Anders Thrane har begået en mørk, minimalistisk, men samtidig også poetisk og dæmpet melodisk EP fra kælderen.
Billedkunstner og sangskriver Anders Thrane har to albums på samvittigheden, men det er første gang jeg stifter bekendtskab med hans musik. Det kunne dog godt tænkes at jeg skulle grave lidt ned i bagkataloget, for Sange fra krypten giver umiddelbart smag for mere. Det er egentlig meget enkelt, ja, nærmest minimalistisk skruet sammen. Anders Thrane’s vokal, en guitar, en analog trommemaskine, og så ikke så meget mere. Altså ud over nogle sange, der ligger et sted mellem Mikael Simpson’s natteensomme første soloalbums, og så en mere viseagtig klang.
Vi starter ‘Et godt stykke under jorden’, hvor Thrane indledningsvist synger “Lad mig vise dig hvor jeg har boet//Alle disse år hvor du har troet//At jeg var lige her// I samme rum som dig”. Det er et godt lyrisk udlæg, som gør at man spidser ører for at følge med i Thrane’s fortællinger, der gerne benytter sig af metaforer. I det hele taget er det et glimrende åbningsnummer, måske EP’ens bedste, fordi både tekst og musik rammer noget både enkelt, men samtidig elegant og billedskabende.
Den efterfølgende ‘Under den røde himmel’ lever dog fint op til udlægget med et lidt mørkere anslag, og er et af de numre, der slægter førnævnte Simpson mest på. Her kommer vi på en repetitiv og mørkt drømmende tur i S-toget under den røde himmel, mens Thrane mindes en Susan.
Det bliver igen mere visepræget på ‘Lille spurv’, hvor Thrane dæmpet anråber en spurv i en baggård, “lille spurv, giv mig et sekund//før du flyver ud i efteråret”, og beretter om kærligheden og livets gang for den. Trods fine kvaliteter, bliver nummeret dog alligevel en kende stillestående i mine ører. Lidt mere dynamik er der i ‘Lysbilleder’, hvor Thrane også udfordrer sin vokal lidt mere, og trommemaskinens rytme virker som et hektisk tikkende hjerte. “Kan du tilgive mig//For de dage jeg glemte dig?”, spørger Thrane undervejs, og igen formår han at skrue en vedkommende tekst sammen, som samtidig er ganske mundret.
EP’en afsluttes med ‘Djævlen bag døren’, hvor instrumenteringen er helt skrabet ned til et minimum i begyndelsen, men der langsomt bygges på som nummeret lige så stille vokser. Her synger Thrane så vidt jeg tolker til sig selv i krypten; “Hvad skete der, min ven?//Fandt mørket vej igen?//For vi savner dig//Vil du ikk’ nok komme op igen?” Diskret korvokal giver også fine kuldegysninger undervejs, og afslutningen er kvalitetsmæssigt en stærk konkurrent til åbningen i forhold til kvalitet.
Det er to stærke yderpunkter, der åbner og lukker Sange fra krypten. Anders Thrane’s sange virker på én gang meget personlige og nærværende, samtidig med at de også løfter sig over det selvudleverende selvbiografiske. Musikalsk når Thrane også langt med ret enkle midler, og selv om der ikke er voldsomme skift eller vilde overraskelser, så er det alligevel godt skruet sammen og leveret med tilstrækkeligt nuancer og fornemmelse for melodier til at der hurtigt er bidder, der sætter sig fast. Det er kort og godt en stærk EP, som Thrane har begået, men til gengæld er jeg lidt i tvivl om formen ville holde over et helt album. Med sine fem numre, hvoraf de fire er et godt stykke over middel, og to virkeligt stærke, så er Sange for krypten et stærkt EP-udspil, der lige sniger sig op på 5 stjerner – ikke mindst fordi sangene fortsætter med at udvikle sig gennemlytningerne.
Sange fra Krypten udkommer på LP og digitalt d.29. maj. Tjek Anders Thrane ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
