Home Interviews Dine Isaksen – et pseudonym, der kommer tæt på

Dine Isaksen – et pseudonym, der kommer tæt på

3058
0

Interview: Dine Isaksen er et nyt dansksproget solo-projekt fra Kasper Westeraa, som nogle måske kender fra Echo Lips. På årets Spot Festival spillede Dine Isaksen sin blot tredje koncert, med sange fra et album, der er blevet sneget lige så stille ud. Jeg mødtes med Kasper Westeraa kort inden koncerten på Spot til en snak om projektet.

Planlægningen af interviewet har været lidt rudimentær, men vi finder et baglokale i nærheden af Kammermusiksalen i Musikhuset, som også bruges som omklædningsrum af nogle dansere, og sætter os ned i et hjørne.

Hvad med albummet, er det kommet eller hvordan er det med det – jeg kunne ikke rigtig finde noget information om det?

“Det er også lidt mærkeligt, for det er egentlig sådan en form for album-demo, jeg har lavet. Da jeg kom i tanke om sidste år at jeg ville lave det her, så var det lidt som en prop, der røg af en champagneflaske. Jeg tænkte bare: Nu laver jeg kraftedme bare de her sange. Nu laver jeg bare et helt album. Jeg havde egentlig tænkt på i starten bare at lave en single, som så blev en EP, men så skrev jeg bare ret mange numre lige der. Hele den plade er skrevet og indspillet i løbet af en sommerferie, fra midten af juni og frem til starten af august. Så kom der et par ekstra sange til i løbet af august.

Jeg skrev 12 sange i alt, hvor de 10 af dem så kom på. Jeg lavede hele lortet fra bunden, og indspillede hele lortet selv. De rigtige trommer blev først lagt på til allersidst, først var det et programmeret trommespor jeg havde indspillet, som trommeslageren så kunne bruge. Så det er også derfor jeg har taget det sådan lidt afslappet med det og bare ser hvad der sker. Jeg har heller ikke pushet det nogen steder.

Jeg tror at næste gang jeg laver noget – jeg har skrevet måske 20 nye sange, som også er blevet demoficeret – at når jeg så har nået 30, går jeg dem igennem med min pianist, Jacob. Ham kendte jeg ikke da jeg lavede de andre, så der var ikke nogen sparringspartner. Men så går vi dem igennem, og laver en single. Meget af det strategiværk der, det er ikke noget jeg har vidst ret meget om, eller været god til, men jeg har ladet mig fortælle at der ikke er ret meget grund til at lave meget mere end et enkelt nummer, når man er upcoming, og så se hvor langt man kan komme med det.

Men det korte af det lange er, at jeg faktisk er glad for at jeg lavede alle de sange, også fordi da jeg skulle optræde live første gang, her d.20. marts, så kunne jeg jo give bandet sangene og sige: Lær dem her. Jacob, der spiller klaver, er min gymnasielærer-kollega, og der startede jeg først i august, så det var først der jeg lærte ham at kende. Så det er egentlig en demo, der har fået lov at vokse lidt, og så anmeldte Musikblogger det, og så har jeg brugt de ord han skrev i pressematerialet”

Betyder det så at Echo Lips er slut?

“Nej, overhovedet ikke. Jeg skrev en masse sange, og så var der ligesom en pulje der, som vi valgte ud fra og som vi så har arbejdet ud fra de sidste år. Men jeg blev lidt træt af den måde at arbejde på, fordi det var som om, de andre ikke havde aktier nok i sangene. Det snakkede vi lidt om og blev enige om at skrive tingene sammen fra bunden af, og når vi skal til at gøre det, så skal jeg jo finde et andet output til den her store sangproduktion, som ellers blev sat ind i en bank, som Echo Lips trak sange ud af.

Jeg havde heller ikke skrevet sange på dansk før, og det første nummer på dansk, var egentlig en omskrivning til dansk fra et andet nummer. Så alle de sange jeg skriver alene, de er på dansk, og så er vi begyndt at skrive på en anden måde i Echo Lips. Vi har faktisk lige varmet op for Go Go Berlin de sidste to weekender med Echo Lips. Vi har faktisk også indspillet en plade, men jeg tror vi ender med ikke at udgive den, og det er også sådan noget strategiværk”

Hvorfor stopper I den?

“Det er fordi vi har fået at vide at det egentlig ikke er så smart som upcoming-band at udgive et helt album, og så vil vi i stedet bare fokusere på et par af sangene.

Når man har et helt album ude, så har man også rigtig meget af sig selv ude, men hvis man har nogle enkelte sange ude, så er det som om der ikke er helt så meget på spil. Man skal passe på sig, hvis man bliver skuffet og bitter, så er det ikke så sjovt længere. Det er også derfor der ikke er lavet så meget promotion for det her album (Dine Isaksen, red.), jeg har bare en kasse med når jeg er ude og spille”

Hvordan er det så kommet i stand med koncerten her på Spot?

“Jeg har været så heldig at de to første koncerter jeg har spillet, det har været to rigtig fede koncerter. Den første var oppe på Skråen i Aalborg, hvor de har sådan noget, der hedder ”By Night”, hvor man varmer ned for et band. Det er så godt nok ikke på den store scene, men i en lounge, hvor publikum så kan rykke op efter koncerten. Det var nedvarmning for Kim Larsen d.20. marts. Og så kom jeg med på Way Up North festivalen. Det er kraftedme en fed festival, og det var så vores anden koncert.  Der var fuld skrald på. Så det var igennem Way Up North, at vi spiller på Spot. De har valgt 4 bands ud til programmet, hvor vi så er det ene”

Hvad ligger der i navnet, ud over at der er en reference til Isak Dinesen?

“Altså, når man laver et soloprojekt, så er det jo meget normalt at man bruger sit eget navn, og jeg hedder jo Kasper Westeraa, og det synes jeg kom lidt for tæt på, af en eller anden grund. Det kan godt være jeg er en tand genert i forhold til det. Så synes jeg heller ikke at det lå så ret i munden. Det var ikke så sjovt at udtale. Og så tænkte jeg at nu tager vi det lidt roligt, og det må godt være lidt sjovt. Og så var der en af mine kammerater, der i en kæmpebrandert, fik sagt at det kunne være sjovt at lave et band, der hed Dine Isaksen, og så skrupgrinede vi af det.

Så gik der nogle år, og han kunne ikke huske at han havde foreslået det, og så tænkte jeg, at så kunne jeg godt tage det. Jeg kan godt lide at der kan være lidt afstand til det. Men det sjove ved det, er jo at teksterne faktisk er ret personlige. Jeg skriver bare som jeg selv har det, fuldstændig. Vores trommeslager spurgte mig om det, sidst vi var ude, om det ikke var lidt paradoksalt at have de sange med så meget personligt og så sætter jeg et pseudonym til at synge. Det er lidt som at sætte en anden til at synge. Det kunne en psykolog sikkert få meget ud af”

Hvad handler sangene om? 

“Nu handler sangene jo om flere ting – ’Iskold Indeni’ handler om en jeg kender, som på et tidspunkt var ved at gå lidt stå, og sad i sin lejlighed og livet var ved at stoppe for ham. Og den der flugt man kan finde i alkohol, når man drikker for at blive iskold indeni, det var egentlig en skildring af det. Men så er der også nogle andre sange, som den jeg starter med i aften, der hedder ’Vis os din manddom’, den handler meget om det med at der er mange, der er meget pumpede og tatoverede, og hvorfor er det at de har travlt med at vise at de er så store og stærke? Det er måske fordi du er lidt lille indeni. Det der med at folk de kompenserer for det, der er indeni, der kan jeg godt tænke, hvor er det, det kommer fra, det der?

Ellers er det meget sådan…normalt er jeg en glad og tilfreds mand, men de sidste par år har jeg også døjet lidt med at holde humøret oppe ind i mellem, og det er måske det, der kom frem da proppen røg af flasken. Men det er jo fint at man kan bruge sangskrivningen til det. Og det har været en rigtig fed tid med opstarten af Dine Isaksen.

Ernest Hemingway sagde engang noget i retning af ”there is nothing to writing, you just sit down and bleed” – det synes jeg var en stærk sætning, og det er egentlig lidt det jeg har prøvet med de her sange. Også fordi de er skrevet så hurtigt i et meget kort tidsrum. Og så kan jeg godt lide det der med, at hånden den skriver noget, og måske en time senere ser man det, og nogen gange er der nogle sætninger, der er så banale eller så personlige at man tænker; kan jeg synge det? Men så har man en forpligtelse overfor sig selv til at gøre det. Så nogle gange kan jeg tænke, ej, det der, det kan du fandme ikke synge, men det bliver jeg nødt til. Jeg kan godt lide det der med at man kan prøve at lave det lidt metaagtigt, uden det bliver noget vrøvl”

Der må godt være noget på spil?

“Ja, og det må godt være noget der kommer, uden man skal tænke sig om. Jeg kan huske fra den film, der hedder ’Finding Forrester’, hvor Sean Connery siger ”Du skriver dit første udkast med hjertet og dit andet udkast med hjernen”, og det tror jeg er meget rigtigt. Hvis der er fire linier i et vers, og man skriver på det hele dagen, så kan det pludselig komme mens jeg står og børster tænder, så hele teksten er der på én gang. Og så dagen efter, ud af de 8 linier, der så kan være i to vers, så er der måske en linie, der bliver skiftet ud.

Så jeg går ikke sådan og tænker over teksterne i ugevis, og jeg går ikke tilbage og omskriver og omskriver. Så når jeg går i gang med en tekst, så er den tit færdig på én dag eller dagen efter. Jeg kan godt lide at det kommer ud – og så kan jeg godt lide at være færdig med én sang før jeg går i gang med den næste. Jeg har altid sådan en kø i hovedet, hvor der står sådan en 3-4 stykker linet op. Og når jeg så er færdig med dem, så har jeg min Iphone hvor der ligger jeg ved ikke hvor mange riffs, og små stykker. Så…det var lidt indsigt i, hvordan det foregår”

Interviewet er ovre, og Kasper skal til at forberede sig på koncerten – den kan du i øvrigt læse om i reportagen fra fredagen på Spot lige HER. Vi blev lidt klogere på Dine Isaksen, men vil du vide mere – så tjek projektet ud på facebook, eller lyt til lidt af musikken på soundcloud.

Næste chance for at høre Dine Isaksen live er til Tall Ships Race i Aalborg d.1. august, hvor de spiller kl. 16 på Rhythm Club scenen.

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleThe Shrines – Nightfall – 14/5 – 2015
Next articleGonzo Morales – Special Bob – 15/5 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.