The Radar Post er et soloprojekt fra sanger/sangskriver og producer Esben Svane, der tidligere har slået sine folder som trommeslager i bands som Ulige Numre, A Friend In London og Den Fjerde Væg . Nu står han på egne ben, og med et ben lidt placeret i to lejre. Den sagte folk’ede singer songwriter stil og den medrivende indiepop. Begge dele fungerer fortrinligt, men giver lidt en følelse af et album, hvor der er lidt langt mellem yderpunkterne.
Eller sådan var min første sort/hvide opfattelse af albummet, for gentagende lyt har gjort, at det der tidligere virkede som to stilarter med forholdsvis stor afstand imellem sig, faktisk smelter fint sammen som pladen vokser på én. Et andet lille problem, som dog ikke skrumper ind, er følelsen af, at pladen bliver lige en sang eller to for lang for mig med sine 11 numre. Det, og at Svane’s vokal på størstedelen af albummet har fået en overhaling med diverse effekter, noget rumklang/ekko halløj eller et forvrængerfilter af en art (I’m not an expert), er med til, i mine ører, at bremse The Radar Post i at indfri hele sit potentiale.
Til gengæld er effekten, og nydelsen, ekstra voldsom den ene gang, hvor Svane’s vokal er helt afklædt, nøgen og alene uden diverse effekter i lydbilledet. Nummeret “Traces” er musikalsk også helt afpillet, på den dejlige måde, nærmest tyst og underspillet, men stadig utroligt stemningsmættet og fyldigt. Lyden af et tikkende ur sætter nummeret i gang, sagte akustisk guitar kommer på og Svane’s udtryksfulde vokal. Det tikkende ur forsætter i baggrunden, “you’re not what you used to be // You’re no good around me”, lyder det let sørgmodigt – hvis det er en kærlighedssang, så er det den bittersøde af slagsen. Nummeret vokser langsomt og stiger i intensitet, “I hate how I’m always so hopelessly drawn to you // And the ways you mislead me, but I know myself far too well”. Og så et musikalsk og stemmemæssigt midtvejs peak i nummeret. Et helt igennem vidunderligt nummer, og et klart højdepunkt på pladen.
Men også et, der får en til, at ærgre sig en smule over, at der ikke er flere hvor vokalen får lov til at ånde og folde sig ud som her – men så havde effekten måske ikke været så stor? “Traces” falder cirka midt på pladen, og til begge sidder finder vi lidt af hvert af de 2 hovedstrømninger pladen indeholder rent stilistisk.
Mest radiovenligt og poppet bliver det på førstesinglen, “You Got My Back”, der bringer minder om noget slut-90’er poprocket, med luftigt og catchy omkvæd. Det flyder upåklageligt, det er kækt og kvikt på fødderne, men også en lille smule forglemmeligt, trods det iørefaldende omkvæd. I den lidt forglemmelige ende er for mig også den indie-poppede “Wear Your Head Off”. Igen er der fin fremdrift i melodien, det er som end fængende nok så længe det varer, men den fanger mig alligevel ikke helt.
Andre gange er det som nævnt vokalen der skurrer mig lidt mod hårene, som på næstsidste nummer, “Rush of Fame”, hvor den bliver lige lidt for…”skabagtig” og følelsesladet i sin klang, ikke mindst i omkvædet, hvor jeg får lidt trang til at uddele håndmadder. Men det har alligevel et eller andet, noget jeg godt kan høre fungerer, hvis ens ører kan holde til tonelejet. På “Cocking Up Something” er vi lidt ude i samme “problem”, det starter ganske stille og let melankolsk, både stemmen og musikken, bygger roligt op, inden vokalen går lidt i udbrud – og igen, ligger det måske lige på grænsen af, at blive for følelsesladet til mine øregange. Men det er bestemt ikke en dårlig sang!
Når det kører for The Radar Post, så er der til gengæld ikke meget at sætte en finger på. Ikke mindst synes jeg albummet kommer umanerligt godt fra land, de 3 første numre er alle glimrende. Ud over “Traces”, er den lidt ukonventionelle åbner, “Foreword”, muligvis min favorit. Nummeret har ikke rigtig noget omkvæd, men føles som et langt ordrigt vers, hvor Svane rabler sin livshistorie, og vejen frem til The Radar Post, af på medrivende vis. Det er både personligt og stedvis endda lidt rørende, når Svane åbner op for livshistorien, uden at det føles FOR personligt og ender i navlepilleri. Og her gør vokaleffekterne mig sjovt nok ikke noget.
“Nothings Holding You Back” følger op med en omgang brumme-rock med højt til loft og temmelig store armbevægelser, og lækker, lækker atmosfærisk guitar, mens Svane synger om “there are voices in the wind”. Stilskiftet til den efterfølgende “Undercover” er temmelig markant, den indledes nemlig med folksy feeling og godt med blæs i mundharmonikaen. Vi kommer let, elegant og ubesværet hen til et dejligt solskins-indiepoppet omkvæd. Teksten lyder dog ikke helt så solbeskinnet, “I’m a bug without a soul // An easy fuck you thought you could control”, lyder det blandt andet.
I det hele taget er en af The Radar Post’s største kvaliteter, at det både musikalsk og lyrisk lyder som om der er noget på spil – lige meget hvad jeg så end lige måtte synes om de enkelte numre. Det virker aldrig ligegyldigt for Svane selv, og det skinner igennem i de enkelte numre. Man får eksempelvis et lille sug i maven, når Svane med en snert af desperation i stemmen udbryder “just suck it in”, i den stille sniger, “Sweater”.
Jeg er lidt i vildrede, hvad den endelige dom over The Radar Post angår. Højdepunkterne er ikke så få, og stråler virkelig flot (og så har jeg ikke engang nævnt den smukke Simon & Garfunkel klingende “Duck Valley”). Der er nogle irritationsmomenter angående vokalen og måden den iscenesættes på, som især bliver tydelig når den får lov til at folde sig ud, uden indpakning, på “Traces”. På den anden side er det jo et helt bevidst valg fra Svane’s side, han kan jo ikke gøre for at jeg synes det momentvis bliver for meget af det gode. Måske synes han bare det lyder fedt? Måske er der en dybere mening, der har noget med teksterne, der lyder ret personlige, at gøre – noget der skal skabe en form for afstand? Afstand mellem afsenderen selv og ordene, men også en afstand til os lyttere, så vi ikke kommer alt for tæt på?
For nogen vil dette her utvivlsomt være en 5-stjernet oplevelse, det vil jeg ikke argumentere yderligere imod, jeg ender på 4 store for det samlede indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Radar Post på Facebook
