My Morning Jacket, fra Louisville, Kentucky, er aktuelle med deres 7. studieplade, hvor der måske nok er sparet lidt på nytænkningen og eksperimenterne fra de tidligere albums. Til gengæld har bandet skrevet et lille dusin helt vidunderlige numre. Sommerstemning, luft under vingerne og bandets måske mest let-tilgængelige og relaterbare album indtil videre.
My Morning Jacket er nemlig, i hvert fald for mig, et af den slags bands som man har set anmeldere falde i svime over, mens jeg selv har tænkt, jo, jeg kan sgu godt høre at det er et fremragende orkester, der også tør satse hele butikken og eksperimenterer med deres lyd – men jeg FØLER måske ikke helt musikken, selv om den ind i mellem har tangeret det gudesmukke.
Det gør jeg i vid udtrækning på de 10 numre, der udgør det flot flydende og stedvis helt betagende album, The Waterfall. Det ER vitterlig et album, der ville passe glimrende som soundtrack, mens man sad og stenede ved et stort, brusende, men alligevel beroligende, vandfald. Der er sikkert også en vis symbolik i titlen, noget med at glide ud over kanten, eller “tage springet”. For My Morning Jacket betyder det ikke, at tage eksperimenterne fra tidligere plader ud i yderste konsekvens, men mere at bandet på en måde tager et skridt tilbage til en mere simpel tid i musikhistorien, men til gengæld går all in på den front. Det her er lyden af en folket, let country/americana pop-rock plade, der lige så godt kunne være udsendt for 40-50 år siden.
Højdepunkterne falder tæt, og med 10 numre er der heller ikke meget overflødigt fedt på skiven (selv om spilletiden på numrene sniger sig opad), hvor kun pladens lidt stille midterdel, og afskutning, måske kan føles en smule lang af og til – ikke mindst den 6 minutter lange “Spring (Among The Living)”, der falder efter et par mere afdæmpede numre og den 7 minutter lange, udsvævende albumlukker, “Only Memories Remain”. Førstnævnte er egentlig ret dragende, med en let ildevarslende og små-syret stemning, der bringer lidt gnidninger og flimren ind i det ellers mest sommerlige billede The Waterfall efterlader. Det lyder næsten lidt hjemsøgt, men kan altså også virke som en lidt langstrakt tur ud i det mere dunkle, hvis man ikke lige er i det hjørne. Det samme gælder afslutteren, der, når den rammer en, er en sjælfuld, smådøsig tur ud i det uendelige, der suger en helt ind i en selv – men er man ikke lige i det humør, så kan den godt teste ens tålmodighed.
Det helt store højdepunkt i min bog, er albummets tredjesidste nummer, hvor My Morning Jacket, uden skælven, eller betænkeligheder, går all in og leverer en vaskeægte “barnburner” hitsang – der, det til trods, ikke føles leflende eller letkøbt. Førstesinglen “Big Decisions” skriger til den blå himmel af hit, på den måde hvor det lyder både ekstremt velkendt, men samtidig nyt og frisk. Du nynner med nærmest fra første strofe, nummeret flyder fuldstændig ubesværet fremad i det helt rette tempo, bygger op på forbilledlig vis og leverer den påkrævede fuldtræffer af et omkvæd, som er med til at løfte nummeret det sidste stykke op i sanghimlen. Ud fra de parametre og vilkår, er det nok det bedste nummer jeg har hørt i år, på tværs af genre.
Der er dog også masser af flotte stunder tidligere på albummet. Der lægges eksempelvis stærkt fra land med den smittende “Believe (Nobody Knows)”. Et nummer der vokser organisk, fra den spirende indledning og verset, hen til et opløftende og højstemt omkvæd, der leder mine tanker lidt i retning af en The Flaming Lips ballade med catchy omkvæd – men stadig helt sin egen. Et af den slags numre, hvor man bare får lyst til at kaste hænderne mod himlen og synge med.
Der følges op med den rolige, pop-soulede “Compound Fracture”, der skvulper indbydende frem til et luftigt og mere indie-rocket omkvæd. Ikke af den flashy og hittede slags, men forbandet medrivende på sin egen tilbagelænede måde. Den let-soulede følelse går igen flere gange på albummet, hvor “Thin Line” senere på pladen, nærmest bliver helt æggende, og forsanger Jim James lyder som om han lokkende vifter os tættere på og inviterer til tæt dans. En smidig guitar, der vrider sig, og roligt bruser ud og ind af lydbilledet giver lige det sidste – dejligt forførende sag.
Kurmageriet behøver dog ikke være så åbenlyst for at det virker, på “Like A River” er stilen mere diskret og en anelse distanceret i sin klang. Det lyder næsten som om vores vokalist sidder alene ved et træ ude ved en isoleret skovsø, og på afdæmpet facon krænger sjælen lidt ud. Her opstår nærheden sjovt nok i den lidt fjerne og spøgelsesagtige atmosfære – man føler sig suget henimod det som en form for sirenesang, eller skæret fra lygtemandens lampe.
“In It’s Infancy (The Waterfall)” sender indledningsvis tankerne i retning af en mere subtil og smagfuld version af The Eagles, med lækre, men kontrollerede, vokalharmonier og åben highway stemning. My Morning Jacket har dog hele tiden en indgroet trang til lige at lege lidt med sangenes opbygning, twiste strukturen lidt eller tilføre en eller anden form for skævhed, der gør at numrene fremstår dejligt levende og vibrerende. I samme let Eagles klingende slægt er den efterfølgende akustiske godnatvise, “Get The Point”, hvor bandet skærer helt ind til benet. 3 minutter, stille, roligt, vuggende og lækkert.
Skulle man efterlyse noget, så var det måske at My Morning Jacket lidt oftere viste de skarpe rock-tænder, de også er i besiddelse af. De bider faktisk kun rigtig fra sig en enkelt gang på albummet, i sidste halvdel af næstsidste nummer, “Tropics (Erase Traces)”, hvor bandet slipper guitaren løs og efterlader bidemærker. Virkningen bliver naturligvis det større, når man kun får det i mindre doser – og man må jo bare konkludere, at det overordnet set, ikke er den slags rockalbum.
My Morning Jacket træder et skridt eller to tilbage, både personligt men også musikhistorisk, på The Waterfall. Vel at mærke uden, at det føles eller lyder gammeldags, eller bedaget – der er bare sådan en små nostalgisk vibe over pladen. Det, sammen med den sommerlige/afslappede stemning i de fleste af numrene, gør The Waterfall til et særdeles behageligt bekendtskab – og et der med jævne mellemrum tager pusten fra en, fordi den velsyngende og alsidige frontmand, Jim James og hans kumpaner, simpelthen skriver forbandet gode sange.
En stærk udfordrer til titlen, om årets bedste udenlandske album, som det ser ud lige nu.
Af Ken Damgaard Thomsen
