Den københavnske støj-pop/rock trio Dynablaster debuterer med en solid 12″, der peger tilbage mod 80’ernes melodiske støj-scene.
Vi har bevæget os ind i juni måned, og på en eller anden måde er det som om Dynablasters debut-album, Trapped in Amber, vokser med det ustabile sommervejr som ledsager. Der er på én gang lethed og ubekvemhed, ubekymrethed og weltschmerz, over foretagendet, og det giver sig udtryk i syv numre, som alle rummer elementer af lettilgængelig melodiøsitet, men også af noget andet, og mere utilpasset. Fuzz, rumklang, og bittert fremspyttede tekstbidder, ind i mellem de mere ubekymret og let distancerede fraseringer.
Bandet nævner selv både surfrockens sommersind, poppens fængende melodier, støjrockens feedback og punkens intensitet og energi, og det giver altsammen god mening når man lytter Trapped in Amber igennem, selv om jeg nu synes det ubekymrede sommersind, godt nok ofte pakket ind i fuzz og rumklang, fylder mere end sammenbidt punk i det samlede billede. Dermed ikke sagt at der ikke er masser af energi i Dynablaster, der indleder med ‘Product of a Boring Thought’, en sommerlet sag med luftigt uh-uh-kor i baggrunden og en tekst om en eller anden grad af ungdommelig utilpassethed.
Noget der kunne lyde som en synth fra et Commodore 64 spil indleder ‘U Jinxed the Weather’, hvor guitaren dog hurtigt sætter ind, og rastløst drivende trommespil sætter fart. Her kommer et af Dynablasters trumfkort også til sin ret, nemlig Frederik Brandt Jakobsens varierede og medrivende guitarspil. Det står også stærkt på den mere kantede og mørke ‘Friends Will Die’, hvor der er mere fuzz og vokalen er mere gemt i lydbilledet og ubekymretheden afløses af en mere skurrende uforløst desperation.
Letheden vender tilbage på ‘Summer Bliss’, som jeg føler jeg ikke helt kommer under overfladen på som lytter, mens det i mine ører bliver bedre på ‘Jesus With Diseases’, der har 80’er patos med ekko på vokalen (og religiøs reference), mens ‘I’m Nothing’ godt kunne lyde som noget Jay Reatard havde indspillet på en rolig dag – her er usikkerhed og søgen kombineret med et stærkt melodiøre, enkelt trommespil med masser af fremdrift og varieret guitarspil, som både skærer, hugger og hook’er.
Det korte album afsluttes af ‘Tired Eyes’, der arbejder med en anderledes opbygning end albummets tidligere sange. Her bevæger Dynablaster sig over i et mere shoegazende udtryk, hvor fuzz omgiver vokalen, og nummeret bevæger sig fra dæmpet indledning over et støjende midterstykke, før det langsomt fader ud. Det viser i øvrigt også at bandet har godt styr på produktionen, som de selv har stået for i et studie på Det Kongelige Konservatorium, hvor frontmand Frederik Brandt Jakobsen studerer til tonemester. Hele vejen gennem albummet fanges stemningerne ganske forbilledligt.
Dynablaster har med Trapped In Amber gødet jorden for en spændende fremtid, og der er ikke nogen decideret svage øjeblikke undervejs. Til gengæld mangler jeg måske at de enkelte delelementer får lov at blæse lidt mere igennem ind i mellem, for oftest flyder de i mine ører lidt for meget sammen i kompositionerne – det giver på én gang et ret organisk udtryk, men det betyder også at jeg kommer til at savne nogle gennemførte peaks. Stærkest står for mig et nummer som ‘I’m Nothing’, hvor et af elementerne får lov at dominere, selv om Dynablaster også her holder fast i deres egen lyd. Det er dog en mindre anke, og Trapped In Amber lander på 4 store stjerner.
Tjek Dynablaster ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
