Det startede en lille smule afventende, men hurtigt fik bandet spillet sig selv og publikum varme, og Fribytterdrømmes koncert på Stengade lørdag aften udviklede sig til et transcenderende triumftog, hvor band, musik, publikum og tid og rum gik i et – og endte med at blive én samlet boblende organisme.
Yes, det blev en af den slags aftener for mig! Ovenstående er naturligvis en rent personlig og subjektiv oplevelse, det er muligt at det ikke var alle der gik i et med det farverig musikalske tapet denne aften – men derfra hvor jeg stod og svajede til Fribytternes stenede toner og fængende lyrik, var det det, der skete. Helt ind i Labyrintens Farver, debutalbummet der danner grundlag for releasekoncerten denne aften.
Men inden vi kom så langt, skulle jeg lige igennem en velbesøgt opvarmingsseance med de semi-hypede knallertpunk lømler, De Høje Hæle. Af selvproklamerede knallertpunkere at være, var deres optræden og opførsel på scenen dog overordentlig høflig og velopdragen – ligesom deres dansksprogede, bestemt energiske, punkskæringer også fremstod en anelse for velfriserede denne aften. Jeg ved sgu ikke helt hvad det var, men det var som om at bandet og jeg ikke rigtig svingede eller ramte hinanden denne aften – jeg blev ganske enkelt på intet tidspunkt revet med, og så mundede det ud i en af den slags koncertoplevelser, hvor man blot følte man var tilstede, der spillede noget musik, så var den færdig og man gik ud og tog sig en smøg uden at fortrække en mine. Det må blive en rain check!
Jeg talte med andre efter koncerten, som havde oplevet bandet før, hvor de virkelig havde givet den gas, de syntes heller ikke det var De Høje Hæles bedste aften. Måske var det bare selvpåført selvkontrol for ikke at outshine hovednavnet? Det kan jo godt være supportbandets lod nogle gange… eller også var det bare ikke lige denne dag, at jeg skulle blive imponeret og blæst ud af støvlerne af De Høje Hæle?
Der var nærmest masseudvandring fra Stengade, da De Høje Hæle var færdige, og det var ikke kun rygetrængende folk der skulle ud og trække noget røg på flisen – store grupper gik simpelthen. Heldigvis var det åbenbart blot en form for vagtskifte, for mens DJ Lorenzo Woodrose (and his awesome beard) sørgede for, at pauseunderholdningen foregik til de rette og velvalgte retro-toner, så blev Stengade stille og roligt fyldt op igen. Så der ikke var meget luft mellem det summende publikum, da Fribytterdrømme lagde fra land med “De Konstruerede”, der også åbner det nye album og lagde kimen til en fantastisk halvlanden times tid i hippie-madchester drømmeland.
“Jeg har et vindue hvor solopgangen går neeeeed”, lød det med karakteristisk halv-brægen fra forsanger Lau Pedersen, mens resten af orkesteret stille og roligt vuggede på plads på scenen og i nummeret, og langsomt begyndte at sno sig som en hypnotiserende slange i takt til musikken. Vi skulle lige i gang. Jeg syntes indledningsvis, at lyden var lidt for lav og Pedersens dragende røst lå lidt lavt i mikset, men lidt puffen med bodegamusklen og venligt mente nik og smarte moves, fik jeg positioneret mig relativt langt fremme i lokalet og begyndte at blive suget ind i og totalt omhyldet af den bølgende musik. På med de psykedeliske briller, jeg har et vindue hvor solnedgangen går op….
Så er vi for alvor i gang og fanget i kalejdoskopets lysende ring. Der er noget sært magnetisk over Fribytterdrømme, der gør at min opmærksomhed indfanges, trækkes hen imod og ind i det musikalske univers. Set ude fra, er Svendborg-orkesteret rent visuelt et lidt særpræget og sammenbragt syn. De ligner måske i virkeligheden bare det de er, 7 forskellige mennesker, der har fundet en eller anden form for samhørighed i musikken og fået de mange individuelle udtryk til at svinge forbløffende godt. Så er det sådan set lige meget om den ene guitarist med bar overkrop ligner en der hører hjemme i et rockband fra Manchester, at en anden ligner ham der den stille, venlige, meget belæste type fra ungdomsklubben, som af en eller anden grund også var pissegod til bordtennis! Eller at forsangeren ligner en der er kommet direkte fra sættet på den nye Eik Skaløe film, med spraglet skjorte, langt hippiehår og stenet, halv-indadvendt attitude.
Det hele smelter sammen og fungerer fortræffeligt som en organisk helhed, når Fribytterdrømme slipper musikken løs, lader de mange musikalske idéer hvirvle rundt og væve sig sammen til en smittende og besættende rytme, som gjorde at jeg ikke havde styr på om der var gået 5, 45 eller 90 minutter da koncerten var færdig. Tror det nærmede sig det sidste, men tiden var ikke vigtig her – den glemte jeg fuldstændig.
Stemning, tempo og intensiteten stiger under “Kosmonauten” og dens insisterende pumpende rytme, der viser en mere garagerocket og pågående side af bandet. I hvert fald indledningsvis, inden nummeret begynder at svæve ud i atmosfærisk tåge. Det er også her bandets mere trippy madchester tendenser begynder at sætte sig i kroppen på en, så man står og tripper lidt for sig selv på stedet og hjernen sættes fri fra dagligdagens trummerum. Man kan bare slå fra og lade musikken og lyrikken fylde en, så man står og ser verden gennem de psykedeliske, surrealistiske og slutteligt i nummeret, interstellare briller, som Pedersen messer om. Bjerget ligger langt ude i rummet! Og jeg er åbenbart på vej derud for at bestige det, ja sgu!
Efter sing-a-long, byger af knæklys (yes, that happened), en liflig duft af hvidløg og synet af 2 vinglas der danser i lyset fra scenen under “Kosmonaut”, er det tid til at stene og flyde lidt mere ud i solen, til de varme syre-bluesrockede toner fra “Ørken”. Det magiske tæppe bliver foldet ud og tager én længere, og længere, bort, på sin fantastiske flyvende færd. Ok, det var Hodja Fra Pjort, men I ved hvor jeg vil hen ad. Jeg vil ud, ud under åben himmel! Hov, forkert nummer igen. Nu er der for alvor ved at opstå lige dele symbiose mellem band, musik og publikum og små private dansefester rundt omkring i den steghede sal. “Himmellegmer” sender lige festen det sidste stykke op i himlen, så man taber stjernerne i sit sind og får en endeløs idé – for lige at parafrasere den hypnotiske tekst lidt. “Jeg svæver over byens neon film”…..
Men ender med at lande, og blive suget ned i “Kviksand”, da bandet efterfølgende bryder rækkefølgen fra Labyrintens Farver, som de ellers har fulgt de første 4 numre. Klogt træk skal det vise sig, for “Fem Er Det Magiske Nummer”, som de gemmer til senere, er en trumf de godt kan holde lidt på. Efter den dejlige tur i den mere viseprægede “Kviksand”, skal vi nemlig lige på en lille rejse tilbage i tiden. Både bandets egen fortid i form af et nummer fra længere tilbage i bagkataloget, men også, som Lau Pedersen lidt mumlende får konstateret til dengang “min far var ung”. “Jeg Graver Huller i Mørket” bliver modtaget med begejstring og flere syng-med pasager fra det stadig talstærke publikum. “jeg graver huller i mørket ind til lyset…”, klangmæssigt er det af bandets mere rendyrkede syre-rock/beat kompositioner med boblende “hippie-orgel” og skvulpende rytme. “Vi skal begge to den samme vej…..”.
Over i et andet ældre nummer, hvor jeg er så opslugt at jeg desværre glemmer at tage noter, jeg har ellers efterhånden fået svedt mig helt ædru efter den lille buzz jeg havde fået opbygget inden koncerten – så det var ikke derfor nummeret lige missede notesblokken! Heldigvis er jeg “fan af det magiske nummer”, så “Fem Er Det Magiske Nummer”, der lukker hovedsættet, fik jeg da noteret mig. Festen og de sidste kræfter slippes helt fir i det lange nummer, der i første halvdel summer, snurrer, repeterer og bygger op indtil vi når den Stone Roses lignende anden halvdel, med fængende koklokke slag og syret dansabel rock-rytme. Det kræver lidt tålmodighed fra både publikum og bandet på grund af den lange, gentagende opbygning, men effekten udebliver ikke da nummeret peaker. Det er som en form for musikalsk djævleuddrivelse, hvor man først bliver besat af rytmen og mod slut sat fri, mens bandet uddriver de sidste dårligdomme.
Her kunne det godt være endt, men Frbytterdrømme vender tilbage med den selvbetitlede og næsten 20 minutter lange (tror jeg) “Fribytterdrømme”, hvor folk, i hvad der virker som en spontan handling, men sikkert er et ritual for kendere af bandet, sætter sig ned, lader roen sænke sig over Stengade, mens bandet spiller koncerten i mål. Den delvist afklædte guitarist vælger at gå ud blandt publikum, lægger sig ned lige bag ved undertegnede, og ligger der og spiller videre – som en form for tegn på, at nu kan vi bare slappe helt af og lade musikken klare resten.
Mod slut i nummeret rejser alle sig igen, nummeret rundes af og Fribytterdrømmen slutter med stormende bifald fra et publikum, der trods den lange rejse, ikke virker helt parate til at slippe bandet endnu.
Det er næsten det mest imponerende, selvom man har været i selskab med bandet i så lang tid, så er man ikke stopmæt og egentlig sulten efter mere? Det er sgu alligevel ikke særligt tit jeg går fra en koncert, med hvad der stadig må betegnes som et upcoming band, og så har lyst til mere? 40 minutter kan være rigeligt, men Fribytterdrømme har nok glimrende numre til, at man uden problemer kan indtage det dobbelt, og lidt til! Bemærkelsesværdigt!
Bemærkelsesværdige er Fribytterrømme også, hvis du stadig skulle være i tvivl (og stadig læser med?). Der er noget herligt uspoleret, næsten naivt drømmende, over deres behagelige musikalske univers. Det er både poetisk, fortryllende, sejt rockende og bare forbandet velspillet, varieret, men stadig sammenhængende, og afbalanceret – på trods af den syrede grundstemning. Hvis Fribytterdrømme var et rusmiddel, så er det af den slags der på ingen måde kan være skadelig for krop og sind.
Det kan måske virke som lidt overkill, at tildele gruppen deres anden topkarakter på en uge, men lad os kalde stjernerne her for “upcoming” og tilføje, at bandet måske ikke skal indtage de helt store scener endnu – dertil er universet nok stadig lidt for udsyret og i sin natur undergrund. Men de fortjener de 6 stjerner for årets lørdagstrip!
Af Ken Damgaard Thomsen
Mobil fotos af grynet kvalitet: Ken Damgaard Thomsen