Home Seneste Juni 2015 - Nyheder Koncerter i KBH, uge 23

Koncerter i KBH, uge 23

3278
0

Ugen står i Distortions tegn i centrum af København, men i et klassisk eksempel på at “intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”, er der blevet plads til flere rock arrangementer blandt bunker af hipsters, skrald og tis! Og, så er det ikke alle spillesteder der er faldet til den elektroniske pat. Der bliver stadig svinget med rock-fanen.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er Distortion, og det meste der hører med, ikke lige mig… faktisk vil jeg hellere til Fåremarked i Højer – og det ville jeg under normale omstændigheder heller ikke anbefale nogen, men i sammenligning med… NÅ, nok om verdens ondskab, lad os kigge på noget RAWK.

Torsdag d. 4/6

Vi lægger ud midt i Distortion helvedet, hvor baren Simpelt V prøver at bidrage til gadefesten med forvrængede toner af den mere rockede slags. De har smækket et fint halv-dags program sammen, med flere gode navne som også har været en tur igennem vores mølle På plakaten er: den aalborgensiske garage-rock duo The Courettes, “noise and romance” fra The Entrepreneurs, retro-rock fra The Blue Van, Samt Whores & Thieves og Gonzo Morales.

De 2 sidstnævnte har vi tidligere braget en del forskelligt materiale med copy

Simpelt V // d. 4/6 // Fra Kl. 16.00 // Gratis

Et andet “gadearrangement” på Vesterbro finder du på Sankelmarksgade 11, hvor CPHLIVE Distorted løber af stablen fra sidst på eftermiddagen. Også her har man smidt en bunke spændende bands på gaden for at give den gas, ført an af det mest gas-givende band på vores breddegrader, cirka, nemlig I’ll Be Damned. Dem har vi forlængst erklæret vores betingelsesløse kærlighed til, ikke mindst live – jeg tror det er umuligt for det band at have en off day?

Vi har blandt meget andet anmeldt dem da de væltede Stengade med deres metal ‘n roll tilbage i december måned, og til Spot Festival i begyndelsen af maj måned, hvor Jonas også fangede dem til et længere, let tømmermændsramt og ramblin’ interview. IBD er kort sagt sjov og spas, alvor og seriøsitet, kompetente musikere og en rablende gal frontmand, der er et uforudsigeligt trumfkort live.

Du får også: Senses Hotyoga, Magnolia Shoals, Made of Man og Fastpoholmen.

Sankelmarksgade // d. 4/6 // Fra kl. 16.00 // Gratis

https://youtu.be/acFCuSy4bvU

OBS: KONCERTEN MED HATEBREED ER AFLYST

Der er også et enkelt indendørsarrangement på Vesterbro, hvor Lille Vega lægger lokaler til metalcore bøllebank fra veteranerne Hatebreed, der efterhånden har eksisteret i 20 år. Jeg oplevede bandet fra afstand på Roskilde 2013 i en ordentlig festival-koger af en art, men de virkede i fin form! Bedre end mig…

Topform var jeg til gengæld i, da opvarmningsbandet, Aphyxion, bragte metallen til Uhørt Festivalen om lørdagen sidste år. De unge Ribe-gutter var også selv i topform og formåede på en lille halv time at losse godt og grundigt til publikum med deres moderne og energiske metal blanding. En 5-stjernet anmeldelse kan læses HER. Efterfølgende blev det kun” til 4 stjerner for bandets debut, Earth Entangled, men den dom faldt måske også lidt i sammenligning med hvor fede de er live.

Lille Vega // d. 4/6 // Kl. 21.00 // 220 kr.

Vi bevæger os lidt væk fra Distortion krigszonen og ud på Staden, hvor der forhåbentlig er god ro og orden! Loppen har “art-funk-rock” på tapetet fra amerikanske Dead Rider – det lyder… specielt. Ud fra beskrivelsen lyder det som et lidt uforudsigeligt band, der blandt andet er blevet placeret “et mystisk sted mellem TV On The Radio og Scott Walker”.

Loppen // d. 4/6 // Kl. 20.30 // Gratis

Vi runder torsdagen af med en tur i Amager Bio, så nu er vi ved at være på sikker afstand for alt det ramasjang i midtbyen (ah’ fra Jylland), hvor den står på amerikansk sydstatsrock. Georgia-gruppen Blackberry Smoke forsøger at løfte arven efter Lynyrd Skynyrd og ZZ Top, tilsat en sjat Aerosmith og The Rolling Stones. Det er sgu’ da en blanding der næppe kan gå helt galt?!

Amager Bio // d. 4/6 // Kl. 19.00 // 220 kr.

Fredag d. 5/6

Bliver du hængende på Amager indtil fredag, så kan du passende smutte en tur på Beta, hvor der serveres håndmadder og syngende lussinger fra de svenske crust/hardcore børster Martyrdöd. Dem lyttede jeg en del til sidste år, da de udsendte albummet Elddop, et album vi dog aldrig fik anmeldt. Det er kradse løjer – beskidt og støjende.

Opvarmningen leveres af britiske Palm Reader, der gør sig i “math-postcore”… det lyder så ikke lige som noget for mig, hehe.

Beta // d. 5/6 // Kl. 22.00 // 130 kr. (forsalg) 145 kr. (døren)

Videre til High Voltage, som denne aften har 3 bands på scenen. Du får Cold Black, som vores daværende anmelder Hank kaldte “Danmarks svar på Black Veil Brides og Asking Alexandria..” i sin 5-stjernede anmeldelse af albummet In Motion, fra marts sidste år. 3 stjerner kunne det kun blive til, til Junkyard Drive, da Thomas anmeldte deres old school rock EP Junkyard Luxery tilbage i november måned. Endelig er der guitar og breakdowns fra Between Oceans.

High Voltage // d. 5/6 // Kl. 22.00 // 70 kr.

Lidt mere eksperimenterende bliver det på Loppen, der ligeledes har 3 navne på plakaten fredag aften. Øverst står Crystal Shipsss, hvis bagmand Jacob Faurholt, fra sin base i Berlin, har leget en del med sit udtryk over en række udgivelser de seneste år. Crystal Shipsss sejler lige nu på vande der på seneste album, I Will See No Moon No Sky, rummer alt fra støj-rock, drone-metal til ambiente klangflader.

Desuden får du “no bullshit” rock fra Tex Fuller og “skramlet og skrøbelig pop” fra Younolovebunny.

Loppen // d. 5/6 // Kl. 21.00 // 80 kr.

Det bringer os til sidste tilbud fredag, som samtidig er Ugens Anbefaling. Den går til 3 x girlpower i Kulturhuset Islands Brygge, hvor der, ja, er 3 stærke pop/rock navne på plakaten, med kvinder i centrum.

Gabriellas kender jeg ikke andet til end, at det er lykkedes dem at få en single i rotation på P3, som jeg har fanget hist og her når jeg har lyttet til transmissioner fra boldspil. Stilen er fængende pop-punk med et twist af noget der kunne minde lidt om The Bangles møder The Ronettes, spillet med en snert riot grrrl attitude.

Riot grrrl attitude finder du i spandevis hos Taras, en trio vi tidligere har luftet et par numre fra som Dagens Track. De har tidligere haft store support jobs for DAD, og generelt været gode til at få råbt op i undergrunden, så deres navn har det med at poppe op rundt omkring. Trioens stil læner sig udover riot grrrl attituden op af navne som Joan Jett, eller måske hendes tidligere band, The Runaways.

Sidst, men ikke mindst, har vi Two Trick Pony. Da er der er et enkelt hankøn med, men ellers består bandet af 3 kvinder. Deres debut-album smed jeg en topkarakter efter, da lod jeg måske begejstringen løbe af med mig, men 6 stjerner er altid til debat, ligesom alle karakterer naturligvis, vi opererer ikke rigtig med termologier som “mesterværk” og “perfekt”, de 6 stjerner var mere udtryk for, at jeg ikke kunne se hvordan deres betagende støj-pop/rock kunne være udført meget bedre. Ikke mindst skriver bandet bare forbandet gode og medrivende sange, som forhåbentlig også holder live. Pas på, the horses are coming….

Kulturhuset Islands Brygge // d. 5/6 // Kl. 20.30 // 50 kr.

Lørdag d. 6/6

Lørdag lægger vi ud med noget der lige så vel kunne have været Ugens Anbefaling, men damerne først. Der er nemlig dobbelt op på Loppen i form af Bite The Bullet og Helhorse. Førstnævnte melodiske retrorockere tildelte jeg en lidt halv-lunken karakter for deres aktuelle album Wheels, men efterfølgende har jeg set dem give den gas på en regnvåd gadescene, på Nørrebro, hvor de med lidt hårde odds imod sig faktisk formåede at gøre netop det – give den gas!

Helhorse er næsten lige så hyppigt hypet og omtalt her på siden, som førnævnte I’ll Be Damend, men nu starter cyklussen snart forfra – der skulle nemlig være nyt på vej fra hesten! Fra live koncerter på spillesteder, Copenhell og Roskilde festival til album anmeldelser (alt kan findes HER), vi har nydt den ustyrlige tungrock/metal/hardcore krikke i store mængder – men, der er sandelig plads til mere! Så vi glæder os til at høre nyt, som der også skulle være smagsprøver på, på Loppen.

Loppen // d. 6/6 // Kl. 21.00 // 50 kr.

På Rust står den på 3 x upcoming med Jack White/Arctic Monkeys/Coldplay inspirerede The Bleak, disco, soul, funk og pop fra Pelle Paugan og melodisk rock fra Calyer.

Rust // d. 6/6 // Kl. 20.30 // 40 kr.

Sidste tilbud finder vi på High Voltage, hvor pirat-punkerne Skullclub kaster anker lørdag aften.

“Paroler, budskaber og holdninger råbes ud med punk-rocket attitude, konfronterende vokal og en herlig “bøllet” in-tour-face attitude. Skullclub’s sympati ligger hos den lille mand, samfundets mere skæve eksistenser og udkantsdanmark – fra det mørkeste Jylland til storbyens rendesten og mere snuskede sidegader.

Gamle Ar og Nye Tænder bliver dog heldigvis ikke ren parole-råben, selvom det element bestemt også er tilstede, for kommer man om bag ved de brølende og råbe-med-venlige omkvæd, så får Skullclub faktisk demonstreret både sprogligt overskud og evner til at lege med det. Det hele pakket ind i catchy punk ‘n roll melodier, leveret med en gnist, gejst og smittende energi. OHØJ!”

Således skrev jeg, da vi lavede vores Top 5 over danske favorit albums i 2014, hvor Kolding-piraternes debutalbum, Gamle Ar og Nye Tænder, var blandt mine 5 udvalgte. En regulær anmeldelse af albummet kan læses HER. Desuden har vi fået en lille snak med bandet om musikken, teksterne og andre sørøver-historier, det kan du læse HER.

Support: X Teenage Rebels

High Voltage // d. 6/6 // Kl. 22.00 // 70 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleLittle Johnny Walker – You Got Time – 4/6 – 2015
Next articleBound By Wire: Bound By Wire ★★★☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.