passende, hvis man gerne vil trække et dedikeret kernepublikum og ikke Hr og Fru Danmark.
“Problemet” har løst sig selv ved, at der ikke lige var et Iron Maiden at booke i år, hvilket så straks affødte bemærkninger om et tyndt program og at der mangler headlinere. Der kunne måske godt liiiiige have været 1 eller 2 virkelig store navne mere på plakaten i år, det ene hedder Faith No More, som i stedet for er blevet sendt på selvmordsmission i en skov udenfor Odense ugen efter. Som altid med danske festivaler, kan man diskutere frem og tilbage om programmets sammensætning, størrelsen af navne den ene og den anden vej, og hvorfor puslespillet lige kom til at se ud som det gør i år. En både interessant, kompliceret og alt for stor diskussion at kaste sig ud i (det orker jeg sgu ikke!).
Forholder man (jeg) sig i stedet for til, at bedømme programmet som det nu engang ser ud, så synes jeg, ud over en manglende headliner eller to, at det er mere end godkendt. Man får sådan lidt af det hele, eller i hvert fald et varieret udbud, både i genre, størrelsen af bands og aktualitet. Der er blandt de største navne en vis overvægt af navne af ældre dato kontra nyere, det er igen en diskussion jeg ikke orker at tage – men Devolution har kastet sig ud i den flere steder. Jeg konstaterer blot, at der er en klar overvægt af navne, gamle som nye, som jeg ikke selv har set tidligere – det er det vigtigste for mig. Fordelingen på vægtskålen kan man altid diskutere, jeg er altid fortaler for at så mange små, gerne danske, bands som muligt får chancen – men det er så også det man har mindre festivaler, arrangementer og spillestederne til. Copenhell er et lidt andet bæst, der skal forsøge at finde en passende balance der tiltaler “metalfolket”.
Og ud fra denne præmis, så synes jeg helt overordnet, skudt fra hoften, at programmet for 2015 er til 4 stjerner (hvis man skal bruge en skala) – og er tilbage på den kurs der har holdt festivalen i live siden 2010.
Torsdag d. 18/6.
Så går det løs, og når portene til helvede på Refshaleøen endelig slås op, så stormer vi direkte ind i det første valg. Åbner man ballet med Konkhra på Pandæmonium kl. 16.15, eller sprinter man over og ser Life Of Agony åbne næststørste scene, Hades, klokken 16.30? Dansk Death N’ Roll vs. amerikansk alternativ metal, eller hvilket label man nu kan sætte på Life Of Agony. Hmmm! Konkhra, det bliver nok Konkhra der vinder den duel ved at appellere til mit nostalgiske hjerte. Og er der noget der har sin plads på Copenhell, så er det nostalgi!
Så er der allerede plads til en lille puster i mit program, inden Cannibal Corpse går på klokken 19.00. Ud over forplejning og recon af festivalpladsen, kan tiden bruges på at se hvad enten A Day To Remember eller Butcher Babies har at byde på. A Day To Remember åbner hovedscenen Helviti kl. 17.30, med et ordentlig skud metalcore – det er nok ikke liiiige noget for mig. Så jeg hælder til Butcher Babies på Pandæmonium kl. 18.00, det er noget med “aggressivt sexede metaldamer”. Det går vel udmærket sammen med den skål kød man har opdrevet et eller andet sted – så jeg kan stå og føle mig ekstremt maskulin!
Derefter indtager Canibal Corpse Hades, med den klassiske omgang østkyst-død, som bandet har praktiseret i næsten et kvart århundrede – det skal nok få renset bisserne for eventuelle kødtrevler. Efter denne mavepuster skal der vælges igen, rap-metal fra legendariske Ice T og Body Count på Helviti eller hardcore-punk fra Iron Reagan, begge kl. 20.00? Man burde jo nok ikke være så bagstræberisk, men jeg vælger uden tvivl Body Count, det er jeg simpelthen nødt til at se. Bandet udsendte sidste år den overraskende vellykkede Manslaughter, der oser af sex, vold og politiske paroler – som om der ikke er sket det store med Ice T og co. siden 90’erne. Det er der måske heller ikke, hverken med dem, eller det teksterne udstiller. Det skal nok blive en fest! “Talk shit, Get shot”!
Herefter behøver du ikke vælge, da vender du bare snotten mod Hades ved siden af, hvor veteranerne Suicidal Tendencies bringer skater-punk, funk, rap, metal med mere, til festen. Måske lige old school nok at placerer Body Count og Suicidal Tendencies lige op af hinanden, men så kan de jo gæste hinanden på “Institutionalized”, som begge grupper har på repertoiret – og vi kan råbe med 2 gange på samme aften! “I’M NOT CRAZY”; så’ der bas.. og fadøl. Jeg satser desuden på, at omgivelserne kan hive en lidt mere livlig performance ud af Mike Muir og gutterne, end tilfældet var på Roskilde Festival 2013.
Så er der lidt overlap igen, festivalens absolutte hovednavn, Slipknot, indtager Helvitit Kl. 22.30, mens de gamle doom-stenere Saint Vitus spiller solen i seng kl. 23.00 på Pandæmonium. Hmm, har jo egentlig set Slipknot 3 gange tidligere, men alle gange på Orange Scene, så kunne måske være meget sjovt at se dem i andre, måske mere passende, omgivelser? Til gengæld har de ikke udsendt noget jeg gad lytte til siden Vol. 3: The Subliminal Verses, det var i 2004. Doom er der ikke meget af på Copenhell (måske næste år, nu Doomtown har lagt sig selv i graven?), og Saint Vitus er regnet for pionerer indenfor genren, plus jeg har ikke set dem før. AH, den bliver på dagsformen!
Slipknot kan dog, trods de lidt sløje plader med lange pauser imellem det seneste årti, stadig leverer en medrivende, om end stramt koordineret, fest, live – det beviste de på Roskilde Festival 2013. Så det KUNNE også vippe den vej, hvis min promille er mere til stepdans end stenerdans.
Aftenen kan afsluttes med enten Exodus på Hades, eller Night Fever på Pandæmonium, begge går på kl. 00.15. Så valget står mellem klassisk Bay Area thrash fra rutinerede Exodus eller nyere dansk hardcore fra Night Fever. Jeg hælder til det sidste, dansk vinder næsten altid over internationalt i vores spalter, og Night Fever har det seneste års tid opbygget et forrygende live-ry – hvor de blandt andet i følge anmelderne væltede mini-helvede, When Copenhell Freezes Over, i begyndelsen af året.
Jeg har først lige nosset mig sammen til at anskaffe mig bandets album Vendetta, der udkom tilbage i oktober sidste. Dengang røg den af ukendte årsager totalt under vores radar, helt uforståeligt – for det er ikke ligefrem i stealth-mode at Night Fever går til angreb. Vendetta er 8 stænger dynamit lige i fjæset på dig, hvor hardcore, punk og punk ‘n roll flyder sammen og detonerer – uden at ofre fængende melodier til fordel for ren, rå energi. Hold da op en krabat – og hvis de matcher det live, så kunne det godt blive en af årets højdepunkter! Og så får jeg mig også en frisk hardcore indsprøjtning efter en aften, hvor jeg ellers er faldet lidt i legende-gryden, det er måske meget godt at gå i seng på?
Alt i alt står første dag på Copenhell noget i de ældre navnes tegn, derfor vil jeg da også anbefale at man lige spæder oplevelsen op med lidt nyere toner mellem alt det velkendte – sing along, fadøl og fest, krydret med en lille overraskelse eller to, så er du frisk på de næste to dage…. der cirka følger samme opskrift, hehe….
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
