Den Aarhusianske trio Puja, præsenterer på deres debut EP, Merkabah, lytteren for instrumental progressiv rock med mellemøstelige og psykedeliske undertoner, hvilket er en udfordrende, overraskende og nyskabende oplevelse.
Ifølge Puja’s presse, kombinerer bandet elementer fra den progressive- og psykedeliske rock med mellemøstlige tonaliteter, spacede guitareffekter og improviserede passager. Og det er så sandelig ikke løgn. Må indrømme, at jeg efter at have læst hele pressemeddelelsen var en anelse, ikke nervøs, men spændt på, hvad der ville komme ud af højttalerne. Ved første gennemlytning var det skam også en udfordrende, og ikke mindst overraskende, oplevelse jeg blev præsenteret for, og skulle lige vænne mig til denne tilgang, eller mix, af vest møder mellemøst.
Lad det være sagt med det vuns, Puja formår så sandelig at få dette mix til at balancere, og det helt uden problemer. Jo, jo, det tog da et par gennemlytninger før brikkerne faldt på plads, hvilket ikke gjorde musikken mindre spændende, for der er lag og detaljer nok til rigtig mange afspilninger.
EP’en består af 5 sange, hvoraf 4 er egne kompositioner og en enkelt, “Estambul”, er en fortolkning af en persisk melodi fra 1622. Yes, en godt og vel 400 år gammel sag, tja, why not.
Og det er da også en spaced-out rejse Puja sender én på. På “Goghave Jaan”, Beduin Moon”, “Pharaoh”, “Turquise” og “Estambul”, hvor man skal holde godt fast i det flyvende tæppe, for ikke at falde af i farten – hvor man er omgivet at guitarloops, tunge grooves i skiftende taktarter og svævende klangflader.
“Goghave Jaan” åbner ballet, med skæve, semi-jazzede stykker, masser af breaks som sammen med en fængende melodi, bygger op og ender som et helstøbt nummer. Dette er sigende for hele EP’en, samtlige numre bliver leveret uden skælven på hånden og med masser af overskud, og heldigvis for det. Hele baduljen kunne nemlig sagtens falde til gulvet med et brag, for det er uhyre ambitiøst det Puja ligger for dagen, men bandet udviser usvigelig sikkerhed i håndteringen af deres instrumenter, det er knivskarpt og sindssygt velspillet. Men, det kræver uden tvivl tålmodighed at lytte til, som eksempelvis på “Pharaoh”, som egentlig starter meget straight forward, men som nummeret skrider frem brydes det op i stumper og rives fra hinanden, for til slut at blive bygget sammen igen – man bliver lidt rundtosset.
Bandets fortolkning af den 400 år gamle melodi “Estambul” lukker og slukker en oplevelsesrig rejse. Her bliver der for alvor tålmodigt bygget op fra absolut intet, med lidt orgel, tror jeg, akkompagneret af en snas tromme og guitar. Først efter cirka 5 minutter (nummeret varer 6.07 minutter) skrues der op for volumen, og uden det kammer over på nogen måde, spilles det sidste minut sikkert og medrivende i hus.
Jeg har i mine seneste anmeldelser eftersøgt mere originalitet, og jeg skal da love for at indholdet på Merkabah og Puja’s tilgang til at skabe rock-musik er originalt, og særdeles forfriskende. Jeg takker for rejsen og oplevelsen, med 5 nyskabende upcoming stjerner.
Besøg Puja på facebook HER
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
