Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Tyrants And Kings: Phosphor Anthems **** (4/6)

Tyrants And Kings: Phosphor Anthems **** (4/6)

2485
0

Too cool for old school? Så er der bestemt ingen grund til at læse videre, eller lytte til album nummer to fra danske Tyrants And Kings! Man kan nærmest ikke engang kalde lyden for retro, for det lyder som om tiden rent faktisk har stået stille for bandet siden midten af 1970erne. Det her lyder som ægte pikrock, som kunne have fungeret som opvarmning for bands i Led Zeppelin, Bad Company eller Aerosmith klassen.
Det bliver aldrig til en uselvstændig efterligning, men helt op på de højeste tinder af mount rock når vi trods alt heller ikke.

Det første der rammer ørerne, og fanger ens opmærksomhed, er forsanger Dennis Kasten’s autentiske og kraftfulde vokal, der er virkelig tale om et toptunet organ, der kører på samtlige cylindere. “She Will Never Save Your Soul” lyder det, på den potente albumåbner af samme navn, et nummer der sætter en i den helt rette stemning fra start, med sit bombastiske Jimmy Page’ske guitarrif samt svedige og svulstige 70er groove.
Tempoet skrues en smule i vejret efter vi rullede ud af garagen i første nummer, og “Mental Down” er klampen i bund imens man drøner ud af byen, i den søde duft af benzin og den amerikanske landevej.

Efterhånden som vi er nået lidt væk fra storbyens larm og trængsel, så slippes gaspedalen en smule i “No Means No Baby”, en rå og blues’et stener, hvor man kan smide trøjen og flashe dunken imens man tænker lidt på de satans kvindfolk, og ellers cruiser afsted mod solnedgangen. “Dead Mans Ruin” forsætter i det samme spor, og her viser bandet, ikke mindst trommeslager Mads Valther, tænder og tænding så landevejen slår gnister og lugter af brændt gummi, som efterlader et tykt spor af sort og klistret rock n’ roll på underlaget.

Vi parkerer slæden i “Everything Must End”, der sniger sig rundt i natten i et lavt og krybende tempo, hvor Kasten’s får luftet sin indre Jim Morrisson i verset, før lungerne igen blæses igennem i omkvædet, alt imens resten af bandet smyger sig om vokalen som en slange parat til at hugge til, hvilket sker de sidste 2 minutter af nummeret, hvor det hele kulminerer i big ballsy blues rock.
Hidtil har “Phosphor Anthems” været et herligt bekendtskab med sin bluesede 70er rock, der stener swinger derudaf, men efterhånden begynder man at savne lidt variation i lydbilledet, “There Any Minute” sætter motoren i tomgang, og albummet går lidt i stå. Ikke at det er dårligt, men lidt fremdrift og nytænkning af bandets ellers effektive virkemidler, og velsmurte melodier ville have været ønskeligt.

En smule variation sniger sig ind på “Nothing Left To Loose”, der bringer den mere country-rockede lyd fra debutalbummet fra 2009, tilbage. Og pludselig lyder Tyrants And Kings som en lidt tungere version af The Sandmen – og det var bestemt ment som en kompliment.
Som titlerne måske afslører, så er det ikke ligefrem livets solstrålehistorier Tyrants And Kings har med i bagagerummet på vores tur på de støvede landeveje. Det er lyrik forankret i klassisk rock n’ roll sortsyn, med sprutånde og en stank af tobak i håret og tøjet, men det kammer aldrig over i dommedagsprædiken og klynkende livslede. Teksterne virker som små mørke konstateringer og accept, og så buldrer vi ellers bare videre ud i livet, og tager kampene med oprejst pande og stiv rockcock.

Netop buldre er hvad “Freight Train” forsøger at gøre, uden at det bliver til meget mere end at bumle, det bliver aldrig helt vibrerende og løssluppent nok til at vi ryger af skinnerne, men selv de numre på pladen der ikke er helt oppe at ringe bliver aldrig dårlige eller trivielle, de er højeste en lille pause på rejsen før det bliver intenst igen. Desværre er titlen “Again And Again” ikke det eneste sted hvor noget gentages, faldet af intensitet fra forrige nummer forsættes, men på en måde er det egentlig også meget rart at man af og til kan læne sig tilbage med en kop kaffe på turen, i stedet for at det hele skal være blyholdige benzin baskere.

“Hold On She Said” giver mig lyst til at droppe den tilstræbte fortælling om amerikansk roadtrip i en gammel slæde, og i stedet dumpe den ved benzintanken, hvor jeg smooth talkede hende den barmfagre blondine med kværnen – så jeg hopper bagpå og holder godt fast!
Men den slags lyksageligheder har det med at være kortvarige, så hun smider mig naturligvis af midt i ingenting, den lange og sløve vandring hjemad begynder i “Dimes And Dust”, en stemningsfuld og vellykket country western traver, hvor Kasten’s viser at hans vokal også er særdeles virkningsfuld når den tøjles, og der skrues helt ned. Bandet følger igen med på fornem vis, og det lyder faktisk som om at de har fået den støvede highway rock ind med modermælken og kød fra prærieulve.

Den vaskeægte old school rockstemning bringes sikkert hjem på albummets afslutningsnummer “I Know I Can’t Stay”, efter en flot rundtur der måske savner de helt afgørende store højdepunkter, der kunne være med til at Tyrants And Kings træder ud af forbilledernes skygger. Disse skygger er dog også så imponerende lange at det næsten er en umulig opgave, men så kunne lidt eksperimenteren med den lidt konservative form og tilgang til genren måske være et realistisk alternativ til ligefrem at toppe legenderne?

“Phosphor Anthems” viser en på alle punkter kompetent og swingende rockkvartet der med åbne arme, og panden forrest, kaster sig ud i noget der lyder befriende udansk, uden at lyde påtaget eller tilstræbt internationalt. Det er rå klassisk rock, med bombastiske country/blues passager, oprigtige følelser, ukompliceret og lettilgængeligt uden at blive banalt og mest af alt bare musik med passion og hår på brystet.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleSlash: Made In Stoke ** (2/6)
Next articleFate: Ghosts From The Past ***** (5/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.