Københavnske Goodbye Lisichka præsenteres som elektronisk lo-fi pop, frit oversat kunne man også sige “minder stedvis en del om Arcade Fire”, uden at det gør det store – for det gruppen gør, gør de virkelig overbevisende. Niveauet på dette mini-album svinger mellem bundsolidt og virkelig godt, det eneste der mangler er sådan set at det bliver decideret fremragende.
Dog peger pilen momentvis klart i den retning, for det 4 mand og en kvinde høje orkester har virkelig fat i en lyd der bare klæder dem. Materialet virker gennemarbejdet, enormt tjekket og stilsikkert, uden den mindste rysten på hænderne. Hvad mangler der så for, at det hele løfter sig fra “godt” til “fremragende”? Tja, det sidste udefinerbare “noget”, endnu mere personlig stil (der er ellers en del af den, men måske er vi ikke helt ude af eventuelle forbilleders skygge) og måske lige “sangEN”, som får mig som lytter til at overgive mig betingelsesløst.
Shadow Rabbits består af 6 numre, og er en af den slags udgivelser der glider elegant og ubesværet fremad, så den næsten føles for kort når den rinder ud – men så er der jo altid replay knappen. Det skyldes ikke mindst, at bandet er gode til at frembringe melodier der bare flyder super fint og nemt fremad og virker letfordøjelige, uden det nødvendigvis bliver for letbenet. Det er poppet, men med en let sørgmodig/melankolske stemning, og det er især her jeg kommer til at tænke på Arcade Fire, uden at det bliver “dommedags-indie-poppet”, som på canadiernes første plader.
Desuden er brugen af både kvinde- og mandevokal også medvirkende til, at sammenligningen i min verden ligger ligefor. Det mest tydelig eksempel er nok “From Our Window We Can Hear The Humming”, hvor både sangstruktur, opbygning til et semi-episk omkvæd og måden vokalerne sættes i scene på, og faktisk også lyder, er Win Butler og co. op af dage. Men udtrykket rummer også nogle elektroniske effekter, lidt trompet og en syntetisk klang, som peger i en lidt anden retning. Mand/kvindevokalen er også trækplastret i det der måske er Shadow Rabbits mest catchy stund, førstesinglen og åbneren, “Strokes of Luck”. En pulserende lille sag, det nærmer sig det dansable, især i nummeret midterstykke, men hvor højdepunktet for mig er, hvor godt de to vokalers klang matcher og supplerer hinanden.
Et andet element, der gør at Goodbye Licichka stikker af i en lidt anden retning, er brugen af håndklap, som med jævne mellemrum dukker op. Titelnummeret tøffer i gang med hvad der lyder som rytmen fra en trommemaskine, inden der bliver lagt klap og luftig indie-vokal på, så nummeret på samme tid hakker, men også svæver, fremad. Mandevokalen står mestendels for de lunere temperaturer (selv når han synger, “there’s a cold trail within your heart”), mens kvindevokalen er i den mere distancerede og kølige ende af skalaen. Virkningen er fin og effektiv, men det er naturligvis et ret velkendt trick. På næstsidste nummer, “Tomorrow Was Just a Flock of Sequels, My Dear”, er håndklappet endnu mere fremtrædende, det lyder næsten helt opløftende indledningsvis, inden lydbilledet bliver mere fyldigt, nærmest bombastisk og buldrende, selvom vi stadig befinder os i det lo-fi poppede. Teksten er også en af de mere interessante/mystiske, hvor der synges om hemmelige hylder i skabene, en “golden box” under håndvasken og papkasser i kælderen…..
Goodbye Lisichka trækker også tempoet helt ud af Shadow Rabbits to steder, først på den atmosfæriske tusmørkeballade “Phoenix”, hvor Gerda Odgaard med skrøbelig vokal får spotlyset for sig selv for en stund. Nummeret udvikler sig langsomt til en duet, hvor de 2 vokaler forenes i mantraet “we have to fly through the night”. Det lyder godt, men nummerets overordnede klang bliver måske lige en tand for pæn og “høflig” til mig, ligesom brugen af blæseinstrument her virker lidt genererende i mine ører. Så er jeg mere til den helt nedbarberede, afdæmpede og under 2 minutter lange lukker, “Tree House Y”, hvor vokalerne er helt i centrum ovenpå et roligt klaverstykke. Det lyder virkelig flot og ender med, at blive en af udgivelsens mest gribende stunder.
Og lige det med det gribende, det er måske en anden ting der trækker en lille smule ned i min bog. Selvom det helt overordnet et utroligt velspillet og lyder virkelig labert, det bandet leverer, så bliver jeg måske ikke helt så rørt eller forført af de bestemt atmosfæriske toner, som jeg kunne være blevet.
Goodbye Lisichka er en af den slags bands som i bund og grund ikke rigtig sætter et ben forkert, lyder som om de er i fuld kontrol over situationen og “klar”. Klar til erobre verden og æteren, men af en eller anden grund ikke helt ubetinget mit hjerte endnu. Det er dog mere end rigeligt til 4 store stjerner, med opadgående potentiale.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Goodbye Lisichka på Facebook
